Jonathan Franzens The Corrections (2001) er en af de bedste bøger jeg har læst de sidste ti år, hans debutroman The Twenty-Seventh City (1988) var fantastisk, og hans to essaysamlinger How to Be Alone (2001) og The Discomfort Zone (2006) var også virkelig velskrevne.

Derfor var det med store forventninger jeg gik i gang med Freedom, der er hans første roman siden The Corrections, og som oven i købet blev kaldt for et mesterværk i danske anmeldelser. Så når jeg nu kun er en lillebitte smule skuffet over Freedom, er det altså et udtryk for at det virkelig er en god bog.

Grundlæggende handler den om et parforhold – forholdet mellem Patty og Walter Berglund – gennem en 20-30 år. Enhver der kender lidt til Jonathan Franzen kan regne ud at det ikke kun handler om ægteskabets lyksaligheder; det viser tværtimod hvordan noget der starter så nogenlunde rigtigt, gennemsnitligt, velmenende og godt kan gå helt galt uden at man præcis kan sætte fingeren på hvem der trådte galt og hvornår. Den slags synes jeg er prisværdigt.

Rundt om kernehistorien om parforholdet ligger en række andre historier der både fungerer som gode fortællinger i sig selv og som delforklaringer på hvorfor deres ægteskab ikke fungerer. Barndommen, opvæksten forældrene, deres to børn og ikke mindst Walters gamle studiekammerat. Drama og intriger!

Jeg har svært ved at finde ud af hvor bogen befinder sig på et kontinuum med realisme i den ene ende og karikatur i den anden – det er nærmest som om Freedom sætter sig på hele skalaen. På den ene side virker bogen aldrig grundlæggende urealistisk på den måde at jeg står af fordi det er utroværdigt – på den anden side er mekanismerne og karaktererne unægtelig karikerede, også i en grad som jeg ikke husker at The Corrections var.

Og en af grundene til at bogen for mig er rigtig god, er at karikaturerne ikke er så meget ude af proportioner at jeg ikke kan relatere dem til noget eller nogen jeg kender – eller mig selv – men heller ikke så subtile at det er uigenkendeligt. Klassisk litteraturkatharsis!

Men for mig var Freedom ikke helt på højde med The Corrections. I sidstnævnte er fokus mere på familien end parforholdet, og måske er det fraværet af et forlist ægteskab i mit liv der gør bogen den tand mindre vedkommende? Familiebogen læste jeg mens jeg var på en hel måneds ferie med min familie i USA…

Jeg har Franzens Strong Motion (1992) stående på reolen, og det føles lidt ligesom at have en flaske cava liggende i køleskabet som man kan åbne når man bare ikke kan vente længere.