En fin, lille og lidt anderledes Auster-bog. Den er mindre kringlet og fabulerende og lidt mere ‘ren’ i sit udtryk end det meste af hvad han ellers har skrevet. Og så er den mere alvorlig.

Historien udspiller sig over en enkelt nat for en aldrende litteraturkritiker der ligger søvnløs i sin datters hus i Vermont. Der er tre spor i fortællingen: den konkrete situation (han kan ikke sove, nu skal han tisse, hvor er det ur?), tilbageblikket på hans liv (hans familie, hans afdøde kone og de synder han har begået) og endelig en krigshistorie han digter i situationen for ikke at ligge og tænke på de svære ting der holder ham vågen.

Ikke overraskende er den opdigtede krigshistorie på mange måder et billede på mandens tanker generelt og indeholder i øvrigt også personer fra hans eget liv – han indgår endda selv i den på et metaniveau der nærmest minder om den gode gamle New York-trilogi.

Men mere overraskende følger den ikke den gamle mand natten igennem; den slutter noget brat før det bliver daggry, og den bliver på en fine måde ved det den er: en historie. Mandens virkelighed slutter imidlertid ikke samtidig med hans lille borgerkrigsdrama, og måske er det dét der gør bogen mere alvorlig.

Ikke Paul Austers bedste bog, men Man in the Dark er til gengæld forfriskende nyt fra hans hånd og langt fra endnu én af den slags Auster-bøger man allerede har læst.

Mere britisk bliver det ikke. Romanen af Mick Jackson (som jeg ikke havde hørt om før) er en slags stemningsbillede af en lille engelsk landsby i 40’erne. Tiden er præget af krigen, men i et så stillestående samfund gør selv dét ikke mere indtryk på beboerne end fx en ny og mystisk tilflytter til byen.

Meget passende er der et fint lille persongalleri af semi-særlinge: en tyk postdame, en ældre flaskeskibsbygger (der selvfølgelig hedder ‘the captain’), en gigtplaget præst, en blid og irriterende ungkarl osv. Titlen Five Boys henviser til – ja, fem drenge – som er berygtede for den ballade de laver.

Bogen består reelt af en række separate anekdoter der egentlig kunne fungere hver for sig. Men de er altså samlet i en roman, hvilket egentlig er lidt synd, fordi der ikke rigtig er sammenhæng i det. Det starter med en lille dreng fra London der bliver evakueret pga. krigen og kommer til den lille by. Men det er som om fortælleren mister interessen for ham og begynder at fortælle om de fem drenge, men til sidst kæmper de med en mærkelig biavler om æren som rød tråd i den større sammenhæng.

Stemningen, historierne og karaktererne er fine og af og til ganske subtile og ret underholdende – men jeg er stadig lidt i tvivl om hvad bogen egentlig handler om.

Dette er tredje bog i træk som jeg faktisk har læst før. Uopfindsomt! Men den her er altså god.

Det er sådan en sammenvævet Magnolia-agtig konstruktion der som hovedpersoner har en kreds af mennesker der kender hinanden lidt på kryds og tværs. Flere af disse er historiske personer (fx udbryderkongen Harry Houdini) – andre er fiktive, og de mødes, skilles og skaber handlingen i bogen som spænder over alt muligt fra personlig tragedie, kommunisme, seksuel besættelse, raceproblemer, ægteskab og alt muligt andet.

Bogen er på under 300 sider, men føles på mange måder større – og alligevel er der en lethed over det hele. Den er underholdende, lidt flabet i sin omgang med kendte mennesker og litterær på en rigtig lækker måde.

Eneste minus er det irriterende og halvdårlige forord – måske skulle jeg bare lære at lade være med at læse dem. I øvrigt – hvis nogen skulle være interesseret – er Ragtime sat med den smukke skrift Electra, og det er jo et plus i sig selv.