Jeg tror nok jeg har været i gang med denne bog i syv år. I går blev jeg færdig. Og utroligt nok har jeg faktisk læst i den nogenlunde regelmæssigt, men den er vældig lang, og den lægger ikke op til at man læser den i ét hug, synes jeg.

Requiem indeholder 537 meget lange sætninger. Hver sætning er en lille løsrevet historie, en enkelt persons helt egen stemme, tit febrilsk og opremsende fortalt. Der er ingen sammenhæng mellem de nummererede monologer, ingen begyndelse og ingen slutning, ingen udvikling gennem bogen.

Derfor har den været egnet til et par siders læsning inden jeg falder i søvn – eller når jeg lige er blevet færdig med en bog og ikke er gået i gang med en ny. Og derfor har det altså taget så lang tid. Billedet af den her er taget ved Gardasøen i 2003 – der var jeg kommet godt i gang med den, så vidt jeg husker.

Peer Hultbergs roman (som han kalder det) handler om alt, tror jeg roligt man kan sige. Om kærlighed, arbejde, døden, sex, familie, religion, ægteskab – frustrationer, håb, sorg, skuffelse, begejstring. Det er indadvendt filosoferen og arrige udladninger. Man kigger over skulderen på den der fortæller – og tit er det som om forfatteren griner lidt sammen med læseren ad personerne. Se fx her hvor Peer Hultberg selv læser tekst nummer 375 højt.

Det er godt skrevet, og bredden er imponerende. Nu har jeg ganske vist læst den over ekstremt lang tid, men det er alligevel utroligt, at jeg ikke én gang har tænkt at netop denne tekst minder mig om en jeg tidligere har læst.

Det er en meget speciel bog, og den minder vitterlig ikke om andet jeg har læst. Det er langt fra det bedste jeg har læst – men stadig en stor oplevelse. Og langstrakt.