For halvanden måneds tid siden vadede jeg tilfældigvis direkte ind i en lyrikfestival i Odense. Her var en fransk kvinde i gang med at læse nogle små tekstbidder op som løbende blev oversat til dansk. Kvinden viste sig at hedde Nathalie Quintane, og bogen hun læste op fra, hed Remarques.

Det var nogle små – ja – bemærkninger eller betragtninger over dagligdagsfænomener. Utrolig kort, vældig konkret og faktisk slet ikke lommefilosofisk. End ikke specielt lyrisk.

Det var med andre ord noget der lå inden for min formåen udi det franske sprog, og derfor købte jeg bogen i Paris i sidste uge og læste den i løbet af et par dage. Og det var sjovt nok – jeg kan lige give et par eksempler (med min egen og ubehjælpsomme oversættelse):

Il est impossible de saisir la configuration générale d’une maison, en étant dans les toilettes. (Det er umuligt at opfatte den generelle opbygning af et hus, når man er på toilettet.)

La peau de la tomate maintient la tomate dans sa peau. (Tomatens skind holder tomaten i skindet.)

Trois assiettes, posées mouillées à la verticale, sont sèches le lendemain. (Tre tallerkener, stillet på højkant når de er våde, er tørre dagen efter.)

Fokus er altså på den lillebitte iagttagelse – det er tit ret jordnært og efter min mening slet ikke så tænksomt som Piet Hein-gruk og den slags. Hvis man skal læse en dyb lære ud af de små tekster, skal man vist ret meget ville det selv.

Alligevel, eller måske derfor, er det heller ikke nogen kæmpe oplevelse at stave sig igennem Remarques. Jeg har det ret svært med poesi generelt (det gibbede lige i mig da jeg måtte finde denne på lyrikhylderne) – måske fordi jeg kommer til at læse det alt for hurtigt. Her var det for så vidt en fordel at jeg læste Nathalie Quintane på fransk, da det naturligt sænker mit læsetempo til en tredjedel af det sædvanlige.

Jeg prøver at forestille mig hvordan det ville være at bladre de 60 sider igennem på dansk. En anelse ensformigt, alt for hurtigt og lidt skuffende – tror jeg.

Tatt av kvinnen er Erlend Loes debutbog og nok lidt mere alvorlig end de andre jeg har læst af ham.

Den danske titel er Kvinden flytter ind, og det er lige præcis dét den handler om. Den unge mandlige hovedperson bliver invaderet på alle fronter af den noget mindre jordnære Marianne. Hun har sine noget skabagtige meninger om livet og hvordan det skal leves – og hovedpersonen har ikke rigtig nogen mening over hovedet. Trods fortællerens apati bliver det til en del konfrontationer gennem bogen, og som læser kan jeg ikke lade være med konsekvent at tage hovedpersonens parti.

Det lyder måske lidt som en kærlighedsroman, men det er det ikke. Vægten er på fortællerens jordbundenhed og gennemgående accept af Mariannes luner. Samtidig er Tatt av kvinnen ligesom Loes andre bøger lidt sjov, bl.a. i sine superkonkrete og lidt naive studier af social ageren. Her har parret inviteret en flok nye og gamle venner på middag:

Ruth tok selskapet med storm og fortalte at hun plagdes slik med rennende nese. Hun hadde for ikke lenge siden oppdaget en måte å bruke nesedråper på som var i ferd med at revolusjonere hele hennes nasale helse. Hun viste oss en flaske med nesedråper og med ett satt vi alle og nikket. Jeg nikket også, og jeg presset i tillegg leppene sammen og lagde en imponert, men samtidig lavmælt bekreftende lyd. Jeg regnet med at det kunne være med på å gi vennskapet en god start.

Der er dog som sagt mindre komik end i de nyere bøger, og det fungerer også fint. Der er noget rigtig godt over den konstante irritation man føler over den krukkede Marianne og hovedpersonens evne til at sætte foden ned. Den allersidste sætning i bogen, der på en pludselig og alt for reflekterende måde fortolker bogen for virkelig tungnemme læsere, trækker imidlertid det hele lidt ned – det er ret synd!

Til sidst en mere praktisk og lidt reklameagtig bemærkning – jeg har længe ikke kunnet finde noget sted hvor man kan købe norske bøger på nettet (andet end norske netbutikker hvor portoen koster det dobbelte af bøgerne), og da jeg var i Norge for nylig, kom jeg ikke i nærheden af en boghandel. Men så fandt jeg dette sted – noget COOP-halløj i samarbejde med noget der hedder AdLibris. Det fungerede fint, og jeg skulle kun betale for lokal fragt.

Anmelderklichéen der passer bedst på A Pale View of Hills er vist at den er ‘foruroligende’. Det lyder lidt slidt og tamt, men der er virkelig noget meget ubehageligt og ildevarslende der hele tiden lurer under overfladen i denne ellers ret stilfærdige lille bog.

Historien foregår i en ramme hvor Etsuko, en ældre japansk kvinde som er bosat i England og hvis datter for nylig har hængt sig selv, tænker tilbage på en sommer for mange år siden da hun boede lidt uden for Nagasaki.

Erindringerne går især på Etsukos møde og spirende venskab med en mystisk kvinde der flytter til byen sammen med sin sky datter – og om kvindens forsøg på at få sit liv til at hænge sammen. Men hun tænker også tilbage på et noget ulige magtforhold med sin mand, på sin svigerfar og hans bekymring over nutidens begejstring over vestlige værdier, og i baghovedet har hun hele tiden også bomben der faldt i Nagasaki.

Det lyder ordinært, men er på alle måder mærkeligt, dystert og en lille smule gyseragtigt. Dels er der nogle perifære hentydninger til nogle meget horror-agtige episoder, dels er der i udbredt grad en forvirrende kombination af høflighed og fjendtlig afstand mellem personerne. Og så sker der nogle ganske få ting der får hele læserens virkelighedsopfattelse til at tippe. Det minder måske i virkeligheden om det man oplever i slutningen af denne film – dog med en tand mere usikkerhed og lidt mindre tadaa-effekt.

Alt i alt en overraskende god bog; Kazuo Ishiguro er en fantastisk forfatter. Det var min meget positive oplevelse af at genlæse The Unconsoled der fik mig til at få fat i A Pale View of Hills – nu må jeg snart købe noget mere af ham.