Denne bog minder mig om at slå storetåen hårdt ind i en dørkarm.

Det er en samling noveller hvis omdrejningspunkt er smerte og ubehag, fysisk og især psykisk. Fra sygdom, død og stoffer til utroskab, irriterende børn og dagligdags pinligheder.

Det er gennemført skrevet og ret ubehageligt at læse. Hvis man er til den slags, så er det lige sagen, og det tror jeg nok jeg er.

Det her er en virkelig åndssvag bog. Men også kort nok til at det egentlig også bare er sjovt.

Det er et drama der tager udgangspunkt i en gammel historie om en en meget omtalt detalje i The Wizard of Oz fra 1939. I en kort scene ser man mellem træerne i baggrunden en genstand der bevæger sig, og det skulle efter sigende være en af dværgskuespillerne der har hængt sig selv.

Dette skuespil fortæller så historien om hvordan det kunne gå så galt at en dværg skulle hænge sig selv. Det er et klassisk spil mellem forskellige persontyper; fire meget forskellige dværge – der alle er statister i filmen – ender på det samme hotelværelse. Druk, sex, stoffer, tro, bandeord og personer der langsomt viser deres sande jeg, udgør så grundpillerne i skuespillet – spinkelt, tåbeligt og rimelig underholdende!

Jeg er lige blevet færdig med denne helt nye og rigtig gode bog. Den handler om forfatteren Mette der beslutter at skrive en skønlitterær bog om u-landene. Hun får ad omveje adgang til værelse 516 på et hotel i København: en mere eller mindre magisk dør der bringer hende direkte ind i den tredje verden – en ny dag, et nyt sted.

På den måde når Mette til Etopien, Indien, Rumænien og meget andet – og for det meste også hjem til at hente sin datter i børnehaven om eftermiddagen.

Mødet med fattigdom, sult og sygdom helt tæt på får Mette til at tænke over en masse ting. Bør hun hjælpe? Og gør hun det i så fald for deres skyld eller for at dulme sin dårlige samvittighed over at være rig og tryg i Danmark? Og hvor meget skal hun sætte på spil for at bevise at hun faktisk gerne vil redde verden?

Jeg har det tit lidt skidt med bøger der grænser til det overnaturlige. Her synes jeg det fungerer udmærket, fordi jeg ikke oplever at bogen lægger op til at jeg spekulerer så meget over det – det er mere symbolsk på den måde at det bringer nøden tæt på. Og det er jo det det handler om – vi er som regel nogenlunde ligeglade, velsagtens fordi det jo er så langt væk. I journalistikken har man fem nyhedskriterier – et af dem er nærhed, og det gælder nok også hjælpsomhed. Men her bliver Mettes moral stillet på en prøve fordi det faktisk bliver meget nært.

Desuden – men mindre vigtigt – er der et pudsigt lille meta-lag. Mette vil jo gerne redde verden med sin bog som hun godt ved er “skønlitterært selvmord” – måske er dette Kirsten Hammanns eget bud på en u-landsroman? I så fald er det virkelig ikke selvmord.

Kort inden denne bog udkom, bestilte jeg i øvrigt Hammanns roman Vera Winkelvir (1993) efter en syv-otte år gammel anbefaling. Den blev så overhalet indenom af den nye bog, men den glæder jeg mig til at komme i gang med. Jeg kan også anbefale Fra smørhullet (2004) – den er virkelig god, måske endde bedre end den nyeste.

En sidste ting: hvis man får fingre i en af bøgerne fra første oplag, så får man en cd med hvor Kirsten Hammann selv læser hele bogen op på små fine mp3-filer. Det er ret godt – jeg kan bedre lide at læse rigtigt, men det fungerer fint når man sidder på cyklen. Man kan evt. høre lidt her hos Gyldendal.