En dejlig bog! Nogle af anmeldelserne gav indtryk af at den er meget bedre end Rødby-Puttgarden – det ved jeg ikke om jeg er helt enig i, men den er heller ikke dårligere. Og dermed også sagt at den er virkelig god.

Denne gang handler det om Bente der en januardag dukker op i en lille by for enden af en busrute. Siddende alene på en bænk bliver hun samlet op af parret Putte og John og bliver langsomt en del af deres hverdag – en hverdag fuld af mismod og medmenneskelighed, de gode linser nede fra tankstationen og dokumentarprogrammer i fjernsynet. Imens finder man langsomt ud af hvor Bente kommer fra, og hvorfor.

Og så er der bare alle de jævne beskrivelser af dagligdagens ingenting som jeg er helt vild med:

Resten af dagen og aftenen tilbringer jeg i hjørnesofaen. Den fysiske udfoldelse har gjort mig godt, jeg tænker næsten ikke på andet end de udsendelser, jeg ser, en westernserie, pigekoret, en gammel dansk komedie og noget om vilde dyr. Jeg spiser chokolade og toast med spejlæg og drikker kaffe uden mælk. Ilden buldrer i ovnen. Jeg beslutter mig for at falde i søvn uden at børste tænder og med fjernsynet tændt, men før jeg når så vidt, ringer telefonen. Det er Putte, som undskylder det sene tidspunkt, men hun har været på Jensens Bøfhus med Eskild. De syntes, de trængte til lidt godt. Hun har fået det store softice-bord til dessert, hun kan næsten ikke stå på benene.

Det gik op for mig at noget af det jeg egentlig virkelig godt kunne lide ved Trækopfuglens krønike – al den fine tomgang hvor der ikke skete noget, men der bare var en der stod og kiggede ud på regnen – det er nærmest det eneste Helle Helles bøger består af. Indbagt ingenting – mums!