Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal mene om denne bog. På mange måder er den grundlæggende fantastisk og fascinerende, og stadig også rigtig irriterende. 

Det er tredje del af Kjærstads trilogi om Jonas Wergeland – en fiktiv norsk tv-skaber. Jeg har også læst de to første bøger i serien, og de handler egentlig om det samme: Wergeland, hans liv, hans værk, menneskerne omkring ham og historierne der knytter det hele sammen. 

Hele trilogien er på mikro- og makroniveau fortalt ukronologisk og fragmenteret – men på den helt gennemførte og meningsfyldte måde. Der er en mening med det hele, og der er også en vis forståelsesmæssig udvikling mellem de tre bøger. Det er håndværksmæssigt ekstremt vellykket – og ja, også mere det. For der er også noget engagerende eller inspirerende over bogen: den gav mig lyst til at gøre de ting Kjærstad skriver om. Det blev så ikke til så meget, fordi jeg læste det meste af bogen i juleferien, siddende i mit badekar med en kop kaffe og ikke lige i stand til at gøre andet end at læse videre. 

Når bogen så alligevel irriterer mig, er det fordi alle folk i bogen bare er så kloge, enestående og fantastiske. Det gælder ikke mindst Jonas Wergeland der virkelig er en fantastisk person. Kjærstad holder sig ikke tilbage med at fortælle hvor særlig han er og hvorfor – han går især i detaljer med sin hovedpersons største professionelle bedrift: serien “At tænke stort” som handler om store nordmænd og deres gerninger. Han udpensler seriens idé og de unikke, gennemtænkte detaljer i de enkelte programmer. Fint og inspirerende nok, men for fanden, det er jo Kjærstad selv der har fået idéen, og så virker det faktisk bare selvforherligende på en virkelig irriterende måde. Jeg citerer:

Det vigtigste er endnu ikke blevet fortalt. Historien om et genis forløsning. Hvordan kunne én eneste person begejstre så mange tusinder, næsten inspirere et helt land til at ændre kurs? Hvordan kan et menneske overhovedet få en idé, der var så exceptionel som den, Jonas Wergeland [altså Jan Kjærstad!] fik?

Og som sagt er birollerne faktisk nærmest lige så geniale – de tre bind à 500 sider er blottet for ligegyldige, jævne og kedsommelige personligheder uden potentiale. Utroligt kvalmende bliver det fx når Kjærstad skriver om en lærer Jonas Wergeland havde som barn:

Mange af lektor Dehlis pædagogiske mesterstykker involverede netop kort eller globuser. Ved at vende kloden på hovedet lærte han dem ordet perspektiv. Engang klippede han ganske enkelt et gammelt verdenskort over midt i Atlanterhavet. “Hvorfor skal det altid være Atlanten, der udgør centrum?” sagde han. “Lad os lime det sammen, sådan at Stillehavet kommer i midten.” Virkningen var slående.

Dead Poets Society har altså én gang for alle gjort det umuligt at lave udholdelige portrætter af inspirerende lærere. Nå, nu brokker jeg mig – det er en fantastisk og fantastisk irriterende bog – måske man bare skulle læse den på norsk; sproget der bare gør alting lidt nuttet og muntert og tager brodden af al højtidelighed.