Ligesom man let kan blive skuffet over bøger som alle har rost til skyerne, kan blive meget positivt overrasket over de bøger man ikke har forventet sig noget særligt af. Sådan gik det med Spies – jeg stod i lufthavnen og manglede en bog, og udvalget var lige så lille som den butik hvor jeg købte den (med mindre man er til Harry Potter). Jeg endte på denne, fordi jeg for en del år siden læste Michael Frayns roman Headlong – jeg kan slet ikke huske hvad den handlede om, men den var vist OK.

Det var den her så absolut også. Det er en gammel mands erindringer om en episode i sin barndom i England under 2. verdenskrig, og den starter meget stilfærdigt og nostalgisk – på en ret fin måde – og udvikler sig langsomt til egentlig at være overraskende alvorlig.

Fortælleren Stephen og Keith, hans gode ven fra vejen, er nogle meget fantasifulde børn. Eller rettere: Keith finder på mange teorier, udfordringer, lege og hemmelige løfter, mens Stephen bare parerer ordre og er dybt taknemmelig over at få lov at være venner med Keith.

Keith får så den teori at hans mor er tysk spion, og derfor begynder de to drenge at udspionere hende. I starten er legen ret uskyldig og lige så ordinær som de teorier små børn nu har, men med tiden kommer man som læser mere og mere i tvivl om hvad der ligger bag deres opdagelser.

Den går faktisk hen og bliver decideret spændende – jeg havde i hvert fald svært ved at lægge den fra mig. Og så er livet som barn og især det ret assymetriske forhold mellem Keith og Stephen virkelig, virkelig godt og livagtigt beskrevet.

Der er en irriterende tendens til at historier set fra børns synsvinkel bliver platte og lommefilosofi-finurlige, fordi deres naivitet og uskyld bliver ophøjet til noget fint, men sådan er det ikke i denne bog – den lille fortællers uvidenhed er ikke misundelsesværdig, tværtimod brænder den ham op i en blanding af skam og skræk.

I øvrigt (dette er ikke vigtigt) er bogen udgivet på forlaget Faber & Faber som virkelig ofte bruger den dejlige skrifttype Palatino – hurra for det!