Jeg fandt denne lille bog i et antikvariat i Odense efter i mange år ikke at have læst noget Kafka. Og det var lige efter bogen: mærkeligt, uforudsigeligt, ubehageligt og lidt surrealistisk.

En rejsende skal overvære henrettelsen af en mand der er blevet dømt uden nogen retssag (ja, det er Kafka). Og den dømte skal henrettes af et avanceret torturinstrument der skriver i ofrenes kroppe med syle, og som får dem til at indse deres skyld. Maskinen bliver betjent af en meget begejstret officer – så begejstret at han prøver at få den rejsende til at indse hvor vigtigt det er at man også i fremtiden kan torturere folk uden nogen form for rettergang. Den rejsende kan ikke tilslutte sig, og officeren henretter sig selv i torturmaskinen. Men maskinen virker ikke ordentligt, og officeren opnår aldrig den erkendelse og lettelse som ofrene plejer at få. Festligt!

I øvrigt var det sjovt at se hvor meget Kafka minder om Kazuo Ishiguro i Koncerten – eller dvs. det er jo nok omvendt – det tænkte jeg slet ikke på da jeg læste Ishiguro. Kafka er altid god – men Kazuo Ishiguro var nu mere end bare en værdig kopi.

Efter at have læst den fantastiske Lolita var jeg selvfølgelig nødt til at få fat i noget mere af Vladimir Nabokov. Denne er ikke lige så god, men stadig værd at læse.

Den handler om professor Timofey Pnin – en russer i USA. Han er en latterlig person; ser fjollet ud, taler elendigt engelsk og har ikke rigtig kontrol over sine bevægelser. Et tyndt udgangspunkt for en bog, kunne man mene, men den bliver reddet af at Nabokov skriver så skarpt og medfølende om ham.

For ikke så længe siden skrev jeg at det er tarveligt og ikke særlig prisværdigt når forfattere skaber fiktive personer og så driller dem. Det er ret meget det Nabokov gør ved Pnin, og jeg har tænkt lidt over hvorfor det er mere i orden end når Olav Hergel gør det.

Jeg er kommet frem til at det måske hænger sammen med at der er en del selvironi i karakteristikken – Nabokov var jo selv akademiker og russer i USA – og så det at man alligevel også får lidt ondt af Pnin. Men altså: heldigvis ikke mere end at man stadig kan grine hånligt af den kejtede hovedperson.

Jeg har strengt taget ikke læst denne bog. Ikke hele bogen. Det er nemlig en rask lille kombinatorik-bombe der med ti sider à seks adskillelige strimler (der hver består af to linjers tekst) i alt kan kombineres til én million forskellige små historier på tolv linjer. Hver strimmel er udstyret med et nummer mellem nul og ni, sådan så hver historie faktisk har sit eget nummer mellem nul og 999.999. Det kan man udnytte til fx at bruge en terning eller en fødselsdag til at nå et sekscifret nummer der så igen er vejen ind til ens egen næsten-private historie. Alt sammen ret sjovt og godt fundet på (også selv om det vist ikke rigtig er Peter Adolphsen der er kommet på idéen).

Men okay, jeg tøver lidt med at komme ind på selve historierne. Er de gode? Mjah. De er jo i sagens natur forholdsvis tilfældige; da Adolphsen for snart mange måneder siden var i den 11. time for at fortælle om bogen, måtte han jo indrømme at han selvfølgelig heller ikke havde læst alle historierne. Man kan sige at han har lavet et fint stykke arbejde med at realisere idéen og skabe nogle sætninger der giver mening (eller på en sjov måde ikke gør) på tværs af papirstrimlerne. Og det er vitterlig sjovt med den læseraktivering der er i selv at bladre rundt – og hvilken begejstring når man helt selv finder frem til en god historie. Men kunstværket er jo heller ikke større end at man hurtigt bliver træt af at læse de samme tekststumper i nye sammenhænge, også lidt fordi det rent praktisk er besværligt at holde strimlerne.

Martin Johs. Møller er i øvrigt langt fremme i skoene og har lavet en fin videoanmeldelse (han fik i øvrigt en smart terning med, det gjorde jeg ikke!). Og så kan man også få en forsmag af historierne på bogens hjemmeside.

Allerede i elevatoren på hotellet hvor den verdenskendte pianist Ryder ankommer ved denne bogs start, fornemmer man at der er noget galt. Fra dørene lukker og til de åbner igen, når Ryder igennem en lang snak med porteren – en samtale der fylder 6 ½ tætskrevne sider.

Han er netop ankommet til en europæisk by for at give en koncert. Han kan ikke rigtig huske detaljerne omkring arrangementet, kender ikke til byen og ved i det hele taget ikke hvad der forventes af ham.

I løbet af den 500 sider lange bog – der tidsmæssigt kun strækker sig over tre dage – bliver Ryder kun lidt klogere. Tidligt bliver han introduceret til en porterens datter; hun viser sig at kende Ryder udmærket, så godt at de er kærester, og hendes lille søn – som han ved første øjekast heller aldrig har set før – er måske hans eget barn.

Omtrent på samme måde behandler resten af byen ham. De er voldsomt beærede over hans besøg og har sammensat et stramt program for ham – men et program han tilsyneladende aldrig har set. Hvert øjeblik bliver han mødt af nye mennesker der lader til at kende ham og forventer alt muligt af ham. Ryder selv siger aldrig rigtig fra eller tager initiativ til at finde ud af hvad der er op og ned – han spiller bare med, velsagtens ud fra et menneskeligt ønske om ikke at tabe ansigt eller fornærme nogen.

Men ikke nok med det – ligesom episoden i elevatoren er der et ekstra drømmeagtigt lag over det hele. Det er ikke bare noget så forklarligt som hukommelsesbesvær, stress eller træthed. Ofte sker der højst usandsynlige ting; konkrete personer og genstande fra hans barndom og ungdom i England dukker op på de spøjseste steder i den fremmede by. Flere gange er der også rod i geografien i bogen; Ryder kan fx forlade sin lille dreng på en café, bevæge sig langt, langt ud på landet, gå ind i en bygning – og så acceptere uden videre at det er samme bygning som caféen hvor drengen har siddet og ventet i efterhånden mange timer. Og faktuelt forkert: han går i biografen en aften og ser 2001: A Space Odyssey med Clint Eastwood i hovedrollen.

Ryder selv tager det nogenlunde roligt og studser ikke synderligt over noget af det. Derimod efterrationaliserer han sig ud af det meste – fx møder han på gaden en lokal journalist og fotograf der spontant lokker ham til at lade sig fotografere foran et monument der siden viser sig at være meget omstridt. Bagefter mener Ryder tydeligt at huske hvordan han over morgenmaden samme dag havde overvejet hvilke signaler det ville sende hvis han besluttede at få taget billeder ved det provokerende monument.

I løbet af den meget mærkelige bog bliver Ryder trukket igennem nye udfordringer hvert øjeblik og lærer byen, dens beboere og deres historier at kende. Eftersom man ser det fra den komplet uvidende Ryders synsvinkel, er der praktisk taget ingen suspense i bogen; begivenhederne kommer næsten lige så uventet for ham som for læseren.

Og alligevel er bogen på alle måder fantastisk. Jeg har aldrig læst noget lignende (altså bortset fra sidst jeg læste bogen for ti år siden) – dens stemning er virkelig enestående, Ryders apati er meget menneskelig og utroligt irriterende, og balancen mellem det virkelige og uvirkelige fastholder læseren i en underlig svævende tilstand hvor man hele tiden prøver at få det til at give mening.