Kan man overhovedet lade være med at blive meget begejstret for en roman der starter sådan her? Jeg kan ikke:

Maj Britt er for all fremtid fradømt retten til å eie undulat.

Retten har slått det fast med nådeløs klarhet.

Hun får IKKE eie eller pleie undulater igjen så lenge hun lever. Hun kan med andre ord bare glemme den tiltrekkende vanen det var å våkne til de små krabatenes fornøyde kvitring fra de overdekte burene som i alle år brukte å fylle stuen hennes der ute i den endeløse svenske skogen.

Hun får IKKE ha undulat.

Det er den mest underlige af de Erlend Loe-bøger jeg har læst – og er i øvrigt en fortsættelse af Doppler (2004). Hovedpersonen er med sin elg Bongo (ja!) nået til Sverige hvor han møder en ældgammel hashrygende kvinde som har klippet et lille stykke af næbet af alle sine undulater – og en næsten lige så gammel homoseksuel spejder og ornitolog. Der er absolut ingen dybere mening i det meget usammenhængende plot – til gengæld er det morsomt meget af tiden.

Lige i overkanten bliver det måske med forfatterens meget voldsomme indblanding i historien og hans mange metakommentarer – men alligevel er også dét lidt sjovt. Kontrasten til den sidste bog jeg læste – Flygtningen – er virkelig enorm.

Erlend Loes forlag har været så venlige at lægge et meget langt uddrag af bogen ud på deres hjemmeside – læs det her.

Se også andre meninger om bogen her og her.

En dansk thriller om noget der sker lige nu – sådan noget har jeg vist aldrig læst før. Men det var faktisk godt. Historien tager udgangspunkt i kidnapningen af en kvindelig dansk journalist i Irak. Stockholm-syndrom, flugt, tilbage i Danmark og herefter masser af presse, historier om flygtninge, etiske overvejelser og gudhjælpemig mere action.

Olav Hergel er journalist, og det kan man godt mærke. Han trækker hele tiden nye personer ind i romanen, på samme måde som når man skal have en kilde mere på historien for helhedens skyld – han frådser nærmest i personer! Og han lader til at være meget begejstret for at få lov til ikke bare at lægge ord i munden på dem, men også bestemme deres tanker.

Desværre bærer personkarakteristikkerne også præg af at det ikke er en stor litterær forfatter der står bag. Værst er beskrivelserne af bogens ondeste person, chefredaktøren (havde du noget du skulle ud med, Olav?) – de er decideret latterliggørende på en ret usjov måde. At gøre sine personer onde og derefter gøre nar af dem er efter min mening en præstation der er lige så imponerende som at stjæle slik fra børn.

Det kan jeg dog godt leve med, for Olav Hergel er noget mere balanceret når han udsætter sine personer for reelle dillemmaer og i det hele taget i bogen rejser spørgsmål der kræver mere nuancerede svar end hvorvidt personerne er gode eller onde. Og så er det da i øvrigt prisværdigt at skrive noget underholdende og vidende om et aktuelt problem.