Portnoy’s Complaint starter omtrent ligesom de fleste af Philip Roths andre bøger: hovedpersonen er en dreng i efterkrigstidens USA – som altid i Weequahic i Newark, NJ, og i en ret almindelig jødisk familie. Sidst jeg læste den start på en bog, var i Roths nyeste og virkelig originale, kontrafaktiske, stort tænkte, meget lange og lidt kedelige The Plot Against America (2004).

Men på side 17 i Portnoy’s Complaint sker der pludselig noget. Under kapiteltitlen “WHACKING OFF” begynder fortælleren:

Then came adolescence – half my waking life spent locked behind the bathroom door, firing my wad down the toilet bowl, or into the soiled clothes in the laundry hamper, or splat, up against the medicine-chest mirror, before which I stood in my dropped drawers so I could see how it looked coming out.

Det står i ret stor kontrast til det strenge jødiske liv Roth ellers beskriver, og det er den kontrast der bærer bogen: fortællerens uselvvalgte religiøse arv vs. hans seksualdrift. Dette tema vendes og drejes over på den ene side jødedommen generelt, hans forældres krav og forventninger og dogmatiske idioti – og på den anden side hans barndoms pikspilleri, senere hans talrige ikke-jødiske elskerinder og hans generelle længsel mod alt det som jødedommen forbyder i form af madvarer og opførsel og tankegang.

Resultatet for den unge hovedperson er selvfølgelig splittelse og en kolossal skyldfølelse. Når han forsøger at leve op til familiens og troens krav, svigter han sine egentlige lyster – og når han efterlever sine lyster, slipper han aldrig for at overveje hvad hans mor ville sige til det. Samtidig når han en ubrugelig erkendelse af at hans forældres tro er latterlig, og af at de kvinder han er sammen med, faktisk ikke er særlig interessante – uden at det dog får ham til at tage reel afstand fra forældrene eller gå fra kvinderne i tide.

Det er i kritikken af forældrene og kvinderne bogen er sjovest. Det er en side af Roth jeg ikke kender fra hans andre bøger, og det er ærgerligt, for det er virkelig godt – meget temperamentsfuldt og mere sarkastisk end jeg havde forestillet mig. Her en poetisk hån mod en pige han forlod:

Why didn’t I marry the girl? Well, there was her cutesy-wootsy boarding school argot, for one. Couldn’t bear it. “Barf” for vomit, “ticked off” for angry, “a howl” for funny, “crackers” for crazy, “teeny” for tiny […]. Then there were the nicknames of her friends; there were the friends themselves! Poody and Pip and Pebble, Shrimp and Brute and Tug, Squeek, Bumpo, Baba – it sounded, I said, as though she had gone to Vassar with Donald Duck’s nephews.

Eller her – i al sin enkelhed – gengivelsen af moderens argumenter for at jøder ikke må spise hummer:

Allow my mother a logical explanation. The syllogism, Doctor, as used by Sophie Portnoy. Ready? Why we can’t eat lobster. “Because it can kill you! Because I ate it once, and I nearly died!”

Henvisningen til “Doctor” hinter i øvrigt om fortælleformen; hele bogen er en forestillet monolog til en psykoanalytiker. Det sætter sit præg på fortællingen generelt som slet ikke er kronologisk, men en fragmenteret bunke oplevelser og tanker à la Kjærstads Wergeland-trilogi.

Jeg synes bogen kommer til at fremstå lidt banal når jeg skriver om den her. At sex er sjovest med piger ens mor ikke ville bryde sig om, behøver man nok ikke læse denne bog for at finde ud af. Men den er bare så godt skrevet – håndværksmæssigt vildt overlegent (særligt når man læser den umiddelbart efter en debutbog) – sjov og på sin egen 60’er-agtige måde også lidt provokerende.

Og så hjælper det vel også at læse den i den højhellige skyldbetyngede påsketid mens Edith Piaf i højttalerne næsten skråler “Noooooooon, je ne regrette rieeeeeeen!”