Denne bog var længe ventet. Det er afslutningen på den trilogi Hans Otto Jørgensen påbegyndte med Helt og heltinde (2001) og Den fotograferede dreng (2002). Derefter altså fem års ventetid før den fik sin afslutning – men allerede i maj 2004 sendte jeg utålmodigt dette billede til en ven der deler min begejstring for Hans Otto Jørgensen.
Trilogien er en slags slægtshistorie. Ikke så voldsom og farverig som Hundehoved, mere en stilfærdig jysk bondesaga. Hvor de to første bøger koncentrerer sig om livet i Jylland fra midten af det tyvende århundrede, bevæger den sidste sig så langt frem i tiden at der pludselig dukker hash, forårsruller og valget mellem to tv-kanaler op. Den falmende bondekulturs møde med en ny tid gør at denne bog handlingsmæssigt adskiller sig klart fra de tidligere.
Men det er ikke rigtig handlingen der er det vigtige, det er snarere personerne og sproget – to ting som hænger meget nøje sammen. Bøgerne er blottet for direkte tale, men formuleringerne er et ekko af de ting der bliver sagt og de tanker der bliver tænkt. Det er ikke forfatterens stemme man hører, det er personerne der giver genlyd i det man læser. Gyldendal har lagt et uddrag ud – her lige et ganske lille citat:
Hun gør sig færdig i en ruf, binder hårdet op, så er hun færdig. Skifter sko. Så er det bare Ejnar.
Jeg kan så godt lide den måde han skriver det. Ida er færdig, klar til at gå, og hun tænker det eller siger det til Ejnar – og så skifter hun sko bagefter og bekræfter sig selv i at det altså kun er ham de venter på. Sådan er sproget så sindigt og ægte hele vejen igennem. Både når det handler om livet på gården med køer, lort og fodringsanlæg, og når det handler om mødet med den nye tid.
Og på den måde skiller trilogien sig i den grad ud fra hvad jeg ellers har læst af Hans Otto Jørgensen – det bedste ved novellesamlingen Riggo havde ikke noget imod det abstrakte (1997) er faktisk titlen, og Væltede kældre (2005) er mest bare sjov fordi den er et så åbenlyst svar på Christina Hesselholdts Du, mit du (2003). (Ja, Christina og Hans Otto er kærester, na-na-na-naaaa-na.)
Derfor er det også ærgerligt trilogien er slut – for hvem andre kan skrive noget læseværdigt om bondegårde i 2007?
One thought on “Hans Otto Jørgensen: Med plads til hundrede køer (2007)”