“Er den god”, spurgte jeg en ven da han havde læst Hundehoved. Og det uudtalte ‘men’ i hans svar sagde næsten det hele: “Ja… altså, det er sådan en slægtsroman.” Og den er god. Men det er altså også en slægtsroman, hvilket har noget lidt gammeldags og kedeligt-opbyggeligt over sig inde i mit hoved.

Når jeg alligevel absolut ville læse den, var det fordi få bøger er blevet skamrost så bredt inden for de seneste år. Når Lars Bukdahl faldt på halen over en slægtsroman, måtte den være noget særligt.

Og det er den nok også. Jeg har i det hele taget ikke læst så mange slægtsromaner – den sidste var vel Peter Høegs Forestilling om det tyvende århundrede (1988) som jeg på en del års afstand husker som noget i samme stil.

Jeg tror især det er Morten Ramslands sentimentale og alligevel nådesløse forhold til sine egne hovedpersoner der gør bogen ekstraordinær. Et eksempel er fortællerens farfar Askild der som ung mand under besættelsen bliver ret rig af at smugle og stjæle fra tyskerne, men bliver fanget og deporteret. Efter flere års overlevelse i kz-lejre brækker han et ben da han er på vej hjem i en Røde Kors-bus. Og så ankommer bussen til Danmark:

Askild, hvis ene ben nu var forbundet med stof- og gazestykker, åbnede et vindue og fik stukket en rose i hånden af en pige, som insisterede på at kysse hans kind. “Til alle vores helte,” hviskede hun, mens hun tog hans hånd.

Det er denne slags sørgelige ironi – som i øvrigt minder mig meget om den man finder i Kurt Vonneguts berømte Slaughterhouse-Five (1969) – der formår at gøre en slægtsroman interessant. Askild er i det hele taget en meget slet person, og alligevel viser fortællingen tydeligt hvordan han på godt og ondt (mest ondt) spiller en afgørende rolle i hele familien.

Morten Ramsland afholder sig (heldigvis) fra at knytte alt for tunge forbindelser og drage alt for passende paralleller inden for sit persongalleri. Karaktererne er gode og onde og sjove og kedelige, og det får de lov til at være hver for sig uden alt for meget udenomssnak. Deres historier er nok til at gøre bogen meget læseværdig.

Og så får sådan en slægtsoman mig i øvrigt til at tænke på min egen familie. Har der virkelig været lige så meget drama, druk og hor? Måske ikke helt. Men alligevel: min jødiske morfar der under krigen flygtede til Sverige i en jolle med Niels Bohr, min fars opdragelse på det flade Lolland, de forliste ægteskaber rundt omkring i familien, et enkelt selvmord. Måske man kunne hyre Morten Ramsland til at skrive en roman mere over min slægt?

Så har jeg i behagelig hast læst denne lille novellesamling som faktisk er Villy Sørensens debut helt tilbage fra 1953. Jeg har ikke læst noget af ham før – med undtagelse af én novelle (er også i bogen her) som mange andre sikkert også har læst.

Det handler selvfølgelig om “Blot en drengestreg” – en virkelig uhyggelig og rigtig god novelle om to små drenge der saver benet af en tredje for at undgå at han får blodforgiftning. Jeg blev faktisk lidt svimmel af at læse den igen. Jeg kan ikke dy mig for at citere:

Og storebror savede mens blodet sprøjtede og trævler og rødt kød væltede op i savrenden der ikke blev så lige som den helst skulle.
– Puh, stønnede han. Det er så mærkeligt at save. Prøv du.
Lillebror tog fat, benovet for han havde aldrig før fået lov at låne storebrors løvsav. Og da han aldrig havde prøvet at save før, kunne han ikke mærke at det var mærkeligt at save i, og han sagde:
– Det er skægt og save.

De andre noveller minder nu ellers ikke så meget om denne, men de er også gode. Blandt andet er der “Mordsagen” med undertitlen “En Kafka-idyl”, og det er unægtelig en utroligt Kafka-agtig historie om en mand der bliver ansat til at opklare et mord som ingenlunde kan få nogen oplysninger om. Spørgsmålet er nok hvad det helt præcis er Villy Sørensen gør anderledes og bedre end Kafka, men det er selvfølgelig imponerende i sig selv at han kan skrive noget så kafkask.

Andre af novellerne er mere bare generelt absurde – “Vidunderbarnet” er 100% meningsløs og samtidig ret sjov. Og ikke nok med det – endnu en gang har jeg haft gevinst i den store andre-folks-små-sedler-tombola. Her en gammel håndskrevet note om at “Det ukendte træ” i virkeligheden handler om paradisets have (aha):

Jeg var lang tid om at tage mig sammen til at gå i gang med denne bog. Først og fremmest på grund af omfanget – ikke bare de mere end 600 sider, men også det helt uhåndterlige hardbackformat. Og så det at jeg ikke kendte noget til forfatteren overhovedet. Men måske mest: at navnet var så uoverskueligt. Ha-ru-ki Mu-ra-ka-mi. Det tog mig lidt længere tid at lære end Almodóvar (men kortere tid end neoaristotelianisme). Nå – folk omkring mig anbefalede den begejstret i ét væk, og skidtogkanel-Ida har den endda stående som en af sine yndlingsbøger.

Og den er altså god. Den er lang, underlig, let at læse, af og til lige lovlig Sofies Verden-dyb, ofte cliffhanger-spændende, men mest af alt bare overraskende og fin. Den handler om en stille og rolig fyr der begynder at komme ud for alle mulige underlige oplevelser; hans kone forsvinder, og nye spøjse kvinder dukker op i hans liv. Gåder, spøgelser fra fortiden og drømme spiller en stor rolle.

Det balancerer ofte på grænsen til det mystiske, og overtræder den endda tit, hvilket ellers plejer at få mig til at miste interessen helt. Jeg ved ikke helt hvad det er der gør at det næsten hele tiden er i orden i denne bog, men jeg mistænker det for at være bogens fyldige og dejlige beskrivelser af ingenting: hovedpersonen der lytter til regnvejret i sin have, smører en sandwich med skinke og sennep, stirrer på et forladt hus eller drikker en kold øl inden sengetid.

Bogen er fuld af løse ender og irrelevante sidehistorier. Det er fint med mig. Da jeg var næsten færdig med bogen, diskuterede jeg den med én som også var i gang med at læse den – hvordan skulle den ende? Ville det være bedst hvis alle trådene blev bundet op i en fin sløjfe til lyden af fanfarer, og alle gåderne blev løst i én forløsende aha-oplevelse? Eller skulle det hele stå åbent og ende i endnu flere spørgsmålstegn?

Vi håbede ikke rigtig på nogen af delene, og det ender også med en mellemting. Det betyder altså at mange af de underlige ting der sker i bogen, ikke bliver forklaret, og mange af de knap så underlige ting ikke bliver tillagt nogen mytisk eller mystisk betydning. Det giver måske den balance der gør at alt det gådefulde ikke får overtaget.

Så jeg er helt klar på at læse mere af Murakami (især nu hvor jeg har lært hans navn udenad). Hvis jeg skal vælge efter seje titler, må den næste blive Norwegian Wood eller Kafka on the Shore.