Haruki Murakami: Trækopfuglens krønike (1997)

Jeg var lang tid om at tage mig sammen til at gå i gang med denne bog. Først og fremmest på grund af omfanget – ikke bare de mere end 600 sider, men også det helt uhåndterlige hardbackformat. Og så det at jeg ikke kendte noget til forfatteren overhovedet. Men måske mest: at navnet var så uoverskueligt. Ha-ru-ki Mu-ra-ka-mi. Det tog mig lidt længere tid at lære end Almodóvar (men kortere tid end neoaristotelianisme). Nå – folk omkring mig anbefalede den begejstret i ét væk, og skidtogkanel-Ida har den endda stående som en af sine yndlingsbøger.

Og den er altså god. Den er lang, underlig, let at læse, af og til lige lovlig Sofies Verden-dyb, ofte cliffhanger-spændende, men mest af alt bare overraskende og fin. Den handler om en stille og rolig fyr der begynder at komme ud for alle mulige underlige oplevelser; hans kone forsvinder, og nye spøjse kvinder dukker op i hans liv. Gåder, spøgelser fra fortiden og drømme spiller en stor rolle.

Det balancerer ofte på grænsen til det mystiske, og overtræder den endda tit, hvilket ellers plejer at få mig til at miste interessen helt. Jeg ved ikke helt hvad det er der gør at det næsten hele tiden er i orden i denne bog, men jeg mistænker det for at være bogens fyldige og dejlige beskrivelser af ingenting: hovedpersonen der lytter til regnvejret i sin have, smører en sandwich med skinke og sennep, stirrer på et forladt hus eller drikker en kold øl inden sengetid.

Bogen er fuld af løse ender og irrelevante sidehistorier. Det er fint med mig. Da jeg var næsten færdig med bogen, diskuterede jeg den med én som også var i gang med at læse den – hvordan skulle den ende? Ville det være bedst hvis alle trådene blev bundet op i en fin sløjfe til lyden af fanfarer, og alle gåderne blev løst i én forløsende aha-oplevelse? Eller skulle det hele stå åbent og ende i endnu flere spørgsmålstegn?

Vi håbede ikke rigtig på nogen af delene, og det ender også med en mellemting. Det betyder altså at mange af de underlige ting der sker i bogen, ikke bliver forklaret, og mange af de knap så underlige ting ikke bliver tillagt nogen mytisk eller mystisk betydning. Det giver måske den balance der gør at alt det gådefulde ikke får overtaget.

Så jeg er helt klar på at læse mere af Murakami (især nu hvor jeg har lært hans navn udenad). Hvis jeg skal vælge efter seje titler, må den næste blive Norwegian Wood eller Kafka on the Shore.

One thought on “Haruki Murakami: Trækopfuglens krønike (1997)

  1. Bogen kan anbefales – hvis man har tid – for den er efter min mening lovlig tyk og her og der ret kedsommelig (det gælder især udpenslingerne vedrørende den mystiske brønd, der optræder). Jeg vil huske den for de gode og yderst præcist iagttagede realistske detaljer her og der, samt for sine sproglige perler. Hvad med denne: “Hun smed cigaretten på jorden, som om hun lige ville tjekke den lokale tyngdekraft”. Jeg vil også huske bogen for portrættet af den spøjse unge pige i historien, Maj Kasahara, det nærmeste bogen kommer på en idealfigur, der hverken er dum, banal eller en kold og fantasiløs stræber.

    Den grundlæggende fortælleteknik, hvor den formelle hovedperson egentlig blot er et udspændt passivt malerlærred, som historien (eller hvad det nu er) males på med diverse streger, former og klatter, her og der tværet ud og udviskede, som tilsammen muligvis giver mening, muligvis skal fremhæve meningsøsheden og tilfældigheden i alt det – til dels rædselsfulde – , som sker i den virkelige verden, er fremragende.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.