Og jeg lægger ud med en bog som jeg egentlig blev lidt skuffet over. Jeg har altid haft en idé om at Iselin C. Hermann var ret sej – måske pga. hendes medvirken i den skønlitterære Brøndums Encyklopædi (både som redaktør og forfatter) – måske fordi hun står bag et vistnok kuldsejlet arkitektprojekt med et meget fjernt familiemedlem – og måske bare ud af det blå. Da jeg fandt Træer sår sig selv på et bogudsalg, og en anmelder på flappen sammenlignede en af hendes andre bøger med Løgneren, slog jeg i hvert fald til.

Nu har jeg så også læst bogen, men måske skulle jeg bare have levet videre i drømmen. Den er fortalt af en lille pige i en naiv tone der skal svare til alderen. Det er vist generelt en svær øvelse, og det lykkes ikke rigtig. Fortælleren siger nogle meget barnlige ting der er åbenlyst dumme, og på den måde skriver forfatteren hen over hovedet på sin fortæller og direkte til læseren. Det er selvfølgelig OK, men samtidig vil Iselin C. Hermann gerne have det til at virke som om hendes lille fortæller i sin barnlige uspolerethed af og til er meget dybere og mere poetisk end de voksne – og så går det jo hen og bliver lidt corny.

Bogen er dog stadig godt fortalt, måske lidt for hverdagsagtigt og bondeidyllisk, men det hele skulle bæres af en dunkel hemmelighed som der bliver hintet voldsomt til undervejs, og som ikke rigtig kan holde det hele oppe. Øv.

Træer sår sig selv er i øvrigt sat med Garamond – en meget fin skrifttype som desværre virkelig ikke er køn i kursiv. Øv igen.