En lægeroman – på en måde. Men mest en bog om utroskab, desillusioneret midtvejskrise og en gennemgående bitterhed. Skønt!

Hovedpersonen er læge og træt af sine patienter og træt af sin mand. Siden børnene blev store, har mønsteret i huset været at manden kun har været optaget af at dyrke sport, og hun kun har været optaget af at se fjernsyn og drikke vin. De har været bevidste om deres laster og ladet den anden være i fred.

Men pludselig får hun kontakt til en ungdomskæreste, og det udvikler sig til systematisk utroskab. Det erstatter alkoholmisbruget, men selvfølgelig går det galt en dag.

Bogens realtid er deromkring, men kigger selvfølgelig tilbage på alt det der har ledt hen til denne situation, hvor hovedpersonen nu tilbringer både dage og nætter i sin lægepraksis og småskændes med et plasticskelet i hjørnet af rummet.

Det er lige så halvsjovt og heltrist som det lyder, og bogen er alt andet end løsningsorienteret. Hverken ægteskabet eller alternativet idylliseres, og fortælleren fremstår så konsistent forbitret og næsten usympatisk at det i det hele taget er meget lidt sentimentalt. Men stadig ofte sjovt. God bog!

Kender du det der med at man fornemmer at en forfatter har fået en vildt god idé men ikke helt kan følge sit koncept til dørs med en vedkommende og velskrevet fortælling? Det gør jeg – men det er ikke tilfældet i 11 % hvor både Maren Uthaugs overordnede ide og udførelsen vild, gennemtænkt og smukt gennemført. Jeg har aldrig læst noget lignende.

Bogen foregår i en ret fjern fremtid – 3-400 år fra nu måske – hvor evolutionen har gjort kvinder til det almindelige neutrale køn og mænd til hanner der kun findes i et fåtal, buret inde og medicineret på særlige centre hvor de bruges til avl.

Nu er samfundet befolket af kvinder som bor i rundhuse og lader de gamle maskuline firkantede bygninger blive opslugt af naturen. Kristendommen har overlevet i en nyskrevet version hvor bl.a. Adam og Eva spillede nogle andre roller og hvor slanger ikke har gjort noget forkert, men derimod kan være et middel til at komme i kontakt med Moderen.

I denne verden udspiller denne bog sig som et drama mellem fire forskellige kvinder hvis skæbner hænger sammen – og som ikke kun afspejler det samfund de lever i, men også mere almene problemer.

Bogen holder 111 %, synes jeg – hele universet er så fremmed, gennemtænkt, smukt, provokerende og dystopisk – og alligevel beskrevet med mere sikker hånd end meget samtidslitteratur.

Jeg kunne godt lide Maren Uthaugs Og sådan blev det (2013), men det her er en helt anden kaliber. Spændt på hvad hun finder på næste gang!

Jeg føler mig halvgammel når jeg genlæser en Paul Auster-bog og finder ud af det er 22 år siden jeg sidst læste den. Men jeg fik lige lyst til det – selv om jeg ikke kunne huske meget andet end konceptet for bogen.

Men det er også lidt særligt. Fortælleren er nemlig en hund. Mr Bones, hedder den, og dens ejer er en hjemløs mand der ret tidligt i bogen dør (og når man dør, kommer man i Mr Bones’ forståelse til Timbuktu). Her starter hundens jagt på Timbuktu, og den møder nogle forskellige mennesker på sin vej.

Det er hyggeligt, men også lidt kedeligt og faktisk også forudsigeligt i al sin austerske uforudsigelighed. Måske læser jeg den igen i år 2044.

 

Det er vist den tredje bog af Victor Boy Lindholm jeg læser, og det holder stadig! De to andre handler ret meget om at cykle – det gør den her til gengæld slet ikke. Den handler om at fiske, om at skulle være far, og om hvordan man er mand.

Det lyder måske mere underligt end det er. Fortælleren (som på en masse måde lader til at overlappe med forfatteren) skal være far til en lille pige og går rundt i en skov om efteråret i nærheden af den by hvor han voksede op. Her tænker han tilbage på sin barndom, på sine forfædre, på sin afdøde barndomsven og deres mange fisketure, og på hvilken slags far han skal være for sin datter.

Det hænger på en eller anden måde fint sammen. Kun få steder (fx titlen og i slutningen) bliver det for højstemt for mig – ellers er det dejlig stilfærdigt, konstaterende og reflekteret. Og selv om der er noget stillestående og trist over at vade gennem en mudret lysning i en skov i november, er der et håb i hele fortællingen som jo peger frem mod faderskabet. Og for mig som læser også en lysende fremtid i de mandeidealer fortælleren gør sig tanker om.

Og så skriver Victor Boy Lindholm bare så godt at selv de detaljerede fiskebeskrivelser er lækre at læse. Jeg tænker på om der overhovedet er et emne han ikke ville kunne formidle på en læseværdig måde!

Tre essays om kedsomhed – et om kedsomhed i krig, et om kedsomhed i kunst, et om kedsomhed i nutiden.

Det første virkede pligtagtigt og uinspirerende på mig – tesen (som givetvis er rigtig) er at noget af det værste ved krig er kedsomheden. Dels fordi meget af en krig går med at vente – dels fordi kedsomheden kan drive soldater til alt muligt som er værre end selve de krigshandlinger de trods alt også deltager i. Abu Ghraib er et oplagt eksempel. Men Sebastian Cordes har læst sig til sin viden om krig og formår ikke rigtig at formidle det særlig gribende – selv om det virker relevant nok.

Lige modsat er det med essayet om kedsomhed i kunst. Cordes er selv filminstruktør og skriver indlevende og begejstret om hvordan man kan bruge kedsomhed i film – stillestående billeder, manglende handling, gentagelser og rutiner. Der er masser af konkrete eksempler fra hans egen oplevelser med film. Hele det essay var fængende og en øjenåbner for mig.

Det tredje essays pointe er at vi keder os for meget på de forkerte måder og for lidt på den gode måde – den måde der giver rum til kreativitet.

Alt i alt en bog der kommer vidt omkring på godt og ondt – og som i øvrigt godt kunne have brugt en grundig korrektur og en redaktør der kunne stramme lidt op på både struktur og sprog. Til gengæld er forsiden aldeles smuk!

Jeg var virkelig blæst bagover af Tine Høegs Tour de chambre, og jeg havde længe tænkt at læse forgængeren Nye rejsende. Den er skrevet i samme digtagtige hurtigtflydende stil, men ramte mig ikke helt så meget.

Den handler om en ung kvinde der møder en gift mand i toget og om den affære det udvikler sig til. Det er sjovt, tidssvarende, dybfølt og aldrig kedeligt, men måske emnet bare ikke vakte helt den samme genklang i mig som Tour de chambre.

Men jeg håber stadig Tine Høeg skriver ti bøger mere i samme stil!

Længe siden jeg har læst en lang, god og handlingsmættet dansk bog, men det er lige hvad Morten Papes I ruiner er.

Bogen tager udgangspunkt i Amagerbankens krak og handler om en helt almindelig amagerkansk families stille og rolige undergang. Det er trist, vedholdende og overraskende dramatisk. Historien fortælles gennem familiens datter Amalie over en årrække, fra hun er en lille pige, til hun er i tyverne.

Det starter med almindelig provinsiel kedsommelighed, men udvikler sig i flere retninger derfra med alkoholisme, skilsmisse, vold, dødsfald, overgreb, selvmordsforsøg og meget andet. Og med tiden kommer der et nærmest separat spor om folkedrabet i Rwanda, som pludselig kommer tæt på. Jeg er usikker på om den del egentlig giver mening for mig i forhold til selve kernehistorien, men det er virkelig godt skrevet – og i øvrigt fuldstændig ubærligt.

Bogen er nærmest en pageturner – og så synes jeg en af dens styrker er det ret konsekvente proletarperspektiv. Det står nok mest klart når Amalie bliver kæreste med en dreng hvis forældre bor på Frederiksberg, og detaljerne er det bedste: at man varmer suppetallerkenerne og har et separat skærebræt til løg.

Bogen er sidste (uafhængige) del af Morten Papes Amager-trilogi – nu har jeg fået lyst til at læse de to første også.

Jeg kan simpelt hen ikke huske hvor jeg har Renselse fra, men jeg har i hvert fald haft den stående på reolen de sidste 10 år. Nu fik jeg den læst!

Den minder ikke om noget jeg plejer at læse – alene det at det meste af handlingen foregår på en gård i Estland i starten af halvfemserne, er lidt uvant. Og så spænder den usædvanlig vidt – fra det helt stillestående til det voldsomt dramatiske.

Hovedpersonerne er en ung kvinde og hendes bedstemors søster – de mødes for første gang i starten af bogen og gemmer på hver deres hemmeligheder. Den unge kvinde er stukket af fra den russiske mafia der har udnyttet hende til prostitution, og den gamle dame har en kompliceret fortid med et ægteskab med en russisk partikammerat og ulykkelig kærlighed til sin søsters mand – altså den unge kvindes bedstefar.

Romanen springer i tid og sted – helt tilbage til årene lige efter anden verdenskrig – og folder kun langsomt tingenes rette sammenhæng ud med skiftende synsvinkler, så man som læser undervejs begynder at forstå hvad der er op og ned. Det er skrevet med sikker hånd, men nogle ekstra plot twists til allersidst kunne jeg godt have levet uden.

Især fordi en af bogens styrker snarere er de fine stemningsbeskrivelser – blandt andet af den gamle dames ensomme liv på gården. Der er altid en flue der summer, en gennemtrængende lugt af sved, et tapet der sidder løst, en tør læbe der sprækker. Lidt ligesom i Sidsel Falsig Pedersens Svaret kommer med posten, faktisk.

Alligevel er der en snert af pligtlæsning over bogen – som en roman man skulle læse i gymnasiet, og jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor.

15 små tætte noveller fra Naja Marie Aidt i denne ret gamle bog. Jeg tror ikke jeg vil huske nogen af dem til jeg dør, men når jeg læser novellerne, er stemningerne så fint og troværdigt beskrevet. Sørgeligt, ubehageligt og nede på jorden. Som den kvælende stemning i stuen når faren og sønnen bliver uvenner, fordi sønnen siger han har kommet sukker i farens te, men faren insisterer på at der ikke er sukker i. Mere skal der ikke til!

En ganske kort bog – underspillet og ret brutal. Den handler om en ung sort kvindes liv i London med en god karriere i finanssektoren, en hvid kæreste, en nyligt konstateret sygdom og en stor havefest hos svigerforældrene hun gerne ville have været foruden.

Det lyder ikke så heftigt, men det er det, for det hele er gennemsyret af en konstant hverdagsracisme og -sexisme. Der er ikke nogen af fortællerens oplevelser der er så langt over stregen at man ikke sagtens kan se det for sig, men summen af det hele er overvældende.

Fortælleren selv prøver bare at komme gennem det hele, og stilen er stilfærdigt konstaterende. Vild bog! Troværdig, moderne og sørgelig.