Ja, nu ødelægger jeg lidt konceptet med min bogblog, for det her er jo ikke en bog. Men jeg er bare så begejstret for det nye nummer af RetorikMagasinet at jeg er nødt til at skrive om det.

Jeg har selv har været med i redaktionen indtil det sidste nummer, og man er altid lidt bekymret når man forlader den slags; der er naturligvis ingen der gør det så godt som én selv. Men den bekymring er så forsvundet efter jeg har læst RetorikMagasinet nr. 63!

Tophistorien er et Clement Kjersgaard-interview som har fået den meget rammende titel “Jeg afbryder når jeg keder mig”. Kjersgaard argumenterer selvfedt, men godt og levende for at han har ret til at afbryde sine gæster, skære ind til benet og gøre dem usikre. Jeg citerer lige:

Jeg kan høre hver eneste gang en interviewperson begynder på en indstuderet lektie, simpelt hen fordi jeg i forberedelsen har gennemlæst og gennemset alt relevant materiale. Så snart det sker – eller så snart vedkommende viger uden om det spørgsmål jeg har stillet, er det ikke bare i orden at afbryde: det er påbudt.

Interviewerne afbryder tydeligvis ikke Kjersgaard. Min første tanke var at det er lidt sjovt at de ligesom ignorerer hans opfordringer og slet ikke udfordrer ham, afbryder ham eller gør ham usikker, men bare ydmygt og imponeret holder diktafonen hen foran hans store læber og tapper hans visdom. Men omvendt er det også en endnu finere måde at modsige ham: at vise at der kan komme et supergodt interview ud af høfligt og velvilligt mikrofonholderi.

Andre highlights er den mere retorik-fagnørdede artikel om musisk kommunikation af retorikeren og dirigenten Peter Ettrup Larsen – den har Katrine allerede rost til skyerne.

Så har redaktionen eksperimenteret med genrerne ved at lave en dobbeltanmeldelse – ikke én anmeldelse af to bøger, men to anmeldelser af én bog. Bogen handler om formidling af juridiske tekster og anmeldes således af en jurist og en retoriker. Juristens artikel er intetsigende og ikke særlig velskrevet, men det formår ikke rigtig at slå skår i min glæde over den rigtig fine idé: at tredoble anmeldelsens troværdighed ved at lade fagsammenblandingen i bogen afspejles i anmeldelsen.

Endelig vil jeg også fremhæve en traditionel dobbeltanmeldelse af to tyske bøger der specifikt skal træne kvinder i veltalenhed. På flere planer ikke en anmeldelse der henvender sig til mig, og alligevel i den grad værd at læse: velskrevet og velargumenteret, oprigtig og en lille smule spydig. Det siger vel noget om kvaliteten når det er en fornøjelse at læse anmeldelser af bøger man aldrig kunne finde på at læse?

Jeg havde ret høje forventninger til denne bog, og alligevel blev jeg virkelig positivt overrasket. Tidligere har jeg bare læst nogle få noveller af Vladimir Nabokov, og jeg har længe haft Lolita stående på reolen – men nu har jeg altså læst den, og hurra for det!

Bogen handler om en pæn, lærd og pædofil europæer – Humbert Humbert – og hans forhold til den 12-årige amerikanske Dolores Haze (Lolita). Han gifter sig med pigens mor for at være tæt på Lolita; moderen dør ved et uheld, og Humbert udnytter Lolita i løbet af en meget lang biltur gennem USA.

Og så skynder jeg mig ellers at citere for at vise hvorfor den er så god. Her har Humbert Humbert netop gengivet Lolitas klasseliste i sin fulde længde og henrykkes tydeligt over at finde sin elskedes navn midt i det hele:

A poem, a poem forsooth! So strange and sweet was it to discover this “Haze, Dolores” (she!) in its special bower of names, with its bodyguard of roses – a fairy princess between her two maids of honor. I am trying to analyze the spine-thrill of delight it gives me, this name among all those others. What is it that excites me almost to tears (hot, opalescent, thick tears that poets and lovers shed)? What is it?

Citatet viser to ting der går igen i hele bogen. For det første: hans barnlige, overgivne, smukke og ægte forelskelse i pigebarnet. Det er virkelig uden ironi når han i sin højstemte glæde bliver lykkelig over bare det at læse hendes navn.

Og netop dét står i så skarp kontrast til den anden ting: den giftige, giftige lille parentes. For hans kærlighed er ikke platonisk, og vi kommer ikke uden om at Humbert forbryder sig mod et barn, med overlæg og over et langt stykke tid. Og det endda uden egentlig at bekymre sig om at hun lider under det.

Bogen bæres i høj grad oppe af den sympati og antipati man føler for Humbert. Men ikke nok med det: noget lignende gælder faktisk også Lolita. For hun er ikke bare et uskyldigt offer, hun er mildest talt en irriterende møgunge. Hun er ekstremt bevidst om hvordan hun virker på Humbert Humbert og udnytter det i den grad; hun sælger sine seksuelle ydelser til ham for gaver, slik og penge, hun ydmyger ham og latterliggør ham, og hun fungerer på mange måder som den kalkulerende skurk. Som altså stadig er den der bliver misbrugt.

På den måde udfordrer Lolita i den grad de ellers uundgåelige og forudsigelige tanker om godt og ondt. Sympatien ligger alt andet lige hos offeret, men det at gøre billedet mere broget end helt sort og hvidt er sgu da imponerende når temaet er pædofili (det lykkes dog også fint i denne film).

Og jeg er ikke færdig med at klappe i hænderne, for halvdelen af fornøjelsen er bogens stil. Den skal forestille at være Humbert Humberts erindringer skrevet i fængslet, og det er en klassisk faldgrube – når romaner udgøres af tænkte dagbøger eller memoirer – at det bliver dybt utroværdigt. Hvem i himlens navn gengiver lange dialoger og naturbeskrivelser i deres dagbøger?

Det løser Nabokov meget imponerende ved at gøre Humbert til denne meget lærde, sentimentale og superreflekterede mand. I det ene øjeblik er han højstemt som i citatet ovenfor, i det næste gør han nar af sig selv og sin måde at skrive på. Han griber sig selv i de klassiske litterære klichéer og vaccinerer effektivt med små spydige kommentarer, som her på beretningens allerførste side:

I was born in 1910, in Paris. My father was a gentle, easy-going person, a salad of racial genes: a Swiss citizen, of mixed French and Austrian descent, with a dash of the Danube in his veins. I am going to pass around in a minute som lovely, glossy-blue picture-postcards.

Efter bare et par linjer om sit blandede europæiske ophav opdager han den tykke selvbiografiske stil og skynder sig ironiserende at punktere det ved at hente en bemærkning fra en typisk foredragssituation, selv om han jo åbenlyst og eksplicit sidder og skriver. Og endnu sjovere er det faktisk når han af og til i løbet af bogen spidder bogens forbipasserende persongalleri: kun Lolita går fri.

“Er den god”, spurgte jeg en ven da han havde læst Hundehoved. Og det uudtalte ‘men’ i hans svar sagde næsten det hele: “Ja… altså, det er sådan en slægtsroman.” Og den er god. Men det er altså også en slægtsroman, hvilket har noget lidt gammeldags og kedeligt-opbyggeligt over sig inde i mit hoved.

Når jeg alligevel absolut ville læse den, var det fordi få bøger er blevet skamrost så bredt inden for de seneste år. Når Lars Bukdahl faldt på halen over en slægtsroman, måtte den være noget særligt.

Og det er den nok også. Jeg har i det hele taget ikke læst så mange slægtsromaner – den sidste var vel Peter Høegs Forestilling om det tyvende århundrede (1988) som jeg på en del års afstand husker som noget i samme stil.

Jeg tror især det er Morten Ramslands sentimentale og alligevel nådesløse forhold til sine egne hovedpersoner der gør bogen ekstraordinær. Et eksempel er fortællerens farfar Askild der som ung mand under besættelsen bliver ret rig af at smugle og stjæle fra tyskerne, men bliver fanget og deporteret. Efter flere års overlevelse i kz-lejre brækker han et ben da han er på vej hjem i en Røde Kors-bus. Og så ankommer bussen til Danmark:

Askild, hvis ene ben nu var forbundet med stof- og gazestykker, åbnede et vindue og fik stukket en rose i hånden af en pige, som insisterede på at kysse hans kind. “Til alle vores helte,” hviskede hun, mens hun tog hans hånd.

Det er denne slags sørgelige ironi – som i øvrigt minder mig meget om den man finder i Kurt Vonneguts berømte Slaughterhouse-Five (1969) – der formår at gøre en slægtsroman interessant. Askild er i det hele taget en meget slet person, og alligevel viser fortællingen tydeligt hvordan han på godt og ondt (mest ondt) spiller en afgørende rolle i hele familien.

Morten Ramsland afholder sig (heldigvis) fra at knytte alt for tunge forbindelser og drage alt for passende paralleller inden for sit persongalleri. Karaktererne er gode og onde og sjove og kedelige, og det får de lov til at være hver for sig uden alt for meget udenomssnak. Deres historier er nok til at gøre bogen meget læseværdig.

Og så får sådan en slægtsoman mig i øvrigt til at tænke på min egen familie. Har der virkelig været lige så meget drama, druk og hor? Måske ikke helt. Men alligevel: min jødiske morfar der under krigen flygtede til Sverige i en jolle med Niels Bohr, min fars opdragelse på det flade Lolland, de forliste ægteskaber rundt omkring i familien, et enkelt selvmord. Måske man kunne hyre Morten Ramsland til at skrive en roman mere over min slægt?

Så har jeg i behagelig hast læst denne lille novellesamling som faktisk er Villy Sørensens debut helt tilbage fra 1953. Jeg har ikke læst noget af ham før – med undtagelse af én novelle (er også i bogen her) som mange andre sikkert også har læst.

Det handler selvfølgelig om “Blot en drengestreg” – en virkelig uhyggelig og rigtig god novelle om to små drenge der saver benet af en tredje for at undgå at han får blodforgiftning. Jeg blev faktisk lidt svimmel af at læse den igen. Jeg kan ikke dy mig for at citere:

Og storebror savede mens blodet sprøjtede og trævler og rødt kød væltede op i savrenden der ikke blev så lige som den helst skulle.
– Puh, stønnede han. Det er så mærkeligt at save. Prøv du.
Lillebror tog fat, benovet for han havde aldrig før fået lov at låne storebrors løvsav. Og da han aldrig havde prøvet at save før, kunne han ikke mærke at det var mærkeligt at save i, og han sagde:
– Det er skægt og save.

De andre noveller minder nu ellers ikke så meget om denne, men de er også gode. Blandt andet er der “Mordsagen” med undertitlen “En Kafka-idyl”, og det er unægtelig en utroligt Kafka-agtig historie om en mand der bliver ansat til at opklare et mord som ingenlunde kan få nogen oplysninger om. Spørgsmålet er nok hvad det helt præcis er Villy Sørensen gør anderledes og bedre end Kafka, men det er selvfølgelig imponerende i sig selv at han kan skrive noget så kafkask.

Andre af novellerne er mere bare generelt absurde – “Vidunderbarnet” er 100% meningsløs og samtidig ret sjov. Og ikke nok med det – endnu en gang har jeg haft gevinst i den store andre-folks-små-sedler-tombola. Her en gammel håndskrevet note om at “Det ukendte træ” i virkeligheden handler om paradisets have (aha):

Jeg var lang tid om at tage mig sammen til at gå i gang med denne bog. Først og fremmest på grund af omfanget – ikke bare de mere end 600 sider, men også det helt uhåndterlige hardbackformat. Og så det at jeg ikke kendte noget til forfatteren overhovedet. Men måske mest: at navnet var så uoverskueligt. Ha-ru-ki Mu-ra-ka-mi. Det tog mig lidt længere tid at lære end Almodóvar (men kortere tid end neoaristotelianisme). Nå – folk omkring mig anbefalede den begejstret i ét væk, og skidtogkanel-Ida har den endda stående som en af sine yndlingsbøger.

Og den er altså god. Den er lang, underlig, let at læse, af og til lige lovlig Sofies Verden-dyb, ofte cliffhanger-spændende, men mest af alt bare overraskende og fin. Den handler om en stille og rolig fyr der begynder at komme ud for alle mulige underlige oplevelser; hans kone forsvinder, og nye spøjse kvinder dukker op i hans liv. Gåder, spøgelser fra fortiden og drømme spiller en stor rolle.

Det balancerer ofte på grænsen til det mystiske, og overtræder den endda tit, hvilket ellers plejer at få mig til at miste interessen helt. Jeg ved ikke helt hvad det er der gør at det næsten hele tiden er i orden i denne bog, men jeg mistænker det for at være bogens fyldige og dejlige beskrivelser af ingenting: hovedpersonen der lytter til regnvejret i sin have, smører en sandwich med skinke og sennep, stirrer på et forladt hus eller drikker en kold øl inden sengetid.

Bogen er fuld af løse ender og irrelevante sidehistorier. Det er fint med mig. Da jeg var næsten færdig med bogen, diskuterede jeg den med én som også var i gang med at læse den – hvordan skulle den ende? Ville det være bedst hvis alle trådene blev bundet op i en fin sløjfe til lyden af fanfarer, og alle gåderne blev løst i én forløsende aha-oplevelse? Eller skulle det hele stå åbent og ende i endnu flere spørgsmålstegn?

Vi håbede ikke rigtig på nogen af delene, og det ender også med en mellemting. Det betyder altså at mange af de underlige ting der sker i bogen, ikke bliver forklaret, og mange af de knap så underlige ting ikke bliver tillagt nogen mytisk eller mystisk betydning. Det giver måske den balance der gør at alt det gådefulde ikke får overtaget.

Så jeg er helt klar på at læse mere af Murakami (især nu hvor jeg har lært hans navn udenad). Hvis jeg skal vælge efter seje titler, må den næste blive Norwegian Wood eller Kafka on the Shore.

Jeg kan huske at jeg faktisk gik ind i det fantastiske og kaotiske antikvariat Strand Bookstore for bare at finde denne specifikke bog. Jeg havde tidligere læst Jonathan Franzens roman The Corrections (2001) som var en af de bedste læseoplevelser i flere år, og derfor var jeg ret interesseret i denne essaysamling – og fik den altså.

Nu har jeg så også læst den. Den var god, men jeg er nok ikke helt så begejstret for den som fx Emme var. Jeg tænker det må hænge mere sammen med at jeg ikke er så vild med essays, end med at der skulle være noget i vejen med Jonathan Franzen. Han skriver virkelig utroligt godt.

Det lykkes ham fx at holde mig fanget over fyrre sider i et essay om postvæsenet i Chicago – alene gennem sin meget fine og tit sjove måde at skrive på. Og andre essays handler meget mere om bøger – det kan jeg jo ikke lade være med at være glad for, og de handler om læsning, og om at være alene mens man læser.

Det sidste blev pludselig meget konkret for et par uger siden da jeg havde knap en halv time alene mellem en fyraftensøl og en julefrokost. Jeg blev alene på værtshuset, sad helt stille, drak min øl og læste i How to Be Alone.

Og bare en fodnote, denne gang ikke om skrifttyper (selv om skriften i bogen ellers er fin): en særlig glæde ved antikvariske bøger er de overraskende spor efter tidligere ejere. Det kunne principielt set være ubehageligt, men jeg har nærmest kun haft gode oplevelser. Som i denne udgave hvor man på side 78 finder en grøn post-it med teksten “unfortunately, no desperation”.

Sådan er man sgu da alene!

Ti danske forfattere har hver skrevet en novelle om et af de ti bud. Jeg ved ikke hvem der har fået idéen, men det er altså sat i værk og blevet til denne lille bog som jeg vist fik for tredive kroner nede på hjørnet under sidste bogudsalg.

Man ved godt hvordan det er når man køber sådan noget: svingende kvalitet og en risiko for at konceptet tager magten fra forfatterne. Men her er det faktisk gået ret godt; kun den første novelle (af Jan Sonnergaard) virker som en rigtig bestillingsopgave.

Jeg ved ikke hvad det er ved ham der irriterer mig, men over Du må ikke have andre guder end mig skriver han virkelig søgt om en mand hvis alkoholisme (bogstaveligt talt) er blevet til en religion. Med klassisk Sonnergaard-kursiv slutter han novellen:

Ét menneske. Ét liv. Én Gud!
Sieg SKÅL! Sieg SKÅL! Sieg SKÅL!

Altså, come on! Men bortset fra det synes jeg novellerne er både fine, sjove og opfindsomme. I den rigtige gode ende er Christina Hesselholdts tekst (som faktisk bare er et uddrag fra Kraniekassen, men det er altså længe siden jeg læste den) om Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig. Hun skriver om stemmerne i hovedet der aldrig holder fri, og på den måde rammer hun sit emne skævt og derfor meget mere lige på end fx Jan Sonnergaard.

Men altså kort sagt helt okay – det er fint at få lidt smagsprøver, sådan næsten gratis.

Så kom jeg også igennem Auricula – i en kort periode var den ellers tæt på at blive overgået af samme skæbne som Thomas Pynchons Mason & Dixon, Michel Houllebecqs La Possibilité d’une île og Peer Hultbergs Requiem. Det vil ikke sige at blive stillet tilbage på hylden, nej nej da, men bare at blive gemt til bedre tider (realistisk kommer jeg kun til at åbne den sidste igen). 

Nå, det er nu ikke fordi Auricula ikke er en ret fantastisk bog. Første gang jeg læste i den, blev jeg oprigtigt optimistisk på hele litteraturens vegne! Bogen starter med at berette om den store stilhed: et ganske kort øjeblik 7. september 1915 klokken 16:09:

På dette tidspunkt var der, i løbet af det følgende sekund, dødstille i Europa. Alle europæiske hjerter lod sig fange mellem to slag, alle ure mellem et tik og et tak, brændingerne langs alle kyster havde netop trukket sig tilbage og den næste dønning endnu ikke løftet sig. Et tåbeligt vindstille påbød for et øjeblik alt europæisk løv tavshed og mange skridt indledtes men ingen fuldbyrdedes.

 

I netop det sekund undfangedes en lang række ører omkring i Europa; ethvert seksuelt mandligt klimaks i dét øjeblik, som endte i en graviditet, udløste også et ekstra, fritgående øre som blev født sammen med barnet. Disse ører hoppede væk fra fødselssengene, stimlede sammen og rejste rundt i Europa – og det er den historie Per Højholt fortæller i Auricula. 

Hele ideen er så langt ude at projektet er åbenlyst prisværdigt. Samtidig vinder bogen stort på sin sproglige stil; den er forfattet i en altid formel tone der kun understreger det absurde i de hoppende, mimende og masturberende ører. Desuden kan jeg ikke komme på nogen dansker der ikke burde misunde Per Højholt hans ordforråd: fagsprog, daglig tale, fremmedord og gamle danske vendinger blandes sammen og står for mig som et lysende eksempel på hvor mange ord man stadig har til gode at lære at bruge selv. Et ordentligt citat er vist på sin plads:

Af den retinale kunst, heri indbefattet hans egen fordums palet, fremstillede Protagonisten et dekokt så summarisk, at det henfaldt som farveprøver, en dydsiret skala fra gråt til gult, fæstet til lærredet med en solid messingbolt. Denne distinkte og afmægtige fanfare, hvormed maleriet i Protagonistens egenrådige eksercits artigt nejer for sin syllogisme, det suprematiske sorte kvadrat hvormed Malevitj introducerer økonomien som kunstens femte dimension, denne fanfare opretter fra billedets øverste venstre hjørne sin gudsforladte kromatik skråt ind mod billedets midte, hvor en revne gaber i uovertruffen trompe l’oeil, blandt malerlærlinge bagtalt som øjenfisse, rimpet sammen og holdt fast af tre veritable sikkerhedsnåle.

 

Her skriver han om kunst, men han tøver altså heller ikke når det handler om musik, fysik, litteratur, historie eller filosofi. Og alle disse ting – og utroligt meget mere – kommer han ind på når han følger ørernes færden rundt i Europa og skriver dem ind i historien, så de lever tæt på Kafka, Satie, Einstein, Duchamp og mange andre. 

Ros er der nok af. Og alligevel var den så svær at komme igennem. Sproget gør sit – men det hænger mere sammen med den (bevidste, selvfølgelig) mangel på egentlig handling. Der er intet drive i bogen, ingen spændingskurve overhovedet. Sådan er bogen, og sådan skal den helt bestemt også være – jeg beundrer virkelig værket – men trist nok at det skal være så tungt at læse. 

I den forstand minder Auricula mig om James Kelmans Translated Accounts (2001) – en bog som jeg tilsvarende synes er et stort kunstværk, men som det tog mig en evighed at få læst – og som jeg på en måde med tiden mere læste af pligt end af lyst. Translated Accounts er en samling tekster der uden videre forklaring vist skal forestille fundne dokumenter efter en krig. Teksterne er skrevet på dårligt engelsk, har næsten ingen indbyrdes sammenhæng og er på sine steder skadet, dvs. der er indsat tilfældige tegn over flere sider der afbryder handlingen. Den smule mening man kan læse ud af det hele er forstemmende, uhyggelig og uforståelig – og i den forstand en vellykket formidling af krigen. 

Men alligevel sad jeg efter Kelmans underlige bog tilbage med spørgsmålet om det var det værd – nok var det en litterær oplevelse, men jeg skulle virkelig også kæmpe for den! Set i sådan et yde-nyde-perspektiv – ville det så være bedre at læse Dan Brown? (Det får mig i øvrigt – vist lidt off-topic – til at tænke på denne stribe – se også resten Christoffer Zielers fantastiske Maltes Spalte.) 

Nå, for lige at opsummere: Per Højholts bog var altså dét værd… men nu skal jeg altså læse noget lidt lettere.

Nej, jeg har ikke været en hel måned om at læse denne bogs 110 sider. Den var bare et afbræk fra Per Højholts voldsomt tunge og lange Auricula som jeg allerede er vendt tilbage til. For ligesom Christoffer er jeg virkelig ikke meget for at opgive bøger helt.

Jeg kan slet ikke huske at have set anmeldelser af Borgerligt tusmørke, selv om den er udkommet i år og åbenbart er blevet rost meget. Så når jeg købte den, hænger det primært sammen med en studiekammerats uforbeholdne anbefaling af denne lille bog – og i mindre grad sammen med at min far erklærede at den ikke var noget særligt.

Nå, jeg synes nu den er noget særligt. Bogens gennemgående idé er at beskrive en gade (Dantes Allé) og en boligblok (Mosehøj), husstand for husstand. Det er meget kort – læs fx et uddrag her. Simon Fruelund gør selvsagt ikke noget forsøg på at levere en udtømmende beskrivelse af hver familie på 20-30 linjer, men han går heller ikke i den modsatte grøft og bliver påfaldende poetisk-irriterende.

Stilen er generelt refererende, men Fruelund bruger også det jeg har lært hedder dækket tanke, det vil sige at der står noget som mere eller mindre åbenlyst ikke er fortællerens ord, men snarere en af personernes. Et eksempel:

Han træner de lokale håndboldpiger, og i år tror han på at de vinder. Hans datter står på mål. Han skal passe på ikke at råbe for meget ad hende.

Det er som om manden selv siger det, men samtidig skinner det igennem at han siger det på baggrund af en snak med datteren eller måske konen. Den slags er bogen fuld af, og det synes jeg virker meget fint. Desuden falder forfatteren heller ikke i og bliver Piet Hein-gruk-aforisme-klog. Det ligger lige for at fylde den korte form ud med små afrundede fyndigheder – og det holder Simon Fruelund sig heldigvis (næsten altid) for god til.

Jeg har lyst til at citere mere for at forklare hvad jeg godt kan lide ved bogen, men jeg kan ikke vælge noget ud der yder hele bogen retfærdighed – ligesom citatet ovenfor ikke i sig selv er fantastisk. Og det er måske en anden pointe: sammen bliver de små beskrivelser til meget mere end de er enkeltvis.

For det første er der nogle små og lidt sjove henvisninger mellem afsnittene – der bliver refereret til dem ovre i nummer det og det, og af og til dukker der overraskelser op på den måde.

Men for det andet, og måske lige så vigtigt: jeg synes der er noget fint ved at kigge ind i alle husene og få det personlige (jf. dækket tanke osv.) blik på hvad der er vigtigt i deres liv. Tanken om at alle de mennesker man møder i løbet af en dag, hver især har et liv der er lige så stort og svært og sjovt som ens eget, det er næsten uoverskueligt! Og det bliver det også lidt når man får sådan et lillebitte kondenseret kig ind i alle husene.

Skrifttypen er så et kapitel for sig. Da jeg bladrede i bogen nede i boghandlen på hjørnet var jeg lige ved at lægge den fra mig da jeg opdagede at den er skrevet med åndssvage, åndsvage Times New Roman. Skriften som bliver brugt af alle, lige fra syvendeklasses skoleelever til adskillige danske ministerier. Nå, jeg købte den alligevel og fandt hjemme til min store overraskelse ud af at der i starten står “Bogen er sat med MT Dante”. Det er den jo ikke! (Selv om tanken er elegant nok, eftersom bogen især handler om Dantes Allé.)

Men så alligevel. Overskrifterne er vist skrevet med Dante. Og når noget står i kursiv, er det ikke Times New Roman-kursiv, men Dante-kursiv. Det er ret mystisk, og jeg ringede i fredags til forlaget for at spørge hvad meningen var – den rette person er der først på sin plads i morgen – hvor jeg selvfølgelig vil prøve igen. Med andre ord: opdatering følger! Læs bogen mens du venter.

Update 30. oktober: I dag fik jeg fat i forlaget som først benægtede og derefter sendte mig videre til grafikeren – som med tilsvarende høflig skepsis afviste at bogen skulle være sat med noget som helst andet end MT Dante. Døm selv – herunder først et foto fra bogen side 44, derefter samme tekst skrevet med Times New Roman, og til med MT Dante. Bemærk bl.a. forskellene i e’ernes spidser, det nederste af maven på p’erne og krøllen på det lille g.

Denne bog købte jeg naturligvis primært på grund af titlen. Men nok også lidt fordi jeg tidligere har læst nogle essays af Orwell som var ret gode – og fordi hans mest kendte bog, Nineteen Eighty-Four (1949), trods evig eksponering virkelig er fremragende.

Desværre blev jeg lidt skuffet – og er endda selv ude om det. Jeg var nok bare i humør til at læse noget stille og roligt med et par gode historier eller hvad ved jeg – og flere af de ret lange essays i den ellers ganske lille bog var ret tunge i det. Fx følte jeg virkelig jeg gik glip af en masse i “Notes on Nationalism”: en rimelig omfattende karakteristik af nationalisme i alle sine former og som noget fundamentalt andet end patriotisme.

Mine øjne gled hen over bogstaverne, og kun sjældent var der noget der rigtig fangede min opmærksomhed. Ét af stederne var dog hvor Orwell giver fem eksempler på sandheder som forskellige typer nationalister aldrig kan erkende. Irske nationalister ville således aldrig acceptere det faktum at Irland kun kunne være uafhængigt under britisk beskyttelse – og trotskister kunne umuligt indse at Stalins styre var støttet af det russiske folk. Det mindede mig om Pierre Bourdieus lidt sjove begreb méconnaissance som Henrik Dahl oversætter til systematisk fejlindsigt i egen praksis: altså det at man pure nægter at acceptere fakta som er grundlæggende og afgørende for ens egen situation.

Et andet eksempel på noget der – trods alt – fangede min interesse, er egentlig bare et løsrevet citat om nationalisme:

There is no crime, absolutely none, that cannot be condoned when ‘our’ side commits it. Even if one does not deny that the crime has happened, even if one knows that it is exactly the same crime as one has condemned in some other case, even if one admits in an intellectual sense that it is unjustified – still one cannot feel that it is wrong. Loyalty is involved, and so pity ceases to function.

I en tid med hemmelige fangeoverførsler, amerikanske torturfængsler i Mellemøsten og ringere og ringere pressefrihed i USA virker citatet pludselig meget aktuelt. Om det så betyder at amerikanerne er nationalister – og hvad det i så fald vil sige – ville jeg måske vide hvis jeg havde læst bogen ordentligt.

Selve det essay som gav navn til bogen, fylder kun tre sider – og er virkelig hverken mere eller andet end det udgiver sig for at være.