Jeg var lang tid om at tage mig sammen til at gå i gang med denne bog. Først og fremmest på grund af omfanget – ikke bare de mere end 600 sider, men også det helt uhåndterlige hardbackformat. Og så det at jeg ikke kendte noget til forfatteren overhovedet. Men måske mest: at navnet var så uoverskueligt. Ha-ru-ki Mu-ra-ka-mi. Det tog mig lidt længere tid at lære end Almodóvar (men kortere tid end neoaristotelianisme). Nå – folk omkring mig anbefalede den begejstret i ét væk, og skidtogkanel-Ida har den endda stående som en af sine yndlingsbøger.

Og den er altså god. Den er lang, underlig, let at læse, af og til lige lovlig Sofies Verden-dyb, ofte cliffhanger-spændende, men mest af alt bare overraskende og fin. Den handler om en stille og rolig fyr der begynder at komme ud for alle mulige underlige oplevelser; hans kone forsvinder, og nye spøjse kvinder dukker op i hans liv. Gåder, spøgelser fra fortiden og drømme spiller en stor rolle.

Det balancerer ofte på grænsen til det mystiske, og overtræder den endda tit, hvilket ellers plejer at få mig til at miste interessen helt. Jeg ved ikke helt hvad det er der gør at det næsten hele tiden er i orden i denne bog, men jeg mistænker det for at være bogens fyldige og dejlige beskrivelser af ingenting: hovedpersonen der lytter til regnvejret i sin have, smører en sandwich med skinke og sennep, stirrer på et forladt hus eller drikker en kold øl inden sengetid.

Bogen er fuld af løse ender og irrelevante sidehistorier. Det er fint med mig. Da jeg var næsten færdig med bogen, diskuterede jeg den med én som også var i gang med at læse den – hvordan skulle den ende? Ville det være bedst hvis alle trådene blev bundet op i en fin sløjfe til lyden af fanfarer, og alle gåderne blev løst i én forløsende aha-oplevelse? Eller skulle det hele stå åbent og ende i endnu flere spørgsmålstegn?

Vi håbede ikke rigtig på nogen af delene, og det ender også med en mellemting. Det betyder altså at mange af de underlige ting der sker i bogen, ikke bliver forklaret, og mange af de knap så underlige ting ikke bliver tillagt nogen mytisk eller mystisk betydning. Det giver måske den balance der gør at alt det gådefulde ikke får overtaget.

Så jeg er helt klar på at læse mere af Murakami (især nu hvor jeg har lært hans navn udenad). Hvis jeg skal vælge efter seje titler, må den næste blive Norwegian Wood eller Kafka on the Shore.

Jeg kan huske at jeg faktisk gik ind i det fantastiske og kaotiske antikvariat Strand Bookstore for bare at finde denne specifikke bog. Jeg havde tidligere læst Jonathan Franzens roman The Corrections (2001) som var en af de bedste læseoplevelser i flere år, og derfor var jeg ret interesseret i denne essaysamling – og fik den altså.

Nu har jeg så også læst den. Den var god, men jeg er nok ikke helt så begejstret for den som fx Emme var. Jeg tænker det må hænge mere sammen med at jeg ikke er så vild med essays, end med at der skulle være noget i vejen med Jonathan Franzen. Han skriver virkelig utroligt godt.

Det lykkes ham fx at holde mig fanget over fyrre sider i et essay om postvæsenet i Chicago – alene gennem sin meget fine og tit sjove måde at skrive på. Og andre essays handler meget mere om bøger – det kan jeg jo ikke lade være med at være glad for, og de handler om læsning, og om at være alene mens man læser.

Det sidste blev pludselig meget konkret for et par uger siden da jeg havde knap en halv time alene mellem en fyraftensøl og en julefrokost. Jeg blev alene på værtshuset, sad helt stille, drak min øl og læste i How to Be Alone.

Og bare en fodnote, denne gang ikke om skrifttyper (selv om skriften i bogen ellers er fin): en særlig glæde ved antikvariske bøger er de overraskende spor efter tidligere ejere. Det kunne principielt set være ubehageligt, men jeg har nærmest kun haft gode oplevelser. Som i denne udgave hvor man på side 78 finder en grøn post-it med teksten “unfortunately, no desperation”.

Sådan er man sgu da alene!

Ti danske forfattere har hver skrevet en novelle om et af de ti bud. Jeg ved ikke hvem der har fået idéen, men det er altså sat i værk og blevet til denne lille bog som jeg vist fik for tredive kroner nede på hjørnet under sidste bogudsalg.

Man ved godt hvordan det er når man køber sådan noget: svingende kvalitet og en risiko for at konceptet tager magten fra forfatterne. Men her er det faktisk gået ret godt; kun den første novelle (af Jan Sonnergaard) virker som en rigtig bestillingsopgave.

Jeg ved ikke hvad det er ved ham der irriterer mig, men over Du må ikke have andre guder end mig skriver han virkelig søgt om en mand hvis alkoholisme (bogstaveligt talt) er blevet til en religion. Med klassisk Sonnergaard-kursiv slutter han novellen:

Ét menneske. Ét liv. Én Gud!
Sieg SKÅL! Sieg SKÅL! Sieg SKÅL!

Altså, come on! Men bortset fra det synes jeg novellerne er både fine, sjove og opfindsomme. I den rigtige gode ende er Christina Hesselholdts tekst (som faktisk bare er et uddrag fra Kraniekassen, men det er altså længe siden jeg læste den) om Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig. Hun skriver om stemmerne i hovedet der aldrig holder fri, og på den måde rammer hun sit emne skævt og derfor meget mere lige på end fx Jan Sonnergaard.

Men altså kort sagt helt okay – det er fint at få lidt smagsprøver, sådan næsten gratis.

Så kom jeg også igennem Auricula – i en kort periode var den ellers tæt på at blive overgået af samme skæbne som Thomas Pynchons Mason & Dixon, Michel Houllebecqs La Possibilité d’une île og Peer Hultbergs Requiem. Det vil ikke sige at blive stillet tilbage på hylden, nej nej da, men bare at blive gemt til bedre tider (realistisk kommer jeg kun til at åbne den sidste igen). 

Nå, det er nu ikke fordi Auricula ikke er en ret fantastisk bog. Første gang jeg læste i den, blev jeg oprigtigt optimistisk på hele litteraturens vegne! Bogen starter med at berette om den store stilhed: et ganske kort øjeblik 7. september 1915 klokken 16:09:

På dette tidspunkt var der, i løbet af det følgende sekund, dødstille i Europa. Alle europæiske hjerter lod sig fange mellem to slag, alle ure mellem et tik og et tak, brændingerne langs alle kyster havde netop trukket sig tilbage og den næste dønning endnu ikke løftet sig. Et tåbeligt vindstille påbød for et øjeblik alt europæisk løv tavshed og mange skridt indledtes men ingen fuldbyrdedes.

 

I netop det sekund undfangedes en lang række ører omkring i Europa; ethvert seksuelt mandligt klimaks i dét øjeblik, som endte i en graviditet, udløste også et ekstra, fritgående øre som blev født sammen med barnet. Disse ører hoppede væk fra fødselssengene, stimlede sammen og rejste rundt i Europa – og det er den historie Per Højholt fortæller i Auricula. 

Hele ideen er så langt ude at projektet er åbenlyst prisværdigt. Samtidig vinder bogen stort på sin sproglige stil; den er forfattet i en altid formel tone der kun understreger det absurde i de hoppende, mimende og masturberende ører. Desuden kan jeg ikke komme på nogen dansker der ikke burde misunde Per Højholt hans ordforråd: fagsprog, daglig tale, fremmedord og gamle danske vendinger blandes sammen og står for mig som et lysende eksempel på hvor mange ord man stadig har til gode at lære at bruge selv. Et ordentligt citat er vist på sin plads:

Af den retinale kunst, heri indbefattet hans egen fordums palet, fremstillede Protagonisten et dekokt så summarisk, at det henfaldt som farveprøver, en dydsiret skala fra gråt til gult, fæstet til lærredet med en solid messingbolt. Denne distinkte og afmægtige fanfare, hvormed maleriet i Protagonistens egenrådige eksercits artigt nejer for sin syllogisme, det suprematiske sorte kvadrat hvormed Malevitj introducerer økonomien som kunstens femte dimension, denne fanfare opretter fra billedets øverste venstre hjørne sin gudsforladte kromatik skråt ind mod billedets midte, hvor en revne gaber i uovertruffen trompe l’oeil, blandt malerlærlinge bagtalt som øjenfisse, rimpet sammen og holdt fast af tre veritable sikkerhedsnåle.

 

Her skriver han om kunst, men han tøver altså heller ikke når det handler om musik, fysik, litteratur, historie eller filosofi. Og alle disse ting – og utroligt meget mere – kommer han ind på når han følger ørernes færden rundt i Europa og skriver dem ind i historien, så de lever tæt på Kafka, Satie, Einstein, Duchamp og mange andre. 

Ros er der nok af. Og alligevel var den så svær at komme igennem. Sproget gør sit – men det hænger mere sammen med den (bevidste, selvfølgelig) mangel på egentlig handling. Der er intet drive i bogen, ingen spændingskurve overhovedet. Sådan er bogen, og sådan skal den helt bestemt også være – jeg beundrer virkelig værket – men trist nok at det skal være så tungt at læse. 

I den forstand minder Auricula mig om James Kelmans Translated Accounts (2001) – en bog som jeg tilsvarende synes er et stort kunstværk, men som det tog mig en evighed at få læst – og som jeg på en måde med tiden mere læste af pligt end af lyst. Translated Accounts er en samling tekster der uden videre forklaring vist skal forestille fundne dokumenter efter en krig. Teksterne er skrevet på dårligt engelsk, har næsten ingen indbyrdes sammenhæng og er på sine steder skadet, dvs. der er indsat tilfældige tegn over flere sider der afbryder handlingen. Den smule mening man kan læse ud af det hele er forstemmende, uhyggelig og uforståelig – og i den forstand en vellykket formidling af krigen. 

Men alligevel sad jeg efter Kelmans underlige bog tilbage med spørgsmålet om det var det værd – nok var det en litterær oplevelse, men jeg skulle virkelig også kæmpe for den! Set i sådan et yde-nyde-perspektiv – ville det så være bedre at læse Dan Brown? (Det får mig i øvrigt – vist lidt off-topic – til at tænke på denne stribe – se også resten Christoffer Zielers fantastiske Maltes Spalte.) 

Nå, for lige at opsummere: Per Højholts bog var altså dét værd… men nu skal jeg altså læse noget lidt lettere.

Nej, jeg har ikke været en hel måned om at læse denne bogs 110 sider. Den var bare et afbræk fra Per Højholts voldsomt tunge og lange Auricula som jeg allerede er vendt tilbage til. For ligesom Christoffer er jeg virkelig ikke meget for at opgive bøger helt.

Jeg kan slet ikke huske at have set anmeldelser af Borgerligt tusmørke, selv om den er udkommet i år og åbenbart er blevet rost meget. Så når jeg købte den, hænger det primært sammen med en studiekammerats uforbeholdne anbefaling af denne lille bog – og i mindre grad sammen med at min far erklærede at den ikke var noget særligt.

Nå, jeg synes nu den er noget særligt. Bogens gennemgående idé er at beskrive en gade (Dantes Allé) og en boligblok (Mosehøj), husstand for husstand. Det er meget kort – læs fx et uddrag her. Simon Fruelund gør selvsagt ikke noget forsøg på at levere en udtømmende beskrivelse af hver familie på 20-30 linjer, men han går heller ikke i den modsatte grøft og bliver påfaldende poetisk-irriterende.

Stilen er generelt refererende, men Fruelund bruger også det jeg har lært hedder dækket tanke, det vil sige at der står noget som mere eller mindre åbenlyst ikke er fortællerens ord, men snarere en af personernes. Et eksempel:

Han træner de lokale håndboldpiger, og i år tror han på at de vinder. Hans datter står på mål. Han skal passe på ikke at råbe for meget ad hende.

Det er som om manden selv siger det, men samtidig skinner det igennem at han siger det på baggrund af en snak med datteren eller måske konen. Den slags er bogen fuld af, og det synes jeg virker meget fint. Desuden falder forfatteren heller ikke i og bliver Piet Hein-gruk-aforisme-klog. Det ligger lige for at fylde den korte form ud med små afrundede fyndigheder – og det holder Simon Fruelund sig heldigvis (næsten altid) for god til.

Jeg har lyst til at citere mere for at forklare hvad jeg godt kan lide ved bogen, men jeg kan ikke vælge noget ud der yder hele bogen retfærdighed – ligesom citatet ovenfor ikke i sig selv er fantastisk. Og det er måske en anden pointe: sammen bliver de små beskrivelser til meget mere end de er enkeltvis.

For det første er der nogle små og lidt sjove henvisninger mellem afsnittene – der bliver refereret til dem ovre i nummer det og det, og af og til dukker der overraskelser op på den måde.

Men for det andet, og måske lige så vigtigt: jeg synes der er noget fint ved at kigge ind i alle husene og få det personlige (jf. dækket tanke osv.) blik på hvad der er vigtigt i deres liv. Tanken om at alle de mennesker man møder i løbet af en dag, hver især har et liv der er lige så stort og svært og sjovt som ens eget, det er næsten uoverskueligt! Og det bliver det også lidt når man får sådan et lillebitte kondenseret kig ind i alle husene.

Skrifttypen er så et kapitel for sig. Da jeg bladrede i bogen nede i boghandlen på hjørnet var jeg lige ved at lægge den fra mig da jeg opdagede at den er skrevet med åndssvage, åndsvage Times New Roman. Skriften som bliver brugt af alle, lige fra syvendeklasses skoleelever til adskillige danske ministerier. Nå, jeg købte den alligevel og fandt hjemme til min store overraskelse ud af at der i starten står “Bogen er sat med MT Dante”. Det er den jo ikke! (Selv om tanken er elegant nok, eftersom bogen især handler om Dantes Allé.)

Men så alligevel. Overskrifterne er vist skrevet med Dante. Og når noget står i kursiv, er det ikke Times New Roman-kursiv, men Dante-kursiv. Det er ret mystisk, og jeg ringede i fredags til forlaget for at spørge hvad meningen var – den rette person er der først på sin plads i morgen – hvor jeg selvfølgelig vil prøve igen. Med andre ord: opdatering følger! Læs bogen mens du venter.

Update 30. oktober: I dag fik jeg fat i forlaget som først benægtede og derefter sendte mig videre til grafikeren – som med tilsvarende høflig skepsis afviste at bogen skulle være sat med noget som helst andet end MT Dante. Døm selv – herunder først et foto fra bogen side 44, derefter samme tekst skrevet med Times New Roman, og til med MT Dante. Bemærk bl.a. forskellene i e’ernes spidser, det nederste af maven på p’erne og krøllen på det lille g.

Denne bog købte jeg naturligvis primært på grund af titlen. Men nok også lidt fordi jeg tidligere har læst nogle essays af Orwell som var ret gode – og fordi hans mest kendte bog, Nineteen Eighty-Four (1949), trods evig eksponering virkelig er fremragende.

Desværre blev jeg lidt skuffet – og er endda selv ude om det. Jeg var nok bare i humør til at læse noget stille og roligt med et par gode historier eller hvad ved jeg – og flere af de ret lange essays i den ellers ganske lille bog var ret tunge i det. Fx følte jeg virkelig jeg gik glip af en masse i “Notes on Nationalism”: en rimelig omfattende karakteristik af nationalisme i alle sine former og som noget fundamentalt andet end patriotisme.

Mine øjne gled hen over bogstaverne, og kun sjældent var der noget der rigtig fangede min opmærksomhed. Ét af stederne var dog hvor Orwell giver fem eksempler på sandheder som forskellige typer nationalister aldrig kan erkende. Irske nationalister ville således aldrig acceptere det faktum at Irland kun kunne være uafhængigt under britisk beskyttelse – og trotskister kunne umuligt indse at Stalins styre var støttet af det russiske folk. Det mindede mig om Pierre Bourdieus lidt sjove begreb méconnaissance som Henrik Dahl oversætter til systematisk fejlindsigt i egen praksis: altså det at man pure nægter at acceptere fakta som er grundlæggende og afgørende for ens egen situation.

Et andet eksempel på noget der – trods alt – fangede min interesse, er egentlig bare et løsrevet citat om nationalisme:

There is no crime, absolutely none, that cannot be condoned when ‘our’ side commits it. Even if one does not deny that the crime has happened, even if one knows that it is exactly the same crime as one has condemned in some other case, even if one admits in an intellectual sense that it is unjustified – still one cannot feel that it is wrong. Loyalty is involved, and so pity ceases to function.

I en tid med hemmelige fangeoverførsler, amerikanske torturfængsler i Mellemøsten og ringere og ringere pressefrihed i USA virker citatet pludselig meget aktuelt. Om det så betyder at amerikanerne er nationalister – og hvad det i så fald vil sige – ville jeg måske vide hvis jeg havde læst bogen ordentligt.

Selve det essay som gav navn til bogen, fylder kun tre sider – og er virkelig hverken mere eller andet end det udgiver sig for at være.

Irvine Welsh – mest kendt for at have skrevet Trainspotting (1993) – er vist nok blevet voksen. Det lader i hvert fald til at det er det han prøver at være, uden det store held, i The Bedroom Secrets of the Master Chefs som udkom tidligere i år.

Hvor Welsh tidligere har skrevet virkelig fremragende om livet i Edinburgh-forstaden Leith med stoffer, sex, arbejdsløshed og almindelig kedsomhed, virker det hele lidt tamt i denne bog hvor hovedpersonerne faktisk har et arbejde, rejser hele vejen til San Francisco, og ikke er på heroin, men bare drikker alt, alt for meget. Et nyt emne der bliver taget op, er mobning på arbejdspladsen. Prisværdigt nok, men Irvine Welsh skriver elendigt og plat om det – han skulle måske have læst Christian Jungersens Undtagelsen til inspiration først.

Desuden rummer bogen et voldsomt overnaturligt element – en forbandelse, som får den enes tømmermænd til at ramme den anden. Det er vist sket en enkelt gang før at Welsh finder på sådan noget, men denne gang fylder det meget i bogen og mislykkes i den grad – måske fordi det hele er taget ud af den sædvanlige narkokontekst hvor alt er lidt mere tilladt.

Endelig plejer han at skrive sin bøger på – ikke engelsk, men skotsk. Det vil sige med skotsk stavning og en lang række skotske gloser. Men i denne bog er det kun enkelte steder i forbindelse med direkte tale hos visse personer. Her et eksempel, fundet med megen møje og besvær:

So wir back up this big posh gaff up in Merchy; big indoor pool, auld man n auld girl away oan holiday, n wir aw cavortin aroond in the skud. It’s the first time we’ve seen the Big Man without clathes, n, well … ye kin imagine. Bit they lassies are aw horned up, this big posh bird Andrea, and that Sarah lassie, n every cunt starts gittin frisky.

Og det er ærgerligt han ikke gør det mere – når først man har gennemskuet stavningen og lært ord som bairn, ken, poof eller fitba, så giver det en utrolig stilistisk virkning og lokalkolorit en masse.

Alt i alt en dårlig bog af en fantastisk forfatter – og det er jo aldrig sjovt. Selv forsiden af grim, derfor i stedet bare et billede af forfatteren i forklædning.

Men én god ting er der at sige: bogen er sat med skriften Bembo. Den er så smuk at Niller gik med til at vi brugte den til vores speciale. Hurra!

Beslægtet med Penguin-serien som jeg nævnte for nylig, er vist Picador Shots – en også enormt billig serie bøger der har til formål at promovere noveller. På Amazon stødte jeg på Bret Easton Ellis’ lille bog i denne serie og købte den – som trofast Ellis-læser – naturligvis på stedet.

For jeg troede jo naivt nok at det var nye noveller, udgivet efter hans seneste Lunar Park. Men havde jeg styret min begejstring og læst kundekommentarerne inde på siden hvor jeg købte den, havde jeg fundet ud af at det bare var genoptryk af to noveller fra Ellis’ Informers helt tilbage fra 1994.

Og det er da længe siden jeg havde læst dem, og de var da også OK, men alligevel, jeg blev sgu da lidt skuffet. Måske også fordi hans “det er fedt og samtidig nederen at være ironisk og på stoffer”-attitude var lidt mere på sin plads for 12 (for ikke at sige 20) år siden end den er nu.

For nogle år siden købte jeg Knut Hamsuns samlede værker i Helligåndskirken, og med jævne mellemrum tager jeg en bog ud og får et skud norsk vægelsind. Denne gang Ny Jord der handler om en klike af kunstnere, et par købmænd og andre af spidserne i en norsk by.

Modsat hovedpersonen i Hamsuns noget mere kendte roman Sult er digterne her enormt tarvelige; de nasser skamløst på de godmodige grosserere som derved køber sig til kulturelitens selskab. Og ikke nok med det, den lede digter Irgens forfører endda købmændenes koner på skift. Digterne imellem er der stor og indædt konkurrence om stipendier og avisomtale i Gazetten.

Sjovt nok ligger det sarkastiske portræt ikke så langt fra den måde alle mulige andre små, litterære og/eller elitære miljøer karakteriseres i dag, mere end 100 år efter Ny Jord blev skrevet. Kærlighedshistorierne i bogen er til gengæld rimelig banale, og det virker lidt overflødigt at købmand Ole Henriksen tæt på bogens slutning skyder sig selv efter at have set sin elskede Aagot i en megabrandert, på vej ud af et værtshus sammen med Irgens – grossererens ven.

Men alt kan tilgives, når bare det er skrevet på norsk. Jeg kan ikke stå for det! Se bare dette afsnit hvor digterne til en privat fest er blevet småsnalrede:

Nei man generte sig ikke, Tonen var fri og man begyndte at bande hett. Snærperiet var Norges Ulykke, man lot heller sin unge Datter gaa i Hundene av Vankundighed om Tingene end man indviet hende i god Tid. Snærperiet var den Last som for Tiden stod i Blomst herhjemme. Det skulde Fan tørke mig ansættes offentlige Mænder til at skrike ut høit lidderlige Ord paa Gaten, bare for at gjøre unge Piker bekjendte med Livets Ting i god Tid.

Andre steder i blogland gør man nar af det norske sprog, men jeg synes der er noget rørende uskyldigt og nuttet over alt hvad der bliver formuleret på norsk. Var Hamsun nazist? So be it, han var nordmand, og alt er ham forladt.

Som opvarmning til dette arrangement læste jeg i går denne lille bog som er et uddrag af Hunter S. Thompsons selvbiografi Kingdom of Fear – en af hans sidste udgivelser inden han skød sig selv sidste år.

Bogen indeholder små fortællinger, episoder og en lille interviewstump. Det meste er virkelig meget Hunter-agtigt i stilen, og ellers var jeg vel også blevet skuffet. Mindst interessant er nogle trivielle og forudsigelige refleksioner over 11. september – mens det bedste nok er den syrede fortælling om hans fødselsdagsjoke med Jack Nicholson der bliver opfattet som et mordforsøg. Eller historien om hvordan Hunter S. Thompson med en voldsom lussing angiveligt smadrer trommehinden på en buddhistisk munk for at svare på hvordan det lyder når man klapper med én hånd.

Bogen, som kun er på 55 sider, er en del af en fantastisk serie; for at fejre billigbogsforlagets 70 års fødselsdag har Penguin udgivet 70 små bøger til kun 1½ £ pr. stk. Bøgerne er alle sat med Linotype Dante, og den er flot. Jeg bestilte 10 af de små søde bøger som en julegave til mig selv sidste år – den bedste oplevelse indtil videre har i øvrigt været Vladimir Nabokovs Cloud, Castle, Lake.