“Jeg er en stor fan,” sagde jeg genert da jeg fik min fine nyindkøbte Stejl Fart-bog signeret af Christoffer Zieler på bogmessen sidste weekend. “Tak,” lød det næsten lige så kejtet fra tegneren, som om han var lige så uvant med at en fremmed erklærede sig som fan, som jeg er med at erklære mig som fan af noget som helst.

Men det er jeg – kæmpe fan! Og begejstret læser af hans blog af samme navn siden begyndelsen, hvilket jeg også fik fortalt ham lige så akavet, og hvilket han reagerede næsten lige så akavet på. Godt det samme at jeg ikke nåede til at fortælle ham at jeg engang havde en kollega hvis kæreste var en af hans venner.

Faktisk stammer min entusiasme for hans tegninger helt tilbage fra da jeg første gang så hans stribe Maltes Spalte i KU’s Universitetsavisen i begyndelsen af dette årti. Siden har jeg fulgt hans blog, og det er tegningerne herfra som nu er blevet til en fin lille bog.

Konceptet er ret simpelt – ingen overordnet sammenhæng mellem tegningerne, der for det meste består af et billede og en hel del ord. Christoffer Zieler har selv engang reflekteret over hvad hans tegninger handler om, og det rammer egentlig nogenlunde:

“Jeg kan godt lide kombinationen af dramatiske erklæringer og flegmatiske ansigter. Det er princippet bag mit virke som tegner.”

Tit er der også tale om et møde mellem ret almindelige mennesker (eller dyr) og helt urimelige eller mærkelige mennesker. Som fx her:

Det er i mine øjne evig morsomt, skarpt og dejligt. Det gælder både tegningerne – der tit viser folk fra rigtig grimme sider – og teksterne der på én gang spænder fra det seriøse og gennemtænkte til det jævne og platte på en måde som jeg synes er virkelig sjov. Men det er også den slags humor som ikke vinder ved at blive forklaret eller fortolket, så kig hellere selv på Stejl Fart.

Det var noget af en skuffelse da jeg for nylig opdagede at min aldeles enestående idé om at skrive sure haikudigte om trafik slet ikke var så unik. En på ingen måde funky fynbo med fuldskæg og cowboyhat er efter alt at dømme kommet mig i forkøbet med noget så moderne som en sms-udgivelse af haikudigte om trafik. Jøsses!

Og det værste er endda at de ikke er dårlige. Et af dem lyder for eksempel:

Fynbussen kommer
aldrig mere til tiden
kollektiv nedtur

Min eneste trøst er at de slet ikke er så vrede som mine egne Trafikhad-tweets – de fleste er faktisk søde og positive. Men når man tager prisen for værket i betragtning – en flad femmer – må jeg bøje mig og anbefale alle andre selv at gå ind og købe værket på denne side.

To karbade tog det at komme igennem denne lille sag. Som allerede sagt om Grog historier er det ekstremt stille og roligt og meget hyggeligt. Man følger den lille hund Grog der bor hos sin herre i en villa på Frederiksberg engang i første halvdel af det tyvende århundrede: livet i huset, snakken med de andre hunde på vejen, årstidernes skiften osv. Jeg kan helt ærligt ikke forstå hvorfor jeg er så glad for Grog-bøgerne som jeg er. Det er tit lommefilosofi pakket ind i en børneagtig hundenaivitet på en næsten ulidelig måde – men hvis jeg er træt, føles det bare helt rigtig og godt med en lille hunds forglemmelige betragtninger over blæsevejr. Litteraturens svar på ‘De unge mødre’?

Selv om Empire Falls er navnet på byen hvor denne bog foregår, er ens nok mere intuitive læsning af titlen helt på sin plads. Bogen handler på sin vis om et imperium der falder – og i hvert fald i høj grad om forfald mere generelt.

Historien foregår i en lille amerikansk by i Maine hvor tingene ikke går så godt. Tekstilfabrikken er ligesom så meget andet lukket ned, og der er ikke rigtig nogen jobs. Den eneste i byen som det går rigtig godt for, er en ældre dame – Mrs. Whiting – hvis slægt altid har ejet store dele af byen.

Hun ejer også The Empire Grill hvor bogens hovedperson Miles arbejder. Hans mor sled på tekstilfabrikken og siden hos Mrs. Whiting for at Miles kunne få råd til en uddannelse og slippe væk fra Empire Falls – men forgæves. Nu gør han omtrent det samme – bare for sin datter Tick som han har fået med Janine som netop har forladt Miles til fordel for en af stamkunderne fra The Empire Grill.

Så langt så godt – herfra begynder det så at gå galt. Det sker stille og roligt og efter en lang og grundig – men ikke kedelig – introduktion til den lille by og dens personer – herunder også den irriterende betjent, Ticks underlige klassekammerat, Miles’ bror, Mrs. Whitings handicappede datter og Miles’ hemmelige kærlighed som også arbejder på The Empire Grill.

Bogen er rigtig godt skrevet – supergennemført, veldoseret og hen mod slutningen både overraskende og dramatisk. Men styrken ligger i  mine øjne især i beskrivelsen af samfundet og det forhold man i løbet af de knap 500 sider når at bygge op til dens indbyggere. Dejlig bog!

Klassisk Ellis – men på en ganske skuffende måde. Konceptet, virkemidlerne og stemningen i Imperial Bedrooms er ikke grundlæggende forskellige fra Bret Easton Ellis’ gennembrudsbøger Less Than Zero (1985) og American Psycho (1991). Og det er på en måde lidt ærgerligt, når nu der er gået sådan en 20-25 år – og Ellis oven i købet har brudt lidt med genren i nogle af hans seneste bøger.

I Imperial Bedrooms er hovedpersonen – Clay – den samme som i Less Than Zero. Der er bare gået 25 år, og Clay er nu succesfuld manuskriptforfatter, bor i Los Angeles og har det i hele taget relativt godt – i hvert fald økonomisk set.

Men så falder han – sådan da – for en ung skuespiller. Hun deler seng med ham mod hans løfte om at han kan skaffe hende en rolle i en af hans film. Hun viser sig imidlertid at være en farlig kvinde – etc. etc. – I kender næsten resten.

Nok er det en anelse hyggeligt med god gammel dags Bret Easton Ellis – men også en vældig tynd og tam kop te, og man efterlades med en svag følelse af tomhed – og nej, ikke bare den tomhed Ellis ellers har været ekspert i helt bevidst at fremmane.

Og så ville det være forfriskende hvis han for en gangs skyld kunne tegne et portræt af en person der ikke er samme alder som ham selv og bor det samme sted. Han er selvfølgelig blevet berømt på at beskrive sin samtid og sine omgivelser – men det bliver også næsten lidt forudsigeligt.

Til gengæld er bogen sat med den fantastisk smukke skrifttype Electra, som ikke bare Ellis’ andre bøger, men også den store forfatter Don DeLillos bøger (herunder Underworld – tænk at jeg kunne glemme at nævne det) er sat med. Lækkert!

En Erlend Loe-bog baseret på virkelige hændelser! Det lyder utroligt, men den er tilsyneladende god nok. Erlend Loe drog sidst i 90’erne til en ø i stillehavet med syv kammerater – i bogens fiktion for at efterprøve jeg-fortællerens teori om, at sydamerikanere under en istid emigrerede til Polynesien på skøjter.

Det lyder lige så naivt og crazy som Erlend Loes andre bøger, men er i virkeligheden lidt mere langtrukkent. Mange sider går med at bogens Erlend skaffer kapital og udvælger ekspeditionsdeltagere.

Når de endelig kommer afsted til deres stillehavsø, bliver det ikke uventet lidt svært at bevise teorien – til gengæld bliver det på mange måder et underholdende studie i hvordan man opfører sig på sådan en ekspedition når man slet ikke er rigtig opdagelsesrejsende, men bare en slap humanist med hang til kaffe og cigaretter.

Jeg prøvede stædigt gennem bogen at holde fast i at det jo bare var fiktion, men midt i bogen findes en række sider med diverse dokumentation – billeder, breve, dokumenter osv.

Og det er måske meget fornuftigt – jeg småkedede mig gennem første halvdel af bogen og begyndte først at føle mig rigtig underholdt når jeg spekulerede over hvor meget der nu egentlig var sket i virkeligheden.

L er en anderledes Erlend Loe-bog – men bestemt ikke hans bedste.

Peter Seeberg er for mig det samme for litteratur som CV Jørgensen er for musik eller Erik Hagens for billedkunst: lidt halvfjerdseragtig, lidt gammeldags, lidt venstreorienteret og ret sej.

Argumenter for benådning er en novellesamling og en ret blandet landhandel. Jeg kan ikke se nogen som helst rød tråd i novellerne, hverken hvad angår form, stil eller temaer. Men det er alt sammen helt udmærket – af og til sjovt, tragisk, elegant og kryptisk.

 

Denne bog har fået sin andel af badekar, spabade og saunaer. Jeg læste den første gang i 1999 på min første skiferie hvor jeg erfarede at jeg faktisk ikke gad stå på ski og i stedet tilbragte dagene i hytten med bogen og en kande kaffe. I år har jeg været på to skiferier – stadig i store træk uden at stå på ski – og benyttede anledningen til at læse Underworld igen.

Og denne bog er altså på alle måder så stor at den er værd ikke bare at læse én gang til, men måske tre eller fem, forestiller jeg mig. Ikke fordi man ikke får meget ud af den første og anden gang, men fordi den er så omfangsrig, og fordi der er knyttet tråde mellem alle tekstdelene som giver den endnu mere dybde når man læser den igen.

Med stor mener jeg over 800 sider, fem årtier og et persongalleri der er så omfattende at jeg – belært af erfaringen fra sidste gang – undervejs noterede personerne i et diagram med forbindelsespile mellem ægtefæller, børn, gamle bekendte og alt muligt andet der knytter dem sammen på tværs af bogen.

Det lyder kedeligt, men inden jeg når frem til at fortælle hvorfor det ikke er det, må jeg fortælle lidt om hvad den handler om. Sådan som jeg ser det, er der trods alle bogens karakterer – fiktive og historiske – én hovedperson: Nick Shay. Ham følger man gennem bogens i store træk omvendte kronologi fra hans etablerede liv i halvfemserne til hans ungdom i Bronx i halvtredserne.

Men der optræder så mange personer, og de får hver især så meget opmærksomhed, at Nick Shay ikke fungerer som bogens røde tråd. Den rolle tilfalder snarere – men heller ikke helt – en bold der bliver brugt i en historisk baseballkamp i 1951. En sort knægt har snydt sig ind til kampen og får gennem hård kamp fat i bolden pga. en home run der lander lige der hvor han sidder. Hans far tager den fra ham samme aften, sælger den til en mand hvis søn arver den, mister den, bliver opsporet af en baseballfanatiker og endelig købt til en helt urimelig pris af – Nick Shay. Det er sikkert ikke svært at forestille sig de personlige sejre og nederlag der følger i kølvandet på et så amerikansk relikvie, og som man som læser bliver vidne til gennem bogen.

Men bogen handler ikke bare om baseball og følelser. Dagen efter baseballkampen delte den berømte home run ligeligt forsiden af New Tork Times med nyheden om en sovjetisk atomprøvesprængning. For de personlige dramaer i Underworld får modspil af den kolde krig og af samfundsforholdene i USA. Bogen handler vitterlig om graffiti, sex, kommunisme, arbejdsliv, parforhold, stand-up, kunst, vold, familie, indvandring, stoffer, utroskab, religion, krig, raceadskillelse, medier og tusind andre ting. Og det utrolige er at det hele hænger sammen og endda giver mig en oplevelse af at det faktisk går op i en højere helhed.

Og så har jeg ikke engang nævnt det stilistiske. Don DeLillo er en fantastisk forfatter; ekstremt grundig, sikker, kompromisløs, ikke-leflende og alligevel indbydende at læse. Der er ikke en kedelig passage i løbet af de 800 sider, og der er ikke et sted hvor det på mig virker utroværdigt, overflødigt eller bare slapt. Jeg synes det signalerer et kolossalt overskud at kunne spænde så vidt med så sikker hånd.

Don DeLillo er en gammel mand nu, og hans bøger har siden Underworld været gode, men noget mere fortættede. I et interview for nylig sagde han heldigvis: “If a longer novel announces itself, I’ll write it.” Jeg håber! Men ellers kan man jo altid tage på skiferie og læse Underworld igen.

Titlen på denne bog er ikke særlig Helle Helle-agtig, synes jeg, og jeg var spændt på om bogen også var anderledes end hvad hun ellers har skrevet. Det er den stort set ikke; det er med andre ord stilfærdig dansk dagligdagsfiktion og rigtig godt.

Ligesom i Ned til hundene er plottet centreret om en kvinde der midlertidigt flytter ind hos et par der ellers ikke rigtig har plads til hende. Men i Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand er synsvinklen ikke hos kvinden der flytter ind, men hos hende der bor der i forvejen. Og hvor det i Ned til hundene bl.a. er en oplivende beskrivelse af gæstfrihed, er det her afgørende at tilflytteren er i vejen og forværrer et parforhold der ikke fungerer godt i forvejen.

Nedslående! Men en rigtig fin bog.

En udmærket fortættet lille bog. Handlingen er kronologisk, og de 200 sider udspiller sig over en enkelt nat fra lige før midnat til henad syvtiden.

Mari Asai sidder stiller og roligt på en diner i en japansk storby og læser, men afbrydes af bogens handling: en ung jazzmusiker der kender hendes søster, en kinesisk prostitueret der har fået tæsk af en kunde – og det faktum at Maris søster har sovet uafbrudt i to måneder og stadig gør det.

Fortællerstemmen trækker læseren med ind i et pudsigt ‘vi’ der ser alt – både den konkrete handling og noget der har et mere drømmeagtigt skær. I den forstand meget Murakami-agtigt, men det er bare slet ikke så omfattende og snirklet som i Trækopfuglens krønike og Kafka on the Shore.

Og på den måde er After Dark i mine øjne nok heller ikke lige så god – jeg kan godt lide idéen om det lille format, og det fungerer også udmærket – men jeg synes Haruki Murakami er bedre i de lange og mere komplicerede historier.