Klassisk Ellis – men på en ganske skuffende måde. Konceptet, virkemidlerne og stemningen i Imperial Bedrooms er ikke grundlæggende forskellige fra Bret Easton Ellis’ gennembrudsbøger Less Than Zero (1985) og American Psycho (1991). Og det er på en måde lidt ærgerligt, når nu der er gået sådan en 20-25 år – og Ellis oven i købet har brudt lidt med genren i nogle af hans seneste bøger.

I Imperial Bedrooms er hovedpersonen – Clay – den samme som i Less Than Zero. Der er bare gået 25 år, og Clay er nu succesfuld manuskriptforfatter, bor i Los Angeles og har det i hele taget relativt godt – i hvert fald økonomisk set.

Men så falder han – sådan da – for en ung skuespiller. Hun deler seng med ham mod hans løfte om at han kan skaffe hende en rolle i en af hans film. Hun viser sig imidlertid at være en farlig kvinde – etc. etc. – I kender næsten resten.

Nok er det en anelse hyggeligt med god gammel dags Bret Easton Ellis – men også en vældig tynd og tam kop te, og man efterlades med en svag følelse af tomhed – og nej, ikke bare den tomhed Ellis ellers har været ekspert i helt bevidst at fremmane.

Og så ville det være forfriskende hvis han for en gangs skyld kunne tegne et portræt af en person der ikke er samme alder som ham selv og bor det samme sted. Han er selvfølgelig blevet berømt på at beskrive sin samtid og sine omgivelser – men det bliver også næsten lidt forudsigeligt.

Til gengæld er bogen sat med den fantastisk smukke skrifttype Electra, som ikke bare Ellis’ andre bøger, men også den store forfatter Don DeLillos bøger (herunder Underworld – tænk at jeg kunne glemme at nævne det) er sat med. Lækkert!

En Erlend Loe-bog baseret på virkelige hændelser! Det lyder utroligt, men den er tilsyneladende god nok. Erlend Loe drog sidst i 90’erne til en ø i stillehavet med syv kammerater – i bogens fiktion for at efterprøve jeg-fortællerens teori om, at sydamerikanere under en istid emigrerede til Polynesien på skøjter.

Det lyder lige så naivt og crazy som Erlend Loes andre bøger, men er i virkeligheden lidt mere langtrukkent. Mange sider går med at bogens Erlend skaffer kapital og udvælger ekspeditionsdeltagere.

Når de endelig kommer afsted til deres stillehavsø, bliver det ikke uventet lidt svært at bevise teorien – til gengæld bliver det på mange måder et underholdende studie i hvordan man opfører sig på sådan en ekspedition når man slet ikke er rigtig opdagelsesrejsende, men bare en slap humanist med hang til kaffe og cigaretter.

Jeg prøvede stædigt gennem bogen at holde fast i at det jo bare var fiktion, men midt i bogen findes en række sider med diverse dokumentation – billeder, breve, dokumenter osv.

Og det er måske meget fornuftigt – jeg småkedede mig gennem første halvdel af bogen og begyndte først at føle mig rigtig underholdt når jeg spekulerede over hvor meget der nu egentlig var sket i virkeligheden.

L er en anderledes Erlend Loe-bog – men bestemt ikke hans bedste.

Peter Seeberg er for mig det samme for litteratur som CV Jørgensen er for musik eller Erik Hagens for billedkunst: lidt halvfjerdseragtig, lidt gammeldags, lidt venstreorienteret og ret sej.

Argumenter for benådning er en novellesamling og en ret blandet landhandel. Jeg kan ikke se nogen som helst rød tråd i novellerne, hverken hvad angår form, stil eller temaer. Men det er alt sammen helt udmærket – af og til sjovt, tragisk, elegant og kryptisk.

 

Denne bog har fået sin andel af badekar, spabade og saunaer. Jeg læste den første gang i 1999 på min første skiferie hvor jeg erfarede at jeg faktisk ikke gad stå på ski og i stedet tilbragte dagene i hytten med bogen og en kande kaffe. I år har jeg været på to skiferier – stadig i store træk uden at stå på ski – og benyttede anledningen til at læse Underworld igen.

Og denne bog er altså på alle måder så stor at den er værd ikke bare at læse én gang til, men måske tre eller fem, forestiller jeg mig. Ikke fordi man ikke får meget ud af den første og anden gang, men fordi den er så omfangsrig, og fordi der er knyttet tråde mellem alle tekstdelene som giver den endnu mere dybde når man læser den igen.

Med stor mener jeg over 800 sider, fem årtier og et persongalleri der er så omfattende at jeg – belært af erfaringen fra sidste gang – undervejs noterede personerne i et diagram med forbindelsespile mellem ægtefæller, børn, gamle bekendte og alt muligt andet der knytter dem sammen på tværs af bogen.

Det lyder kedeligt, men inden jeg når frem til at fortælle hvorfor det ikke er det, må jeg fortælle lidt om hvad den handler om. Sådan som jeg ser det, er der trods alle bogens karakterer – fiktive og historiske – én hovedperson: Nick Shay. Ham følger man gennem bogens i store træk omvendte kronologi fra hans etablerede liv i halvfemserne til hans ungdom i Bronx i halvtredserne.

Men der optræder så mange personer, og de får hver især så meget opmærksomhed, at Nick Shay ikke fungerer som bogens røde tråd. Den rolle tilfalder snarere – men heller ikke helt – en bold der bliver brugt i en historisk baseballkamp i 1951. En sort knægt har snydt sig ind til kampen og får gennem hård kamp fat i bolden pga. en home run der lander lige der hvor han sidder. Hans far tager den fra ham samme aften, sælger den til en mand hvis søn arver den, mister den, bliver opsporet af en baseballfanatiker og endelig købt til en helt urimelig pris af – Nick Shay. Det er sikkert ikke svært at forestille sig de personlige sejre og nederlag der følger i kølvandet på et så amerikansk relikvie, og som man som læser bliver vidne til gennem bogen.

Men bogen handler ikke bare om baseball og følelser. Dagen efter baseballkampen delte den berømte home run ligeligt forsiden af New Tork Times med nyheden om en sovjetisk atomprøvesprængning. For de personlige dramaer i Underworld får modspil af den kolde krig og af samfundsforholdene i USA. Bogen handler vitterlig om graffiti, sex, kommunisme, arbejdsliv, parforhold, stand-up, kunst, vold, familie, indvandring, stoffer, utroskab, religion, krig, raceadskillelse, medier og tusind andre ting. Og det utrolige er at det hele hænger sammen og endda giver mig en oplevelse af at det faktisk går op i en højere helhed.

Og så har jeg ikke engang nævnt det stilistiske. Don DeLillo er en fantastisk forfatter; ekstremt grundig, sikker, kompromisløs, ikke-leflende og alligevel indbydende at læse. Der er ikke en kedelig passage i løbet af de 800 sider, og der er ikke et sted hvor det på mig virker utroværdigt, overflødigt eller bare slapt. Jeg synes det signalerer et kolossalt overskud at kunne spænde så vidt med så sikker hånd.

Don DeLillo er en gammel mand nu, og hans bøger har siden Underworld været gode, men noget mere fortættede. I et interview for nylig sagde han heldigvis: “If a longer novel announces itself, I’ll write it.” Jeg håber! Men ellers kan man jo altid tage på skiferie og læse Underworld igen.

Titlen på denne bog er ikke særlig Helle Helle-agtig, synes jeg, og jeg var spændt på om bogen også var anderledes end hvad hun ellers har skrevet. Det er den stort set ikke; det er med andre ord stilfærdig dansk dagligdagsfiktion og rigtig godt.

Ligesom i Ned til hundene er plottet centreret om en kvinde der midlertidigt flytter ind hos et par der ellers ikke rigtig har plads til hende. Men i Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand er synsvinklen ikke hos kvinden der flytter ind, men hos hende der bor der i forvejen. Og hvor det i Ned til hundene bl.a. er en oplivende beskrivelse af gæstfrihed, er det her afgørende at tilflytteren er i vejen og forværrer et parforhold der ikke fungerer godt i forvejen.

Nedslående! Men en rigtig fin bog.

En udmærket fortættet lille bog. Handlingen er kronologisk, og de 200 sider udspiller sig over en enkelt nat fra lige før midnat til henad syvtiden.

Mari Asai sidder stiller og roligt på en diner i en japansk storby og læser, men afbrydes af bogens handling: en ung jazzmusiker der kender hendes søster, en kinesisk prostitueret der har fået tæsk af en kunde – og det faktum at Maris søster har sovet uafbrudt i to måneder og stadig gør det.

Fortællerstemmen trækker læseren med ind i et pudsigt ‘vi’ der ser alt – både den konkrete handling og noget der har et mere drømmeagtigt skær. I den forstand meget Murakami-agtigt, men det er bare slet ikke så omfattende og snirklet som i Trækopfuglens krønike og Kafka on the Shore.

Og på den måde er After Dark i mine øjne nok heller ikke lige så god – jeg kan godt lide idéen om det lille format, og det fungerer også udmærket – men jeg synes Haruki Murakami er bedre i de lange og mere komplicerede historier.

En dejlig bog! I den lille by Sandhavn (læs: Hanstholm) ved den nordjyske vestkyst følger man i 1900-tallets begyndelse et lille persongalleri og bygningen af en havn. Personlige dramaer, lidt kærlighed, bonde- og fiskersamfund vs. modernisme – og et væld af naturbeskrivelser. Det lyder kedeligt, men det kribler og krabler, man får lyst til at være der – og det er som om Noma kunne konstruere syv retter bare ud fra denne bog. Især en af personerne kommer man til at følge, og der får det lidt karakter af en dannelsesroman – dog meget mere fragmenteret og vældig meget kortere end i Jacob Paludans Jørgen Stein (som jeg i øvrigt har fået meget lyst til at genlæse). Det skyldes ikke mindst at jeg havde glemt hvor godt han skriver – og her mener jeg ikke bare i forhold til plottet, men også helt ned på det mest tekstnære plan.

En fin, lille og lidt anderledes Auster-bog. Den er mindre kringlet og fabulerende og lidt mere ‘ren’ i sit udtryk end det meste af hvad han ellers har skrevet. Og så er den mere alvorlig.

Historien udspiller sig over en enkelt nat for en aldrende litteraturkritiker der ligger søvnløs i sin datters hus i Vermont. Der er tre spor i fortællingen: den konkrete situation (han kan ikke sove, nu skal han tisse, hvor er det ur?), tilbageblikket på hans liv (hans familie, hans afdøde kone og de synder han har begået) og endelig en krigshistorie han digter i situationen for ikke at ligge og tænke på de svære ting der holder ham vågen.

Ikke overraskende er den opdigtede krigshistorie på mange måder et billede på mandens tanker generelt og indeholder i øvrigt også personer fra hans eget liv – han indgår endda selv i den på et metaniveau der nærmest minder om den gode gamle New York-trilogi.

Men mere overraskende følger den ikke den gamle mand natten igennem; den slutter noget brat før det bliver daggry, og den bliver på en fine måde ved det den er: en historie. Mandens virkelighed slutter imidlertid ikke samtidig med hans lille borgerkrigsdrama, og måske er det dét der gør bogen mere alvorlig.

Ikke Paul Austers bedste bog, men Man in the Dark er til gengæld forfriskende nyt fra hans hånd og langt fra endnu én af den slags Auster-bøger man allerede har læst.

Mere britisk bliver det ikke. Romanen af Mick Jackson (som jeg ikke havde hørt om før) er en slags stemningsbillede af en lille engelsk landsby i 40’erne. Tiden er præget af krigen, men i et så stillestående samfund gør selv dét ikke mere indtryk på beboerne end fx en ny og mystisk tilflytter til byen.

Meget passende er der et fint lille persongalleri af semi-særlinge: en tyk postdame, en ældre flaskeskibsbygger (der selvfølgelig hedder ‘the captain’), en gigtplaget præst, en blid og irriterende ungkarl osv. Titlen Five Boys henviser til – ja, fem drenge – som er berygtede for den ballade de laver.

Bogen består reelt af en række separate anekdoter der egentlig kunne fungere hver for sig. Men de er altså samlet i en roman, hvilket egentlig er lidt synd, fordi der ikke rigtig er sammenhæng i det. Det starter med en lille dreng fra London der bliver evakueret pga. krigen og kommer til den lille by. Men det er som om fortælleren mister interessen for ham og begynder at fortælle om de fem drenge, men til sidst kæmper de med en mærkelig biavler om æren som rød tråd i den større sammenhæng.

Stemningen, historierne og karaktererne er fine og af og til ganske subtile og ret underholdende – men jeg er stadig lidt i tvivl om hvad bogen egentlig handler om.

Dette er tredje bog i træk som jeg faktisk har læst før. Uopfindsomt! Men den her er altså god.

Det er sådan en sammenvævet Magnolia-agtig konstruktion der som hovedpersoner har en kreds af mennesker der kender hinanden lidt på kryds og tværs. Flere af disse er historiske personer (fx udbryderkongen Harry Houdini) – andre er fiktive, og de mødes, skilles og skaber handlingen i bogen som spænder over alt muligt fra personlig tragedie, kommunisme, seksuel besættelse, raceproblemer, ægteskab og alt muligt andet.

Bogen er på under 300 sider, men føles på mange måder større – og alligevel er der en lethed over det hele. Den er underholdende, lidt flabet i sin omgang med kendte mennesker og litterær på en rigtig lækker måde.

Eneste minus er det irriterende og halvdårlige forord – måske skulle jeg bare lære at lade være med at læse dem. I øvrigt – hvis nogen skulle være interesseret – er Ragtime sat med den smukke skrift Electra, og det er jo et plus i sig selv.