Jeg havde flere gange hørt godt om Niels Overgaards bøger – både den seneste (Mere er aldrig nok) og den her lidt ældre sag – som forsøger at omsætte antik stoisk filosofi til principper vi kan have glæde af i vores moderne verden. Og så fandt jeg ud af at jeg kunne høre Det hele handler ikke om dig som lydbog på mine ikke så få gåture.

Og som det af og til går, når man har hørt at en bog nærmest har ændret andres liv – ja, så bliver man lidt skuffet.

Bogen er velfunderet og velskrevet, og i mine øjne har den en fin balance mellem det saglige og det personlige. Og samspillet mellem teori og eksempler er afgørende når man tager udgangspunkt i Seneca, Epiktet og Marcus Aurelius og gerne vil overføre det til konkrete livsvalg i 2020’erne.

Men det skete for tit for mig under lytningen at jeg ikke blev helt overbevist. En del af den konkrete udmøntning af stoicisme er at man skal fokusere på at gøre det rigtige. Det rigtige er tit det svære, det ubelejlige, det ikke-lystbetonede. Og det er selvfølgelig rigtigt at hvis man ikke gider gå ned med skrald, så er det bedre at få det overstået med det samme end at gå rundt i fire timer og være irriteret over at det hænger over hovedet på en.

Verden er dog ofte mere kompleks, og jeg er ikke helt sikker på at det altid er det mest rigtige at vælge den bøvlede vej, den uselviske løsning eller den mådeholdne nydelse. Lidt firkantet sagt er bogens budskab at friture er dårligt og kolde bade er godt. Det er altid bedre at gøre en ekstra god gerning og altid et dumt valg at sove længe. Trods forbehold og formidlingsmæssige vaccinationer står dette gammelkloge og stive budskab lidt for klart for mig.

Men lad os nu se. Det kan også være at nogle af bogens principper alligevel stille og roligt arbejder sig ind på mig. Noget af det jeg tager med mig, er bevidstheden om hvad man kan kontrollere og påvirke – og hvad man ikke kan – og at man skal fokusere sine kræfter på det første. Det kender man også fra den gamle Serenity Prayer, men det er fint udfoldet her. Og så har jeg flere gange øvet mig i at tænke på hvert øjeblik som perfekt – selv når det er lidt træls – fordi det skærper noget så banalt som min bevidsthed om alt det der trods alt er ret godt.