Når Helle Helle udgiver en ny bog, har jeg det som jeg skal holde lidt igen og ikke bare sluge den.

Og sådan har det også været med Hey Hafni, den dejlige opfølgning til Hafni fortæller. Denne gang er Hafni taget nogle måneder til den britiske turistby Brighton. Desværre kommer hendes bror på besøg for at løbe et marathon, men han brækker sin vrist, og han er lidt en plage at have boende. Derfor forvilder Hafni sig ud på en slags eventyr hvor hun er på tur i mange dage, møder en masse mennesker og kommer ind på livet af dem på sin egen kejtede og selvbevidste Helle Helle-agtige måde.

Så dejligt! Men selvfølgelig alt, alt for kort.

Så for satan. Det var 6’eren, og nu er jeg simpelt hen til vejs ende i Knausgårds Min kamp. Jeg synes det føles som lidt af en præstation, men så kan jeg jo tænke på at jeg var 14 år om at komme igennem de seks bøger, og Karl Ove var 3½ år om at skrive dem. Jesus! Det er vist også noget i retning af syv år siden jeg læste 5’eren.

Den lange pause skyldes naturligvis det berygtede essay om Hitler, der fylder sådan cirka en tredjedel af de godt 1.100 sider som sidste bog består af. Jeg havde gruet for det, og med rette. Det var langt, det var tungt, det var selvfølgelig godt, men i mine øjne også alt for meget. Noget af en hurdle.

Resten af bogen? Fremragende! Rørende, stilfærdig, voldsom, tåkrummende – og så videre. Helt som de fem andre.

Det føles helt mærkeligt at være færdig med den. Jeg har været i gang med den så længe at jeg har fået to børn undervejs! Inden jeg læste de sidste sider, fik jeg heldigvis bestilt en af Knausgårds nyere bøger, Nattskolen, som jeg ser frem til.