Mens det føltes som en lille kamp at komme gennem De tabte minders ø, er jeg ærgerlig over at Birgithe med th ikke var meget længere. Jeg har ikke læst så meget af Katrine Marie Guldager, men hendes nye bog er bedre end jeg husker de andre.
Bogen handler om en folkeskolelærer, ægtefælle og mor til tre som ikke har opgivet ungdommens indignation eller vilje til at prøve at forandre verden. Hun er vred, temperamentsfuld og har hjertet på rette sted – langt hen ad vejen, i hvert fald. Men hun er også lidt ved at gå op limingen efter sin mors død.
Det er en jordnær og genkendelig verden Katrine Marie Guldager beskriver – og en af bogens styrker er at det er let at forstå Birgithes opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert – men at man lige så let at se hende udefra (gennem romanens andre karakterer) og blive frustreret over hvor ensporet eller næsten egoistisk hun også er.
Jeg tror at jeg gennem anmeldelserne havde fået indtryk af at bogen var lidt letbenet. Den er letlæst, men virkelig ikke munter, faktisk næsten brutal. En kort og god bog – og en hovedperson som jeg tror vil blive boende inden i mig.