En lægeroman – på en måde. Men mest en bog om utroskab, desillusioneret midtvejskrise og en gennemgående bitterhed. Skønt!

Hovedpersonen er læge og træt af sine patienter og træt af sin mand. Siden børnene blev store, har mønsteret i huset været at manden kun har været optaget af at dyrke sport, og hun kun har været optaget af at se fjernsyn og drikke vin. De har været bevidste om deres laster og ladet den anden være i fred.

Men pludselig får hun kontakt til en ungdomskæreste, og det udvikler sig til systematisk utroskab. Det erstatter alkoholmisbruget, men selvfølgelig går det galt en dag.

Bogens realtid er deromkring, men kigger selvfølgelig tilbage på alt det der har ledt hen til denne situation, hvor hovedpersonen nu tilbringer både dage og nætter i sin lægepraksis og småskændes med et plasticskelet i hjørnet af rummet.

Det er lige så halvsjovt og heltrist som det lyder, og bogen er alt andet end løsningsorienteret. Hverken ægteskabet eller alternativet idylliseres, og fortælleren fremstår så konsistent forbitret og næsten usympatisk at det i det hele taget er meget lidt sentimentalt. Men stadig ofte sjovt. God bog!