Jeg tror det var en anmeldelse et sted der fik mig til at læse denne næsten 30 år gamle japanske roman. Noget med noget lidt dystert og kafkask og mystisk.

Og det passer vel egentlig meget godt. Det er en underlig historie om en ø hvor ting stille og roligt forsvinder. En morgen vågner man op, og fuglene er væk. De forsvinder fysisk, og kort efter kan man ikke huske at de har fandtes. Eller i hvert fald kun rent formelt – man kan i hvert fald ikke genkalde sig lyden af deres sang, deres bevægelser og deres samspil med årstiderne. Nogle få af øens beboere husker dog de ting der forsvinder, og nogen gemmer endda på nogle af genstandene i stedet for (som alle andre) at skille sig af med dem. Disse beboere jages af øens hemmelige politi der tager folk med sig, og så kommer de som regel aldrig tilbage.

I denne underlige verden følger vi fortælleren der bor alene i sit hus og lever at af at skrive romaner. Hun lever en stilfærdig tilværelse, indtil hendes forlægger pludselig er i risiko for at blive hentet af det hemmelige politi. Hun gemmer forlæggeren i et hemmeligt rum i sit hus som hun bygger med hjælp fra en gammel mand hun kender. Samtidig skriver hun videre på en symbolladet roman om en kvinde der mister sin stemme og bliver spærret inde i et tårn med en masse defekte skrivemaskiner.

På mange måder en fin bog, og alligevel var den lidt kedelig og trods sine kun 300 sider lidt langtrukken. Det trækker dog op at den slutter dejlig brutalt.

En lægeroman – på en måde. Men mest en bog om utroskab, desillusioneret midtvejskrise og en gennemgående bitterhed. Skønt!

Hovedpersonen er læge og træt af sine patienter og træt af sin mand. Siden børnene blev store, har mønsteret i huset været at manden kun har været optaget af at dyrke sport, og hun kun har været optaget af at se fjernsyn og drikke vin. De har været bevidste om deres laster og ladet den anden være i fred.

Men pludselig får hun kontakt til en ungdomskæreste, og det udvikler sig til systematisk utroskab. Det erstatter alkoholmisbruget, men selvfølgelig går det galt en dag.

Bogens realtid er deromkring, men kigger selvfølgelig tilbage på alt det der har ledt hen til denne situation, hvor hovedpersonen nu tilbringer både dage og nætter i sin lægepraksis og småskændes med et plasticskelet i hjørnet af rummet.

Det er lige så halvsjovt og heltrist som det lyder, og bogen er alt andet end løsningsorienteret. Hverken ægteskabet eller alternativet idylliseres, og fortælleren fremstår så konsistent forbitret og næsten usympatisk at det i det hele taget er meget lidt sentimentalt. Men stadig ofte sjovt. God bog!