Jeg føler mig halvgammel når jeg genlæser en Paul Auster-bog og finder ud af det er 22 år siden jeg sidst læste den. Men jeg fik lige lyst til det – selv om jeg ikke kunne huske meget andet end konceptet for bogen.

Men det er også lidt særligt. Fortælleren er nemlig en hund. Mr Bones, hedder den, og dens ejer er en hjemløs mand der ret tidligt i bogen dør (og når man dør, kommer man i Mr Bones’ forståelse til Timbuktu). Her starter hundens jagt på Timbuktu, og den møder nogle forskellige mennesker på sin vej.

Det er hyggeligt, men også lidt kedeligt og faktisk også forudsigeligt i al sin austerske uforudsigelighed. Måske læser jeg den igen i år 2044.