Det er vist den tredje bog af Victor Boy Lindholm jeg læser, og det holder stadig! De to andre handler ret meget om at cykle – det gør den her til gengæld slet ikke. Den handler om at fiske, om at skulle være far, og om hvordan man er mand.

Det lyder måske mere underligt end det er. Fortælleren (som på en masse måde lader til at overlappe med forfatteren) skal være far til en lille pige og går rundt i en skov om efteråret i nærheden af den by hvor han voksede op. Her tænker han tilbage på sin barndom, på sine forfædre, på sin afdøde barndomsven og deres mange fisketure, og på hvilken slags far han skal være for sin datter.

Det hænger på en eller anden måde fint sammen. Kun få steder (fx titlen og i slutningen) bliver det for højstemt for mig – ellers er det dejlig stilfærdigt, konstaterende og reflekteret. Og selv om der er noget stillestående og trist over at vade gennem en mudret lysning i en skov i november, er der et håb i hele fortællingen som jo peger frem mod faderskabet. Og for mig som læser også en lysende fremtid i de mandeidealer fortælleren gør sig tanker om.

Og så skriver Victor Boy Lindholm bare så godt at selv de detaljerede fiskebeskrivelser er lækre at læse. Jeg tænker på om der overhovedet er et emne han ikke ville kunne formidle på en læseværdig måde!