Tre essays om kedsomhed – et om kedsomhed i krig, et om kedsomhed i kunst, et om kedsomhed i nutiden.

Det første virkede pligtagtigt og uinspirerende på mig – tesen (som givetvis er rigtig) er at noget af det værste ved krig er kedsomheden. Dels fordi meget af en krig går med at vente – dels fordi kedsomheden kan drive soldater til alt muligt som er værre end selve de krigshandlinger de trods alt også deltager i. Abu Ghraib er et oplagt eksempel. Men Sebastian Cordes har læst sig til sin viden om krig og formår ikke rigtig at formidle det særlig gribende – selv om det virker relevant nok.

Lige modsat er det med essayet om kedsomhed i kunst. Cordes er selv filminstruktør og skriver indlevende og begejstret om hvordan man kan bruge kedsomhed i film – stillestående billeder, manglende handling, gentagelser og rutiner. Der er masser af konkrete eksempler fra hans egen oplevelser med film. Hele det essay var fængende og en øjenåbner for mig.

Det tredje essays pointe er at vi keder os for meget på de forkerte måder og for lidt på den gode måde – den måde der giver rum til kreativitet.

Alt i alt en bog der kommer vidt omkring på godt og ondt – og som i øvrigt godt kunne have brugt en grundig korrektur og en redaktør der kunne stramme lidt op på både struktur og sprog. Til gengæld er forsiden aldeles smuk!