Længe siden jeg har læst en lang, god og handlingsmættet dansk bog, men det er lige hvad Morten Papes I ruiner er.
Bogen tager udgangspunkt i Amagerbankens krak og handler om en helt almindelig amagerkansk families stille og rolige undergang. Det er trist, vedholdende og overraskende dramatisk. Historien fortælles gennem familiens datter Amalie over en årrække, fra hun er en lille pige, til hun er i tyverne.
Det starter med almindelig provinsiel kedsommelighed, men udvikler sig i flere retninger derfra med alkoholisme, skilsmisse, vold, dødsfald, overgreb, selvmordsforsøg og meget andet. Og med tiden kommer der et nærmest separat spor om folkedrabet i Rwanda, som pludselig kommer tæt på. Jeg er usikker på om den del egentlig giver mening for mig i forhold til selve kernehistorien, men det er virkelig godt skrevet – og i øvrigt fuldstændig ubærligt.
Bogen er nærmest en pageturner – og så synes jeg en af dens styrker er det ret konsekvente proletarperspektiv. Det står nok mest klart når Amalie bliver kæreste med en dreng hvis forældre bor på Frederiksberg, og detaljerne er det bedste: at man varmer suppetallerkenerne og har et separat skærebræt til løg.
Bogen er sidste (uafhængige) del af Morten Papes Amager-trilogi – nu har jeg fået lyst til at læse de to første også.
g var virkelig blæst bagover af Tine Høegs Tour de chambre, og jeg havde længe tænkt at læse forgængeren Nye rejsende. Den er skrevet i samme digtagtige hurtigtflydende stil, men ramte mig ikke helt så meget.