Jeg kan simpelt hen ikke huske hvor jeg har Renselse fra, men jeg har i hvert fald haft den stående på reolen de sidste 10 år. Nu fik jeg den læst!

Den minder ikke om noget jeg plejer at læse – alene det at det meste af handlingen foregår på en gård i Estland i starten af halvfemserne, er lidt uvant. Og så spænder den usædvanlig vidt – fra det helt stillestående til det voldsomt dramatiske.

Hovedpersonerne er en ung kvinde og hendes bedstemors søster – de mødes for første gang i starten af bogen og gemmer på hver deres hemmeligheder. Den unge kvinde er stukket af fra den russiske mafia der har udnyttet hende til prostitution, og den gamle dame har en kompliceret fortid med et ægteskab med en russisk partikammerat og ulykkelig kærlighed til sin søsters mand – altså den unge kvindes bedstefar.

Romanen springer i tid og sted – helt tilbage til årene lige efter anden verdenskrig – og folder kun langsomt tingenes rette sammenhæng ud med skiftende synsvinkler, så man som læser undervejs begynder at forstå hvad der er op og ned. Det er skrevet med sikker hånd, men nogle ekstra plot twists til allersidst kunne jeg godt have levet uden.

Især fordi en af bogens styrker snarere er de fine stemningsbeskrivelser – blandt andet af den gamle dames ensomme liv på gården. Der er altid en flue der summer, en gennemtrængende lugt af sved, et tapet der sidder løst, en tør læbe der sprækker. Lidt ligesom i Sidsel Falsig Pedersens Svaret kommer med posten, faktisk.

Alligevel er der en snert af pligtlæsning over bogen – som en roman man skulle læse i gymnasiet, og jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor.