Et essay af Søren Ulrik Thomsen! Sidst jeg læste prosa af ham, var vist En dans på gloser for over tyve år siden, og jeg husker den lidt tung, så jeg blev faktisk helt lettet da jeg kom i gang med Store Kongensgade 23, for den er lige til at sluge.

Udgangspunktet for essayet er et forsøg på at indkredse den vigtigste periode i Søren Ulrik Thomsens liv. Den fandt sted i løbet af kun et års tid da han som ung flyttede med sine forældre fra Stevns til København på – ja, gæt selv hvilken adresse.

At perioden var vigtig, hænger nok sammen med at han var 16-17 år og med de erfaringer man nu engang gør sig i den alder (jeg er i den forbindelse vild med beskrivelsen af forholdet til Jane!) – men også med at hans mor var syg. Hun var alvorligt depressiv, vurderede psykiatrien, og fik gennem en længere periode en række elektrochok og en masse medicin som ikke hjalp, og hun blev indlagt på lukkede afdelinger af flere omgange. Barsk kost for en knægt der ikke engang er fyldt 18.

Nå, men det hele er så vildt skrevet. Prøv lige at se den her start på bogens ottende afsnit:

Og først nu falder det mig ind, at min livslange afsky for provinsen måske i lige så høj grad som værende begrundet i de faktiske forhold i stakkels Store Heddinge for et halvt århundrede siden kan skyldes, at sorgen og rædslen over min mors sygdom var så voldsom, at jeg ikke kunne tåle at se den, når jeg kiggede ind i mig selv, hvor den må have resideret som en diktator, men at denne sorg til gengæld lige nøjagtigt kunne udholdes, når jeg kiggede ned ad Vestergade og registrerede forstemtheden i dens små, halvt sammensunkne huse, hvor en Kreidler med rævehale stod lænet op ad facaden, og et defekt lysstofrør blinkede i køkkenet bag de nikotingule nylongardiner.

Til gengæld – og det føles næsten frækt at sige noget negativt om selveste Søren Ulrik Thomsen – er der altså også noget der ikke fungerer. Hen mod slutningen dalede min begejstring, og det skyldes hans argumentation for at psykiatri ikke løser selve problemerne, men bare forsøger at dulme folks symptomer. Grundlæggende er jeg hverken enig eller uenig med manden, men hans argumenter er så vage og anekdotiske at det virker dumt. Hans mor blev først rask da hun mødte en psykolog der satte sig ned og talte med hende i stedet for at forsøge at behandle hende med medicin og elektricitet, og derfor kan man ikke bebrejde ham at han har mere fidus til terapi end kemi. Men når han i forsøget på at overbevise os andre eksempelvis tolker på en gammel annonce hvor psykiateren modtager klienten bag sit store mahogniskrivebord, og udlægger det selvbillede og de magtstrukturer reklamen implicer – ja så gør han altså ikke nogen klogere.

Stadig en dejlig bog – og så meget fylder nej til kemi-korstoget heller ikke.

 

Jeg var ret begejstret for Stræk tiden – Victor Boy Lindholms lille bog om at cykle, og derfor var det et sjovt tilfælde at jeg kort efter fik hans digtsamling Jeg slæber lungerne som en vægt om samme emne.

Men måske illustrerer det meget godt at jeg er mere til prosa end poesi. Digtene strækker sig vist over tre sæsoner – fra efterår til forår – hvorigennem fortælleren er rimelig ked af det og håndterer det ved at cykle og cykle og cykle. Mens han cykler, ser han på træerne og indfaldsvejene og prøver at glemme hvor nedtrykt han er.

Noget af det fungerer fint for mig – jeg kan eksempelvis ret godt lide sådan et lille digt her:

det lille håb
når jeg passerer sneppestien
på årets korteste dag
og næsten ikke kan indeholde mere
mørke

Men andre gange er det lidt gentagelser af at der er småkoldt og mørkt og at han slæber lungerne som en vægt. Vi kommer ikke nærmere hvad han er så ked af, og det ved man jo heller ikke altid selv, men måske kan temaet bare ikke bære en hel digtsamling.

“F-ordet er en bog for dig, der gerne vil vide, hvad feminisme er, og hvad du skal med den.”

Sådan står der på den første side af Sanne Søndergaards bog om – ja, feminisme. Det er grundlæggende en gennemgang af feministisk teori med masser af konkrete eksempler, argumenter og modargumenter, ordforklaringer osv. Jeg fandt ud af undervejs at jeg kender en der har læst kønsstudier med Sanne Søndergaard engang, og jeg tænker at bogen her måske er en måde at formidle denne viden (og en masse nyere forskning og friske personlige erfaringer) til alle os der ikke lige har læst kønsstudier.

Og for sådan en som mig falder F-ordet egentlig på et tørt sted. Jeg var klar til at kalde mig selv feminist allerede inden jeg læste bogen, men jeg vidste ikke særlig meget om hvad det betød. Så mit feministiske virke var nok begrænset til at prøve ikke at opføre mig som et røvhul og opdrage vores sønner til at blive nogle gode drenge.

Efter at have læst bogen er jeg blevet klogere på en masse ting. Selve det at man laver distinktioner, kategoriserer adfærd og bruger præcise begreber for forskellige fænomener skærper jo ens forståelse af et område, præcis ligesom når man lærer et nyt fag.

Og denne viden kan forhåbentlig hjælpe sådan nogen som mig – og en hel masse andre – med at skubbe verden i den rigtige retning når vi støder på skadelige strukturer, uhensigtsmæssig praksis og helt almindelig tarvelig opførsel.

Nu lyder det måske som om bogen er meget teoretisk eller tung, men Sanne Søndergaard er som bekendt komiker, og det skinner igennem i bogen. Det er sikkert smag og behag, også alt efter hvor velfunderet man i forvejen er i den slags teori, men for mig er balancen mellem jokes, gode eksempler, feministisk forskning og eksempler fra vores allesammens hverdag rigtig god.

Klar anbefaling! Og så skal jeg altså også læse noget skønlitteratur igen.