Det er 100 år (ni for at være præcis) siden jeg sidst har læst noget Murakami – nu fik jeg denne ret nye bog for en måneds tid siden og har netop læst den færdig. Og nydt det!

Jeg har ellers kun læst romaner af ham, men First Person Singular er små historier skrevet i, ja, første person ental. Nogle af dem er fine og fortættede, andre dejligt underspillede og langsomme på den måde jeg husker fra flere af hans romaner, men nogle af dem virker mere lidt sludrende og ligegyldige.

Noget af det bedste er måske historien Charlie Parker Plays Bossa Nova der handler om en mand der har skrevet en anmeldelse af en fiktiv plade med samme titel som novellen – en plade som vel at mærke af umulig da bossa nova først blev opfundet efter Charlie Parkers død. Beskrivelserne af numrene på pladen er så fængende og indgående at man næsten ikke kan forstå at albummet ikke findes, og så sker der nogle dejligt drømme-agtige ting.

Og dårligst er nok The Yakult Swallows Poetry Collection hvor fortælleren (som er eller skal forestille at være Murakami selv) beretter om sin kærlighed til baseball og om de middelmådige digte han har skrevet under kampene.

Men med Haruki Murakami er det lidt som en god ven man har kendt længe – man tager det hele med og hygger sig godt med det uanset hvad. Og det må snart være tid til at læse en af hans romaner igen!