Det her er en skidegod bog, og den minder ikke om noget som helst andet jeg har læst.

Det mærkeligste er formen. Det er en roman, men opsætningen er mere som lyrik. Her er et eksempel på halvanden side i bogen hvor fortælleren Asta vasker op sammen med sin gode veninde Mai:

Mais eks er brand manager i Asics og har sin fars ansigt
tatoveret på brystet. Er faren da død spurgte jeg
dengang hun fortalte mig om det, næ han bor i Ishøj
men det er fandme mærkeligt når vi har sex

Mai blev gravid efter fire måneder
Michael ville ikke have barnet
emneskift,

hun smækker skuffen i

jeg skal i virksomhedspraktik

cool siger jeg og hælder snavset vand ud af baljen

hvorhenne?

Københavns Kommune siger Mai

noget der hedder Ejendomme & Indkøb

hun stiller en pande på plads i skabet,

det er Ulla der har skaffet det

hvem er Ulla?

min jobkonsulent

hende med hagen?

hun nikker

hvornår?

mandag allerede siger Mai

jeg har helt glemt hvordan man gør

smører en madpakke, snakker med folk

jeg stresser lidt over det, Asta

de har vel en kantine siger jeg, hov

den der er ikke helt ren

det gør ikke noget siger hun

jeg tager bare det sidste med viskestykket

Det virker lidt som noget rod, men jeg vænnede mig lynhurtigt til formen, og på en eller anden måde skærper det læsningen at man ikke altid ved hvad der er direkte tale, og hvad der er beskrivelser. Og så gør linjeskiftene selvfølgelig noget ved læserytmen som man ikke opnår i klassisk prosa.

Historien er lidt mere konventionel. Asta er ved at skrive en bog, men kommer hele tiden til at tænke tilbage på kollegietiden, og nogle fine skift mellem fortid og nutid binder det hele sammen i en virkelig gennemført, livagtig og sprogligt formidabel bog. Hurtigt læst, alt for hurtigt, og jeg har lyst til starte forfra med det samme!