Kazuo Ishiguro er for mig en af verdens allerbedste forfattere. Han skriver fuldstændig kompromisløst og originalt, og der er vitterlig ikke to af hans bøger der minder om hinanden. Senest læste jeg The Buried Giant som på overfladen virker som noget i fantasy-genren. Tilsvarende kan man vel sige at Never Let Me Go kunne ses som dystopisk science fiction. For hør bare her hvad rammerne er:

I et parallelt, nærmest nutidigt og britisk univers har man valgt at klone borgere og lader klonerne vokse op på særlige hjem og skoler med det ene formål at de kan afgive deres organer når de almindelige borgere bliver syge – så hvis fx en borger får kræft i nyrerne, kan en af klonerne afgive en nyre til vedkommende. Efter et par donationer dør klonerne.

Der er stof til en roman med en masse etiske og politiske dilemmaer. Men det er alligevel slet ikke det historien handler om.

Den handler derimod om især tre personer – fortælleren Kathy og hendes venner Ruth og Tommy. De tre er alle kloner – og kommende donorer – som vokser op på skolen Hailsham og lever et langt henad vejen almindeligt liv med almindelige genvordigheder, glæder, sorger, drømme, mysterier og alt det der. Og gennem fortællingen tager det form og kommer især til at handle om kærlighed – og, fordi de nu engang har den skæbne de har, om at turde gå efter kærligheden mens man kan.

Og det er i virkeligheden det sjove ved det. Hvis man skulle skrive en fortolkning af romanen i ottende klasse i folkeskolen, ville man nok komme frem til en morale om, at man skal gøre det man vil, mens man kan, og den slags. Som fortælleren reflekterer hen mod slutningen:

And it started to dawn on me, I suppose, that a lot of things I’d always assumed I’d plenty of time to get round to doing, I might now have to act on pretty soon or else let them go forever.

Mere banalt bliver det næsten ikke – og så er det alligevel så fint, fordi det i bogen her handler om de helt særlige vilkår der er for disse stakkels mennesker der typisk dør i trediverne når de har gennemgået deres fjerde donation. Og en af deres helt store drømme for disse mennesker er at få et par år hvor man kan leve et helt almindeligt liv med et almindeligt arbejde. Præcis som vi andre gør altid.

Skidegod bog! Og nu er der ikke flere Kazuo Ishiguro-bøger jeg ikke har læst, så han må se at få skrev en ny en i fart.