Denne bog fik jeg i gave for et par måneder siden – og valget af bogen var et rimelig kvalificeret gæt. Jeg fik den nemlig af en, der arbejder sammen med en, som jeg for mange år siden arbejdede sammen med på et forlag – hvor man selvsagt snakker en del om bøger. De to har sammen fundet ud af hvad der ville være den helt rigtige bog at give mig – en bog som min gamle kollega selv har stået for, og hvis eget eksemplar jeg fik. Og jeg synes de ramte godt.

Der er noget dejligt umoderne over De otte bjerge. Historien strækker sig over en lang årrække og handler primært om drenge og mænd og deres trang til at gå rundt i bjergene. Der er store følelser, men pakket godt ind i akavede samtaler og endeløse naturbeskrivelser, og der er store og vigtige spørgsmål vi ikke kommer i nærheden af at få besvaret. Hyggeligt, tilpas stillestående og ganske ordknapt – og så får man sådan lyst til at gå op på et højt bjerg når man læser den.

En fremragende lille bog! Jeg læser sjældent andet en skønlitteratur, og efter min elendige oplevelse med Pseudoarbejde var jeg lidt på vagt over for Sportshjerte som er en slags dokumentarbog om cykling.

Men jeg havde fået den af en ven der deler min begejstring for både gode bøger og cykelsport, så jeg gik i gang – og jeg skulle ikke mange sider ind i den før jeg kunne mærke at jeg var i virkelig gode hænder.

Jeg er vant til at opleve beskrivelser af cykling som de kommer til udtryk hos cykelkommentatorer og i de løbsreferater man kan læse i aviser og på fx feltet.dk – typisk helt forudsigeligt og med en voldsom brug af gamle klichéer. Det her er noget andet.

Man følger forfatteren der rejser rundt og ser nogle cykelløb. Han møder kendte og mindre kendte ryttere og snakker med dem – aldrig om hvad de forventer af dagens etape eller den slags spørgsmål som sportsjournalister altid stiller, men om alt muligt andet. Om de store ting og det helt dagligdags.

En lækker, langsom og smuk bog – dog nok kun for folk der kan lide cykling.