Det er altid så dejligt når Helle Helle skriver en ny bog. Og det var det også denne gang. Lidt mere trist end normalt, men smuk, helstøbt, konsistent og sjov, selvfølgelig. Den handler om en ung pige og hendes mor som bor sammen i forskellige lejligheder. Moren passer sin butik, pigen passer sin skole, og ellers er det klassisk Helle Helle. Men så bliver moren syg! Chokerende og alligevel fredsommeligt og Helle Helle-agtigt hele vejen igennem.

Og så en sjov detalje: fortællerstemmen er renset for datid. Det vil ikke bare sige at den er fortalt i almindelig nutid – de steder hvor man normalt ville have haft datid, er der nutid. Det stritter rimelig meget, synes jeg:

Det er rigtigt nok, at hun roder, men hun er jo også selv træt efter dagens dont, nu er hun for eksempel ferieafløser nede i Klippehulen en uge, hun begynder i går.

Hvorfor Helle Helle skriver noget der i den grad får sproget til at pege på sig selv, kan jeg ikke regne ud, men jeg tænker det må have noget med hendes forrige bog Dette burde skrives i nutid (2011) at gøre?