De fjorten årene jeg bodde i Bergen, fra 1988 til 2002, er for lengst over, det finnes ingen spor etter dem, annet enn som episoder forskjellige mennesker kanskje husker, et glimt i et hode her, et glimt i et hode der, og selvfølgelig alt det som finnes i min egen hukommelse fra den tiden. Men det er overraskende lite. Det eneste som har blitt værende av alle de tusenvis av dagene jeg tilbrakte i denne lille, tranggatede, regnskimrende vestlandsbyen, er noen få hendelser og en masse stemninger. Jeg skrev dagbok, men den har jeg brent.

Og derpå 600 siders skarp og bevægende fortælling om de 14 år hvor Karl Ove Knausgård går fra at være forfatteraspirant til forfatter, ungkarl til fraskilt, og vel i virkeligheden også fra at være ung til at være voksen.

Bog 5 er lige så fremragende som de fire første. Af og til har jeg ikke kunnet afholde mig fra at sende beskeder til en ven der også er Karl Ove-entuasiast når jeg nåede til særlige vendepunkter i bogen. Det er stor litteratur – helt nede på jorden, men giver et sug i maven.