Jeg fik denne bog til jul af en ven der selv havde læst den, og som undervejs havde forestillet sig at den foregik i min opgang. Og stedet spiller en stor rolle, for det er beboerne i en andelsforening der udgør bogens personer. Fortælleren er en yngre kvinde, og hun beretter på skift om de forskellige mennesker hun bor side om side med, ligesom hun af og til skriver til sin kæreste. Glimtvist er der også horoskoper og små sange.

På den måde er det sådan rigtig fragmenteret og moderne og fantastisk langt fra den klassiske dannelsesroman. Svagheden ved det er at man som læser ikke så tit er ved at dø for at finde ud af hvad der står på den næste side, for den handler som regel om noget helt andet end det man lige har læst. Styrken er at det er et format hvor man kan komme vidt omkring med små historier, tanker og pointer mens man svæver rundt i passende afstand til den røde tråd. Hvis man altså skriver godt – og det synes jeg Stine Pilgaard gør.

Det er bedst når det er lidt spydigt. Jeg citerer en hel side i bogen fordi jeg synes det er så underspillet hånligt på en måde som oven i købet gør at jeg føler mig lidt ramt:

I baggården sidder Thomas og hans venner. De mødes tidligt, fordi det er en hverdag, og fordi de skal tidligt op i morgen. De har sammenlignet kalendere i en måned, de kæmper mod svigerfamiliers mærkedage, skole-hjem-samtaler, konferencer i udlandet. De er trætte efter al den planlægning, og de taler om, hvor travlt de har, at det er fint, at de mødes tidligt, så det ikke bliver for sent. Thomas ser rundt på sine gamle venner, og sådan sidder de, oscar-nominerede, indtil der er en, der rømmer sig og siger, kan I huske. Lettelsen breder sig rundt om bordet, og de andre råber ja, ja selvfølgelig. De flyder rundt på et lille hav af anekdoter, som de gentager i forskellige variationer, hver gang de ses. Kan I huske, råber de ud over baggården, kan I huske, genlyder det som ekko. Jeg tænker på, om de stadig producerer kommende minder. Kan I huske dengang, vi var først i fyrrerne, vi sad og grillede i din gård, ja, nemlig, dengang vi var så smarte at mødes tidligt, så det ikke blev for sent, ja, det var tider, skål.

Og lige så fint når et nabopar får en lille baby og bliver ved med at komme med alt for nærgående spørgsmål til fortælleren om de egentlig ikke også snart skal have børn, og om de måske allerede er gået i gang med at prøve osv.:

Da jeg løfter barnet op, møder jeg Lasse og Louises smilende ansigter. Hun klæder dig, siger Lasse, er det snart jeres tur, siger Louise. Det er en interessant logik, småbørnsforældre har. De er fuldstændig overbeviste om, at man længes efter at blive mor, når man kigger på deres børn. Tænk, hvis jeg antog, at alle folk, der tilfældigt gik forbi min lejlighed, havde lyst til at købe den. Desværre, vi har ingen planer om at sælge, kunne jeg stå og råbe ud ad vinduet hele dagen.

Nå, nu skal jeg nok holde op. Sjov bog!