Jeg vidste omtrent hvad jeg gik ind til med denne bog og blev ikke overrasket. Fin lille bog, hverken mere eller mindre. Den minder langt hen ad vejen om Simon Fruelunds otte år gamle Borgerligt tusmørke – forskellen er bare at hvor den første bog er et kig ind i en lang række huse og lejligheder, er det her et kig ind i personerne i et tog. Toget kører fra Kalundborg til Østerport, og hvert kapitel har et klokkeslæt og et stationsnavn. Fint og rent og et dejligt koncept.

Hver person har en lille side til rådighed, og der er næsten ingen dialog, bare en kort beskrivelse af noget ved personen; et resumé af et helt liv, en nylig hændelse eller en tanke i øjeblikket – som regel krydret med en lille kobling til transporten som er det der binder det hele sammen. De små episoder har ikke så tit indbyrdes sammenhæng, men der er enkelte hændelser og personer der går igen, fordi flere af passagererne bemærker det samme eller hinanden.

Det giver sig selv at Pendlerne ikke bliver et storværk, og jeg synes Simon Fruelunds Panamericana (2012) havde noget andet og større over sig. Dette er blot fragmenter; det er i sig selv fint og godt, og det er velegnet til at læse på farten (passende nok), men det er ikke den type bog, der er umulig at lægge fra sig. Og helt ærligt er det ligesom med Borgerligt tusmørke snarere konceptet end de små skæbner man husker bagefter.

Men mens man læser den er det en styrke – som med den første bog i samme stil – at man lynhurtigt dykker ned i enkelt person og ser hvad der betyder noget for ham eller hende. Og jeg synes ikke Simon Fruelund forfalder til udpenslede eller alt for tykke sociologiske pointer om hvordan folk er.

En sjov lille udveksling i den boldgade er i øvrigt at Politikens anmeldelse beklager sig over en af teksterne, hvor en enlig mor – tre børn med tre fædre – og et kontrolleret alkoholproblem, rundes af med at hun er begyndt til zumba. “Den sidste sætning er forfatterens slapsticksyl, der punkterer sin egen karakter og reducerer hende til en kliche, vi alle sammen kender,” skriver anmelderen.

Her siger Simon Fruelund til en provinsavis – Dagbladet Roskilde – at det snarere siger noget om kløften mellem by: “For mig er der i hvert fald ikke noget komisk ved at gå til zumba. Det gør min egen datter.”

Bum!