Jeg vidste omtrent hvad jeg gik ind til med denne bog og blev ikke overrasket. Fin lille bog, hverken mere eller mindre. Den minder langt hen ad vejen om Simon Fruelunds otte år gamle Borgerligt tusmørke – forskellen er bare at hvor den første bog er et kig ind i en lang række huse og lejligheder, er det her et kig ind i personerne i et tog. Toget kører fra Kalundborg til Østerport, og hvert kapitel har et klokkeslæt og et stationsnavn. Fint og rent og et dejligt koncept.

Hver person har en lille side til rådighed, og der er næsten ingen dialog, bare en kort beskrivelse af noget ved personen; et resumé af et helt liv, en nylig hændelse eller en tanke i øjeblikket – som regel krydret med en lille kobling til transporten som er det der binder det hele sammen. De små episoder har ikke så tit indbyrdes sammenhæng, men der er enkelte hændelser og personer der går igen, fordi flere af passagererne bemærker det samme eller hinanden.

Det giver sig selv at Pendlerne ikke bliver et storværk, og jeg synes Simon Fruelunds Panamericana (2012) havde noget andet og større over sig. Dette er blot fragmenter; det er i sig selv fint og godt, og det er velegnet til at læse på farten (passende nok), men det er ikke den type bog, der er umulig at lægge fra sig. Og helt ærligt er det ligesom med Borgerligt tusmørke snarere konceptet end de små skæbner man husker bagefter.

Men mens man læser den er det en styrke – som med den første bog i samme stil – at man lynhurtigt dykker ned i enkelt person og ser hvad der betyder noget for ham eller hende. Og jeg synes ikke Simon Fruelund forfalder til udpenslede eller alt for tykke sociologiske pointer om hvordan folk er.

En sjov lille udveksling i den boldgade er i øvrigt at Politikens anmeldelse beklager sig over en af teksterne, hvor en enlig mor – tre børn med tre fædre – og et kontrolleret alkoholproblem, rundes af med at hun er begyndt til zumba. “Den sidste sætning er forfatterens slapsticksyl, der punkterer sin egen karakter og reducerer hende til en kliche, vi alle sammen kender,” skriver anmelderen.

Her siger Simon Fruelund til en provinsavis – Dagbladet Roskilde – at det snarere siger noget om kløften mellem by: “For mig er der i hvert fald ikke noget komisk ved at gå til zumba. Det gør min egen datter.”

Bum!

Bedste læseoplevelse i lang tid! Rigtig god bog! Okay, ét til udråbstegn!

Hjem til meg handler om en mand der ikke kan lade være med at være utro. Manden hedder Ove og er læge, og man følger ham fra han er i start-trediverne til han er 61.

Bogen starter fint, hårdt og brutalt med et ganske kort kapitel hvor Ove en aften følger en pige hjem. Hun vil ikke have, at han kommer med op, men han må godt få et kys. Han resignerer og cykler han hjem til en anden pige – Wenche – som fortæller at han har gjort hende gravid. Ove bliver glad og siger at han vil have fire børn med hende. (Man kan læse bogens første sider – herunder hele dette lille kapitel – på det norske forlags hjemmeside)

Så er vi ligesom i gang. Ove får børn med Wenche, de bliver gift, og han elsker hende højt. Men han elsker også andre smukke kvinder, og han nøjes ikke med at kigge på dem. En dag bliver det for meget for Wenche, og Ove flytter sammen med sin elskerinde, og de får et barn. Men så er det bare hende han er utro, og sådan fortsætter bogen sådan set til sidste side.

Et gennemgående træk er at han ikke er specielt utilfreds med de kvinder han bedrager, han vil bare så gerne have i pose og sæk. Tryg hverdag og familieidyl, ja tak, men også gerne høje hæle, rød læbestift, rødvin og ukompliceret sex. Det koster ham meget – blandt andet forholdet til sine to døtre – og selv om han vedkender sig sin skyld, føler han sig nok mest af alt som et offer. Og måske er Ove blevet klogere når bogen er omme, men han har ikke forbedret sig.

Hjem til meg handler i den grad om utroskab. Om logistikken i dagligdagens løgne, om det uforpligtende sus og om den dårlige samvittighed både ude og hjemme. Men jeg tror ikke jeg ville være så optaget af den, hvis der ikke var mere i den.

Noget af det fineste ved bogen er at man ikke lægger den fra sig og fordømmer Ove. Han er selv skyld i alt hvad der sker, men han er ikke ond eller kynisk. Svag og egoistisk, men også passioneret og ret naiv. Og uden at jeg helt kan sætte fingeren på det, virker problemstillingen på mig som noget mere eksistentielt end bare den ene eller den anden kvinde (eller begge). Der er heller ingen morale klar på sidste side, selv om omkostningerne for Ove og hans familie er ganske omfattende.

Samtidig skriver Trude Marstein levende, flydende og uden mislyd om Oves tanker, følelser og handlinger – og jeg kan ikke lade være med at blive imponeret når kvinder skriver godt om mænd og omvendt.