Denne ganske lille bog, der består af helt korte noveller og “episoder” (som det hedder på titelsiden), var det mest overkommelige valg for mig i et nyt liv med markant flere bleskift, noget færre timers søvn og lidt kortere attention span. Titlen gør ellers hvad den kan, for at skræmme sådan en som mig væk (den minder mig næsten om gyselige Klougart i al sin fesenpoetiske krukkethed) men jeg har tidligere læst gode bøger af Pia Juul: Mordet på Halland (2009) og Dengang med hunden (2005) – to bøger der i øvrigt også beviser at hun altså sagtens kan finde på en god bogtitel.

Nå, men altså – trods titlen fine små tekster. I starten strækker de sig over en lille håndfuld sider, og i løbet af bogen er der en tendens til at de bliver kortere og kortere, mange på blot en enkelt side. De helt korte minder mig lidt om Peer Hultbergs monologer i Requiem (1985), mens de lidt længere virker mere som klassiske noveller. Der er ingen sammenhæng mellem teksterne, og det helt korte format gør samtidig at man kommer ret vidt omkring.

Flere af teksterne indeholder i øvrigt et sjovt metalag à la “Man kan forestille sig…” i Simon Fruelunds Panamericana (2012) (sikke jeg dog linker i dag!) – fx i den helt korte tekst ‘Replikker”:

Hun har mobilen tæt op til øret og går så hurtigt at hun støder ind i folk op fortovet, ansigtet er fordrejet, hun råber:

“Jo, jeg skal nok ringe igen! Jeg skal irritere dig! Jeg skal genere dig! Jeg skal gøre dig ondt! Jeg vil gøre dig så ondt!”

Jeg går hjemad i mørket, asfalten er våd. Det kunne man godt skrive noget om, hvem kan hun mon være, hvem talte hun med, lad mig tænke mig om. Men hun interessrerer mig ikke nok, hendes replikker var alligevel for søgte.

Kort sagt en stille og rolig lille bog. Næste læseprojekt bliver vist i tilsvarende omfang – Karl Ove får med andre ord lov at ligge lidt endnu.