Fin lille bog af Erlend Loe. Fvonk er navnet på den ene hovedperson – den anden er Jens Stoltenberg, selv om det ikke står helt præcist noget sted. De to mødes og bliver venner, fordi statsministeren er udbrændt og har brug for et sted at hvile ud, og ministeriet derfor lejer et par værelser hos Fvonk.

De har hver deres lig i lasten. Ministeren er træt af sit job og synes ikke han kan leve op til alle statsmandsforventningerne efter Utøya. Han har mest bare lyst til at stikke af. Fvonk har engang arbejdet i et motionsforbund hvor der (vist nok uden hans vidende) blev fusket med nogle medlemstal for at få offentlig støtte, og det brænder ham op indefra.

Venskabet er så bizart som den slags kan være i en Erlend Loe-bog. De er begge to aldeles fejlbarlige og langt hen ad vejen også usympatiske – hvilket i mine øjne gør at bogen ikke falder i samme fælde som fx Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann.

Hen mod slutningen er der noget med en tur til Ungarn hvor det måske går lidt over gevind – men Fvonk er grundlæggende stadig underholdende og fin og læseværdig. Og så var det i øvrigt lidt pudsigt for mig at læse den umiddelbart inden Stoltenberg tabte valget.