Denne bog kom lidt bag på mig. Jeg havde nok forventet noget i den ret udbredte genre af nutidigt, udpræget dansk og dagligdagsagtigt – og så måske sprogligt lidt finurligt, eller sådan noget.
Men bogen handler om mænd, skyld, opgør med fædre, dårlig samvittighed – og så udvikler den sig fra netop noget lidt hverdagsagtigt til noget voldsomt dramatisk.
Og det bedste af det hele – jeg kan ikke selv forstå hvorfor jeg synes det er så vigtigt – er den netop ikke dansk i sin kontekst. Personerne har navne der peger mod engelsk, fransk, svensk og selv japansk. Og den foregår tydeligvis ikke i Danmark, men i hvad der kunne være en generisk større europæisk by. Jeg kan godt lide når bøger foregår lige nede på Vesterbrogade, men der er også noget befriende i at denne bog i så høj grad ikke gør det.
I øvrigt formår Naja Marie Aidt at skrive en troværdig mandlig fortæller frem – det er vist ikke let for hverken mænd eller kvinder at skrive som det modsatte køn. Fin bog! Men jeg kan stadig lidt bedre lide hendes novellesamling Bavian.