Det er meget sjældent jeg læser andet end skønlitteratur, men en kollega overbeviste mig om at det med denne bog var værd at gøre en undtagelse. Det havde hun ret i!

Det er en ret lang og grundig bog hvis hovedtese er at departementschefers magt generelt er langt større end de fleste ved, mens ministrenes magt er noget mindre. Ministrene er der tit kun i en kort periode og har travlt med også at lave partipolitik, gå i pressen – og ikke mindst forholde sig til alle de helt konkrete små og store sager bureaukratiet hele tiden overdænger dem med.

Departementscheferne – og under dem også hele embedsmandssystemet – er derimod ikke på valg og har dels en langsigtet interesse i at deres fagområde bliver behandlet bedst muligt (uanset ministerens partifarve), dels i at deres egen karriere bevæger sig i den rigtige retning.

Den historie kan man fortælle ret kort, men styrken ved bogen er al den resarch og alle de interviews den bygger på. Og så er den fuld af helt konkrete eksempler fra det sidste århundrede – med hovedvægt på de sidste 10-20 år. Her fx indledningen til kapitlet om Finansministeriet og om budgetbissernes tit anstrengte forhold til fagministerierne:

Rundt om bordet i Familie- og Forbrugerministeriet sidder 15-20 mennesker. Vi er til opstartsmøde på en ny sag. Sædvanen tro indledes der med en præsentationsrunde. Ministeren, Lars Barfoed, ved alle, hvem er. […] Departementschefen, Henrik Nepper-Christensen, er også en kendt figur på Slotsholmen. Et helt ungt menneske forekommer imidlertid de fleste ubekendt. “Jeg er fra Finansministeriet. Familie- og Forbrugerministeriet er mit ansvar,” præsenterer han sig. Der bliver stille rundt om bordet, indtil ministeren tager ordet: ” Det var da interessant. Jeg troede, det var mit,” lyder det ironisk.

Javel, hr. minister! er generelt meget velskrevet og om ikke ligefrem en pageturner, så ret spændende og levende formidlet. Og så hjælper det selvfølgelig også på min interesse at jeg selv er ansat i staten og har arbejdet i forskellige styrelser i en del år – mens Lene fx ikke var imponeret.

En sidste bemærkning: hvordan kan en så udmærket bog have sådan et grimt omslag? Jeg har ikke rigtig noget imod Roald Als, men jeg synes godt hans tegninger må blive inde i min avis.