Panamericana minder ikke rigtig om noget andet jeg har læst, og jeg er ret fascineret. Det er en lille bog som jeg slugte på 1½ døgn og føler jeg snart må læse igen. Tidligere har jeg kun læst Borgerligt tusmørke af Simon Fruelund – den var også god, men dette er noget helt andet.

Handlingen er ikke afgørende, den er næsten lidt banal, men den fragmenterede fortælling om en håndfuld forbundne personer blandes med drømme og hallucinationer. Mange af bogens små kapitler starter med “Man kan forestille sig […]”, og så er scenen sat – både drømmene og virkeligheden er noget vi leger, og alligevel bliver man revet med af historien der nogle steder er hverdagsagtig, andre steder helt dramatisk.

Måske forstår jeg bedre hvad der er ved den bog, når jeg læser den igen.