Jeg er virkelig stor fan af Kazuo Ishiguros bøger der plejer at være kringlede, subtile og kompromisløse på én gang. Det er denne også, selv om den nu ikke kan måle sig med The Unconsoled og A Pale View of Hills.

Hovedpersonen og fortælleren er en pensioneret japansk kunstmaler der i årene efter anden verdenskrig bliver tvunget til at se tilbage på sit liv. I takt med at krigen nærmede sig, blev hans kunst mere og mere patriotisk – for ikke at sige nationalistisk og propagandistisk. Hvilken betydning har det mon for andre folks opfattelse af den gamle maler? Og kan det måske være det der ligger bag hans datters problemer med at blive gift?

Det lyder måske lidt ordinært. Men når bogen netop ikke er dét, skyldes det især den måde den er fortalt. Ligesom i flere af Kazuo Ishiguros andre bøger skal man ikke stole for meget på fortælleren; det er en gammel mand der prøver at overbevise sig selv om noget – og i løbet af bogen viser det sig måske at være noget andet end det man først tror. Sejt!