Det føles ret stort når Søren Ulrik Thomsen skriver en ny digtsamling efter ni års pause. Der er samtidig en vis chance for at blive lidt skuffet efter al den ventetid. Men det er ikke sket for mig – Rystet spejl er lækker og trist og lige til at spise!

Mange af digtene handler om at blive ældre, at det der var, ikke længere er, og at folk omkring jeg’et er døde. Det er ikke noget jeg personligt kan relatere til, men ikke desto mindre står det meget klart, livagtigt og sørgeligt når jeg læser denne bog. Hør bare her:

Et kort øjeblik når jeg vågner
har jeg glemt
at kastanjen overfor er fældet
og at bøgerne af min ungdoms stjerner
gule og bulede
står i en kasse på gaden
til ti kroner stykket
ja, selv at du for længst er væk.
Men i næste sekund har jeg indhentet alle tredive år
og hen under aften
oven i købet fået en fremtid
før natten tar mig tilbage

Og ja – det er ikke bare godt, det er også så Søren Ulrik Thomsen-agtigt at det næsten virker som en parodi! Og så er der i øvrigt et digt – ‘Hvis mørket en dag var brugt op’ – der i den grad udfolder temaet i et fint citat S.U.T. har i en bog om værtshuse:

Man skal vide, at der findes en skummel kælder, hvor man kan gå ned og drikke sig fuld. For hvis lyset skal falde alle vegne, må man selv bære mørket i sig. Og det er ubærligt.

Og ja, det er bare citatet – læs selv digtet på side 33 i Rystet spejl.