Klassisk Ellis – men på en ganske skuffende måde. Konceptet, virkemidlerne og stemningen i Imperial Bedrooms er ikke grundlæggende forskellige fra Bret Easton Ellis’ gennembrudsbøger Less Than Zero (1985) og American Psycho (1991). Og det er på en måde lidt ærgerligt, når nu der er gået sådan en 20-25 år – og Ellis oven i købet har brudt lidt med genren i nogle af hans seneste bøger.

I Imperial Bedrooms er hovedpersonen – Clay – den samme som i Less Than Zero. Der er bare gået 25 år, og Clay er nu succesfuld manuskriptforfatter, bor i Los Angeles og har det i hele taget relativt godt – i hvert fald økonomisk set.

Men så falder han – sådan da – for en ung skuespiller. Hun deler seng med ham mod hans løfte om at han kan skaffe hende en rolle i en af hans film. Hun viser sig imidlertid at være en farlig kvinde – etc. etc. – I kender næsten resten.

Nok er det en anelse hyggeligt med god gammel dags Bret Easton Ellis – men også en vældig tynd og tam kop te, og man efterlades med en svag følelse af tomhed – og nej, ikke bare den tomhed Ellis ellers har været ekspert i helt bevidst at fremmane.

Og så ville det være forfriskende hvis han for en gangs skyld kunne tegne et portræt af en person der ikke er samme alder som ham selv og bor det samme sted. Han er selvfølgelig blevet berømt på at beskrive sin samtid og sine omgivelser – men det bliver også næsten lidt forudsigeligt.

Til gengæld er bogen sat med den fantastisk smukke skrifttype Electra, som ikke bare Ellis’ andre bøger, men også den store forfatter Don DeLillos bøger (herunder Underworld – tænk at jeg kunne glemme at nævne det) er sat med. Lækkert!