Mere britisk bliver det ikke. Romanen af Mick Jackson (som jeg ikke havde hørt om før) er en slags stemningsbillede af en lille engelsk landsby i 40’erne. Tiden er præget af krigen, men i et så stillestående samfund gør selv dét ikke mere indtryk på beboerne end fx en ny og mystisk tilflytter til byen.

Meget passende er der et fint lille persongalleri af semi-særlinge: en tyk postdame, en ældre flaskeskibsbygger (der selvfølgelig hedder ‘the captain’), en gigtplaget præst, en blid og irriterende ungkarl osv. Titlen Five Boys henviser til – ja, fem drenge – som er berygtede for den ballade de laver.

Bogen består reelt af en række separate anekdoter der egentlig kunne fungere hver for sig. Men de er altså samlet i en roman, hvilket egentlig er lidt synd, fordi der ikke rigtig er sammenhæng i det. Det starter med en lille dreng fra London der bliver evakueret pga. krigen og kommer til den lille by. Men det er som om fortælleren mister interessen for ham og begynder at fortælle om de fem drenge, men til sidst kæmper de med en mærkelig biavler om æren som rød tråd i den større sammenhæng.

Stemningen, historierne og karaktererne er fine og af og til ganske subtile og ret underholdende – men jeg er stadig lidt i tvivl om hvad bogen egentlig handler om.