Det er omtrent ti år siden jeg læste denne bog; jeg skrev på en skoleopgave om Kurt Vonneguts mest kendte værk Slaughterhouse-Five (1969) og læste i den forbindelse en hel del af hans bøger. For nylig fik jeg lyst til at genlæse lidt af ham og huskede denne som en af de bedre – og den var da også meget sjov.

Historien indeholder flere forløb, der samles i slutningen af bogen: et om bilforhandleren og rigmanden Dwayne Hoover der er ved at blive sindssyg, et om særlingen og sci-fi-forfatteren Kilgore Trout (der optræder i mange af Vonneguts bøger) der overraskende inviteres til en litteraturfestival, og så en række bipersoner, herunder forfatteren selv. En del af personerne mødes sidst i bogen, og så går det lidt over gevind med korporlig vold, transcendens af det fiktive univers og lidt samtidssatire.

Det er sjovt, metaagtigt, sarkastisk, selvudleverende og lidt finurligt. Det er ikke stor kunst og udgiver sig heller ikke for at være det; bogen er gennemillustreret af forfatteren selv, og det er ikke på den mest højtidelige facon:

Og så er der alligevel en slags tanker bag.

For det første er der et lidt simpelt trick der går ud på at beskrive ting, steder og begivenheder som om fortælleren forklarer det til en fra en anden planet. Når det fx handler om hvad Kentucky Fried Chicken er (avle høns, skære dem i stykker og stege dem i fedt så folk kan købe dem i en lille papspand), bliver den naivistiske finte samfundskritisk på en lidt sjov og en lidt irriterende måde.

Desuden skriver Kurt Vonnegut fx ligeud hvordan han mener at litteraturen giver folk et helt forkert billede af hvad der er rigtigt og forkert, vigtigt og ikke vigtigt osv. – virkeligheden har ikke en start, en midte og en slutning, og der findes ikke nogen nøglepersoner i den virkelige verden. Det synspunkt afspejles i den grad i den ret rodede bog, og ligesom i Slaughterhouse-Five er det meste suspense punkteret på forhånd, fordi han fortæller hvordan det hele ender.

Stadig ikke stor kunst, dog. Til gengæld et dejligt gensyn med Kilgore Trout og ikke mindst hans lille fugl Bill der – nogen vil måske tro det er løgn – står bag mit dæknavn cyclonebill.