Jeg har læst adskillige af Storm P.’s bøger om den lille hund Grog – og en del af dem også flere gange. Således også med denne lille samling af 1-2 siders historier fortalt gennem Grogs øjne, hver med en lille pussenusset hundetegning udført af forfatteren. Johannes Møllehave har skrevet et ulideligt forord, men bortset fra det er det dejligt, rart, gammeldags, sentimentalt, uskadeligt og meget passende til en god gang svineinfluenza eller andet der kalder på selvmedlidenhed og stille sysler.

Det her er på mange måder en af de vildeste og mest udfordrende bøger jeg har læst længe. Ikke nødvendigvis en af de allerbedste, men en stor oplevelse og sådan set også en stor opgave.

Pale Fire er ikke bare titlen på bogen (som vel er en slags roman), men også titlen på et 999-linjers digt som gengives først i bogen og som skal forestille at være de sidste ord fra den fiktive digter John Shade. Herefter følger det omfattende noteapparat som udgør resten af bogen.

Noterne er forfattet af den ligeledes fiktive jeg-fortæller Charles Kinbote, John Shades nabo og kollega, og det er her dramaet udspiller sig. For selv om noterne er knyttet til digtet og dets fremdrift, får man gennem noterne en af og til næsten kronologisk historie om eksilkongen Charles the Beloved fra det fiktive land Zembla, om hans ungdom og liv i Zembla, hans fangenskab og hans flugt ud af landet. Derudover får man historien om Kinbotes møde med John Shade og hans store (og tit næsten perverse) begejstring for digteren.

Hvis man ikke syntes det var kompliceret nok, er starten og slutningen på historien at digteren bliver slået ihjel. Og ikke nok med det – man forstår med tiden gennem Kinbotes udførlige noter at Kinbote i virkeligheden er den selvsamme eksilkonge hvis livsforløb han beskriver så grundigt – og Kinbote mener selv at digtet Pale Fire handler om netop hans liv og hans land, fordi han har fortalt digteren om dem.

Det er kort sagt meget mærkeligt. Og så er det i det hele taget sjovt fordi genrerne støder sammen – det tunge akademiske noteapparat og de private anekdoter, indestængte bitre traumer, seksuelle hentydninger og faktuelle oplysninger.

Ligesom i Lolita og Pnin er fortælleren plaget, bizar og lærd – ærgerligt at det tilsyneladende er grænserne for hans repertoire, men til gengæld må man sige at han er fortrolig med karakteren og formår at fremstille ham troværdigt.