Fiskerne af Hans Kirk falder klart i kategorien af “kedelige gamle bøger som jeg troede jeg ikke gad læse, men som viste sig at være ret gode”. Det var bl.a. hos Bogsider og Eskapisten jeg indså at jeg heller måtte prøve at læse noget Hans Kirk – en prøvelse jeg ikke er blevet udsat for i min skoletid.

Historien – der vel foregår for omkring 100 år siden? – handler om en række strengt religiøse fiskere fra Vesterhavet der søger ind i Limfjorden i håb om et lidt mildere liv. Her er der måske nok af og til bedre at fiske, men det er stadig et hårdt liv på mange måder. Hvis fiskeriet slår fejl, er man overladt til købmandens og naboernes nåde.

Og så konfronteres fiskerne med en kristen tro der ikke er indremissionsk og dermed i deres øjne falsk og hul. Den lokale præst går ind for et bredt og positivt livssyn, og på kroen bliver der af og til danset. Det er en kollektivroman hvor hele gruppen af tilrejsende fiskere er hovedpersoner, og historien strækker sig over adskillige år – men alligevel kommer man meget i dybden i de enkelte scener gennem bogens kun 300 sider.

Centralt i Fiskerne er selvfølgelig gode kristne temaer som skyld, skam og synd. De indremissionske tilflyttere fastholder konstant og næsten mantraagtigt at de jo blot er syndere. Og det må man så også sige at de er – i hvert fald sker der i løbet af bogen flere ting der for så vidt er langt værre end at danse på kroen til klokken 22:30. Men samtidig gør det det sværere for dem at opretholde deres moraliseren over for de ikke-frelste i byen.

Det gør bogen både sjovere og mere brutal end jeg havde forestillet mig. Fiskerne er på én gang dybt oprigtige, grundlæggende menneskelige, forfærdeligt fundamentalistiske og lidt latterlige. Det er skarpt og moderne, og bogen er mere sexet end den lyder. Desuden er sproget overraskende friskt og knitrende, der er smæk på, og jeg tror sgu det er her Hans Otto Jørgensen har det fra!

Måske Herman Bang er den næste gamle tørre knark jeg skal kaste mig over.